Menu

Fynboerne

1906-10-21

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen har malet på billedet af kalvene.
Sønnen Puf laver sejl til den mølle, han har bygget.
Godt, at Alheds forkølelse er bedre. Men det er noget skidt, at det trækker ud med hendes ophold, for hun og Johannes Larsen skal senest den 10. til København, og han har brug for hendes hjælp inden da.

Transskription

Søndag 21 Octbr. Kjerteminde. 1906.

Kæreste Alhed!
Tak for Dit Søndagsbrev, som jeg ganske rigtigt fik i Morges. Jeg havde tænkt at arbejde i Haven i Dag, men det øsregnede hele Natten og lige til Middag og af og til i Eftermiddag. Jeg har saa malet paa Kalvene og hjulpet med at flytte Junges Klaver over. Puf har faaet Sejl paa den store Mølle, og har lavet en af en Havregrynsæske som han sidder og virker med nu, nu skal jeg tegne den: [tegning indsat] Puf mener det ligner godt, jeg skal skrive at den kan gaa, og Du ser der [ulæseligt ord] og al Ting. Vi har faaet Ærter og Flæsk til Middag og bestilt det hos Amanda forleden. I Aften har vi spist det halve af Melonen, Amanda, Børnene og jeg det øvrige har de faaet over i Kærbyhus, jeg nød mig et Glas Madeira til som jeg fandt i Kælderen, d.v.s. nu ½ Fl. Jeg er glad ved at høre at Din Forkølelse er bedre, navnlig efter at jeg har hørt om hvordan Jordemoderen gaar og fyrer, det maa være fælt. Vi har Gudskelov ikke haft Ild i Kakelovnen endnu. Derimod er det virkeligt kedeligt at det trækker saadan ud, for Du skulde jo nødigt være stort længere væk end 8 Dage til, for senere end den 10 kan vi jo ikke vente med at tage til Kjøbenhavn og den sidste Uges Tid skulde Du jo helst være her og hjælpe mig lidt. Naa nu kommer Amanda og vil have Brevet, saa Du maa nøjes med dette denne Gang. I Anledning af at det er Søndag og jeg ingen Frimærker har, maa hun forsøge paa Banegaarden, saa hvis Du faar dette ufrankeret maa Du ikke blive fornærmet. Mange kærlige Hilsner fra os alle tre.
Din
Johannes Larsen.

Omtalte genstande

Johannes Larsen maler et billede af kalve.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Alhed Larsen er i Malmø hos søsteren Ingeborg Astrid f. Warberg, som er højgravid med sit andet barn.
Johannes Larsen fortalte i et af de forrige breve til Alhed, at Puf med hjælp fra en Hans har bygget en mølle.

Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret på DKB af Larsen-familien.