Fynboerne
1946-05-31
Afsender
Elena Larsen
Modtager
Johan Larsen
Dokumentindhold
Elena Larsen har deltaget i Christine Swane/Uglens 70års fødselsdag, og hun fortæller om maden og vinen samt om, hvem hun talte med.
Else Larsen sagde, at Andreas/Puf Larsen havde ændret opførsel overfor Johannes Larsen/Las efter Johan/Lysse Larsens besøg i efteråret, så resultatet af rejsen var godt.
Johannes Larsen har været i Jylland og male brushøns. Han vil gerne tale med Elena om noget en dag.
Louise Brønsted/Tante Lugge har bedt om en snak med Elena en dag. Louise lød nervøs, og det gjorde Elena bekymret.
Transskription
Fredag 31-5-46
Kære Lysse!
Du kan rigtignok tro det var et herligt Gilde hos Uglen. Jeg tror knap jeg nogensinde har moret mig saa godt til en større Festlighed som der, men saa var vi jo ogsaa kun et ganske udsøgt Selskab af næsten udelukkende Larsener med Tilbehør. Det eneste Skaar i Glæden ikke blot for mig var at vi manglede en saa fremstaaende Repræsentant for Slægten som lille Lysse Larsen deroppe fra Båshult og det beklagedes af mange. Men nu skal du høre: Først samledes vi hos Uglen som tog imod i Midten af et Væld af Gaver Blomster, Bøger, Vin, Chocolade, Frugt, Tobak, Billeder, Antikviteter (Jeg havde købt en flot klase blå Muskatdruer og nogle Pakker Cigaretter i Hälsingborg) Her kom Tinge, hans kone, Onkel Klaks og Gudrun og Søster, Las Puf og Else Frk Branner (en Søster til Tante Tuttes Mand) og Uglens Ungdomsveninde), Mehlsen og Gulmai Norén. Vi gik omkring og sludrede, spiste Konfekt og drak Vermouth indtil vi i sluttet Trop drog over til Lasse og Ursula hvor der var dækket et festligt Middagsbord i Ateliet. Mandse havde lavet Uorden i hele Bordplanen ved at tage mig til Bords, den var jo mægtog fin og vi havde det vældig fornøjeligt. Paa den anden Side af mig sad Bibbe og llige over for Lasse, saa jeg var paa alle Maader vel anbragt. Maden var dejlig og Vinen ligeledes, al den Rødvin vi kunde fylde os med og Madeira til Isen; i det hele taget fik vi saa overvældende meget godt at jeg ikke har været udsat for noget lignende i mit lange Liv. Efter middagen drak vi kaffe i Haven og der sad jeg og snakkede meget med Onkel Klaks han var i vældigt godt Humør og til synes glad ved at prate med mig, senere holdt jeg hus med Mandse, Puf Gul-Mai og Mehlsen. Puf var et helt andet Menneske end i Efteraaret og Else fortalte mig at dit Besøg i Kjerteminde havde haft en forunderlig Virkning paa ham, og hans Opførsel overfor Las helt ændret sig, saa du har altsaa haft et udmærket Resultat af din Rejse. Las talte jeg ikke saa meget med, han holdt til med Bach og Uttenreiter, men ogsaa han var i udmærket Humør og saa godt ud. Han har lige været i Jylland og gøre Studier af Brushaner til et Par Bestillinger han har og skal til Jylland igen paa Biltur med Johs. V.s. Jeg talte nu forresten en Del med ham alligevel kan jeg indse ["kan jeg indse" indsat over linjen] men ikke saa meget som jeg kunde have haft Lyst til, men han vil have fat i mig en Dag og saa kan det jo blive til mere. Efterhaanden blev kl en 2, 3 Stk. og saa fik vi Smørrebrød med Øl og Snaps og blev derefter kørt hjem i Bil. - Straalende! - Det var Synd du ikke var med for det var lige en Fest du vilde have nydt. Ja der er jo meget mere at fortælle om men det maa vente til jeg kommer hjem. I Morgen skal Jens og jeg til Næstved, i Dag skal jeg ud til Tante Lugge, jeg ringede til hende for at træffe Las, men han boede ikke der saa "saa" overstreget og saa var der noget hun vilde tale med mig om, som ikke egnede sig for Telefon, hun lød saa nervøs og medtaget saa jeg er rigtig urolig for hvad det kan være. - Jeg haaber I klarer Jer nogenlunde uden mig, ja det gør I naturligvis, jeg var ikke noget videre att ha i den senere Tid.
1000 Hilsner fra din Bimsekone.
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Christine Swane/Uglen fyldte 70 år 29. maj 1946.
Det vides ikke, hvad der menes med, at Poul Uttenreitter medbragte to koner til festen.
Ellen Branner
Thora Branner
Wilhelm Branner
Louise Brønsted
Andreas Larsen
Gudrun Larsen
Ingrid Larsen
Jens Larsen
Johannes Larsen
Vilhelm Larsen
Else Larsen, Else, Andreas Larsens kone
Søren Melson
Gull-Maj Norén
Christine Swane
Lars Swane
Poul Uttenreitter
Ursula Uttenreitter
Erik Warberg Larsen
Grethe Warberg Larsen
Martin Warberg Larsen
Laura Warberg Petersen
Brevet er i privateje
Nej
Brevet ejes af en efterkommer af Elena og Johan Larsen