Fynboerne
1959-05-28
Afsender
Johanne Christine Larsen
Modtager
Christine Swane
Dokumentindhold
Tillykke med fødselsdagen til Christine/Uglen Swane. Johanne/Junge og hendes familie skal snart flytte ind på en gård tæt ved Johannes Larsen. Astrid/Dis har været på besøg sammen med Karen Aabye. De havde besøgt området ved barndomshjemmet Erikshaab. Sammen med sine to søstre skal Junge besøge broren Andreas/Dede.
Transskription
Lindøgaard
28-5-1959
Kære Ugle!
Til Lykke med Fødselsdagen i Morgen! Jeg haaber den vil finde dig rask og i god Orden, saa du stadig kan glæde dig ved dit Maler-Arbejde, og at dette vil vare ved en lang Tid endnu! Nægtes kan det jo ikke, at vi er ved at blive lidt gamle, jeg fylder 86 næste Gang, men vi har da stadig Las at se hen til som den ældste.
Her staar alt godt til. Vi er alle saa glade ved Lisbeth, hun forsøder os Livet paa alle Maader og er saa god mod Agraren og mig.
Er det ikke en Lykke for os at have to saa søde Svigerdøtre som Grete og Lisbeth. Vi skønner ogsaa derpaa.
Nu har jeg flere Gange været ved den nye Gaard og er yderst tilfreds med det alt sammen; Stuerne er større end jeg havde troet, og Agraren og jeg faar et dejligt stort Soveværelse.
Vi tager disse gamle disse gamle Træmøbler med derud og faar vore Pladser ved dem i Spisestuen, aldeles som her. Haandværkerne er lidt længe om at faa begyndt derude, Stuehuset skal forlænges, saa der bliver en stor Stue gennem hele Huset med Vinduer til baade Vest og Øst, og hvor man Manse og Lisbeth skal have deres Stue; og saa skal der indrettes Badeværelse med Kar og WC. Vi kommer sandelig til at bo fornemt. Nu bliver der kun en Spadsetur at gaa, naar du er hos Malerens. Gaarden ligger jo et lille Stykke Nord for Højskolen. Manse kørte os en vidunderlig Tur forleden Aften, fra Gaarden kørte han ned paa Taarbystranden, som jo desværre ikke mere er det smukke Sted, vi havde tidligere og hvortil mine næsten daglige Ture gik, nu er det hele ensrettet og Kornmarker. Det var lidt vemodigt at se.
For en 14 Dages Tid siden havde vi et meget morsomt Besøg af Dis, Karen Aabye og hendes Veninde. De var bilende fra Kbhvn. og havde været paa Erikshaab, Arreskov og Gjelskov og de to sidste Steder var de inviteret; Frokost paa Arreskov og Middag paa Gjelskov og var begge Steder bleven modtaget m. stor Gæstfrihed og Hjertelighed. Dagen efter kom de her ved 12 Tiden og blev Resten af Dagen. Det var meget morsomt, de var begge saa overordentlig søde, og saa var det jo dejligt for mig at se Dis.
Den 27. Juni skal vi 3 Søstre op til Dede for at fejre hans Fødselsdag og Planen er, at Bibbe skal køre os derop, Lugge kommer nogle Dage her forud og Dis til Andkærgaard. Vi glæder os meget til det. Dede gennemgik en stor Operation (Mavesaar) i Foraaret, den faldt heldigvis godt ud trods hans høje Alder, og nu er han bleven meget stærkere end før.
Manse har en Del at tage Vare paa, nu da han har 2 Gaarde. Vi trænger saa frygtelig til Regn især paa Lindøgd. og haaber saa inderligt snart at faa lidt Væde.
Saa faar du til Slut saa mange Hilsner og Lykønskninger fra os alle her paa Lindøgaard – Hilsnerne er ogsaa til Lasse!
Din hengivne Junge.
Fakta
PDFdansk
Brevet er dateret.
Taarbystranden var et yndet malested for Johannes Larsen og Fritz Syberg. Området blev drænet og opdyrket. I 2012 besluttede Kerteminde Kommune at hjemtage 36 hektar kommunal jord, som havde været bortforpagtet til landbrug. Området er nu genoprettet under navnet Sybergland. (Kerteminde Kommune).
Dis rundtur med Karen Aabye udmøntede sig i 12 artikler i Berlingske Tidende april-juni 1959: En Dame fra Firserne fortæller.
Står i brevet
Aabye Karen
Adolph Larsen
Grethe Larsen
Johannes Larsen
Christine Swane
Lars Swane
Andreas Warberg
Astrid Warberg-Goldschmidt
Lisbet Warberg Larsen
Martin Warberg Larsen
Laura Warberg Petersen
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv. Christine Swane Breve, Kasse 1, kuvert 3, 2002/61, A8, lb11.
nej