Fynboerne
1902-07-31
Afsender
Alhed Larsen
Modtager
Johannes Larsen
Dokumentindhold
Alhed Larsen har brug for penge til hjemrejsen.
Andreas (Puf) fortalte ved bordet, at han havde 1-2-3 sønner rundt omkring i forskellige byer.
Alhed har tænkt på, hvor smuk Johannes Larsen så ud forleden, da han var nybarberet og blevet klippet. Bare han altid så sådan ud.
Transskription
Der er 3 Skældud i dette Brev!
Min egen, kære Ven!
Nu længes jeg snart efter Dig. Jeg fik nok ingen Brev fra Dig i Gaar Din Sluppert. Hør, strax naar Du kommer til Kerteminde, kan Du saa ikke sende os en 5 Seddel i et Brev, vi kan ikke rejse før. Mon Du ikke skulde blive kørt til Kerteminde Lørdag, og saa vi kunde komme Mandag? Klax kommer her paa Søndag, han var her i Aftes. Mogensen i Forgaars, vi holdt en farlig Postyr med ham. Nu her ingen andre er, værdiger han mig en Smule Interesse! – Fru M. er ikke hjemme. –
Jeg maa jo da faa Brev nu med Posten ellers bliver jeg grulig angst. – Ungerne har det godt, Puf er saa sjov, han fortalte forleden ved Aftensbordet, at han havde 1-2-3 Sønner og da Far spurgte ham, hvor han havde dem, svarede han ”rundt omkring i forskellige Byer”! – Naa nu kommer Posten strax. Farvel min egen Dreng! Hør, jeg har tænkt saa meget paa, hvor smuk Du saa ud den Dag, Du var klippet og barberet, bare Du altid saa saadan ud! Du sender hver Dag Kys til Ungerne, men kun Hilsner til mig; hvordan er det? Nu faar Du ogsaa kun Hilsner fra mig! 1000 Hilsner Din egen A.
Torsdag 31te Juli – 1902.
Hils Uglen.
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Alhed Larsen og hendes drenge er hos Alheds forældre på Erikshaab, mens Johannes Larsen er i Nordskov og male med sin søster, Christine (Uglen).
Andreas (Puf) er tre år gammel og hævder, at han har 1-2-3 sønner.
Johannes Larsen svarede 1. august på spørgsmålet om, hvorfor han ikke sendte Alhed kys - hun kunne jo ikke kysse sig selv på munden.
Der er ikke indsat skanning af originalbrevet i databasen. Brevet er renskrevet efter en fotokopi, som Det kongelige Bibliotek har leveret til Johannes larsen Museet længe inde, arbejdet med databasen gik i gang. Skanning af brevet er ikke fundet i materialet fra Det Kongelige Bibliotek leveret til museet 2016-2018.
Johan Larsen
Vilhelm Larsen
Augusta Mogensen
Christian Mogensen
Christine Swane
Albrecht Warberg
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien