Menu

Fynboerne

1908-07-10

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Der er strejke, så Johannes Larsen kan ikke komme videre med sine litografiske tryk, som han kunne have tjent penge på. Han kan måske få hjælp af en ung mand, som ikke er færdigudlært, og som derfor ikke må strejke.
Larsen har trykt billeder adf krager, blishøns og gærdesmutter.
Johannes Larsen har besøgt Peter Hansen samt set Philipsens nye lejlighed.

Transskription

Valby 10 Juli 1908.

Kæreste Alhed!
Ja Du skal have et Par Ord i Aften, skønt det ikke er meget jeg har at berette. Den Skidt Strike kom saa alligevel i Dag, saa jeg kan ikke fortælle stort om hvordan og hvornaar jeg bliver færdig. Jeg har nu faaet Tryk af Kragerne efter at jeg har rettet paa Stenene og i Aften fik jeg det første Tryk af det med Blishønsene, det saa ikke helt galt ud, d.v.s. noget maa der jo gøres ved det. Gærdesmutten har jeg lavet Farvepladerne til og er meget spændt paa at se hvordan de vil se ud, da jeg har muntret mig en Del mere med den. Cato raadede mig til at leje den unge Mand, der træffer dem paa Søndag hvis jeg kan faa det arrangeret, han er nemlig ikke helt udlært og derfor bunden ved Kontrakt, som forhindrer ham i at strike. Det hele kom meget ubelejligt, jeg kunde maaske have tjent 200-300 Kr paa nogle Dage ved at lave et Lithografi af Svanerne efter den store Aquarel til Mohr & Hvenegaard, nu gaar det vel i Vadsken. Vi var hos P. i Aftes i Morges var jeg oppe at se Philipsens ny Lejlighed inden jeg gik paa Arbejde, den ser udmærket ud. Kys Børnene fra mig. Hils de andre. Hilsen fra Lut og Berta. Din
Johannes Larsen

Omtalte genstande

Johannes Larsen laver litografier af krager, blishøns og en gærdesmutte. Han omtaler også en stor akvarel af svaner til Mohr & Hvenegaard.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Johannes Larsen er i København for at trykke litografier hos Mohr & Hvenegaard (tidligere Winkel & Magnussen).
Når Larsen boede i Valby, var det som oftest hos ægteparret Oppermann.

1908 var et uroligt år inden for de grafiske fag."http://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/typografernes-strejke
": Litografisk Forbund havde i marts opsagt overenskomsten med Litografisk Principal Forening og krævet en nedsættelse af arbejdstiden fra 9 til 8 timer, en uges sommerferie med løn samt en forhøjelse af lønningerne. De litografiske arbejdsgivere støttet af Dansk Arbejdsgiverforening sagde nej til en arbejdstidsforkortelse, hvorefter litograferne gik i strejke den 10. juli. Arbejdsgiverne varslede som modtræk lockout af 4000 arbejdere i grafiske fag, dagspressen dog undtaget. Det fik med stort flertal typograferne til at gå i sympatistrejke hvor medlemmerne i forvejen ikke var ramt af lockout, nemlig dagbladene.

Valby

Det Kongelige Bibliotek

Nej

Indleveret til DKB af Larsen-familien