Fynboerne
1908-05-23
Afsender
Astrid Warberg-Goldschmidt
Modtager
Laura Warberg
Dokumentindhold
Elisabeth blev meget glad for billedbogen.
Alhed kommer til Birkerød for at hjælpe med festforberedelserne. Louise/Lugge må passe sin mand, der er syg.
Det er dejligt at være hos Brønsted. Barnepigen er fantastisk, så alt går som en leg. Haven er vidunderlig. En mand kommer hver dag og ordner i haven.
Adam og Ina har det godt. En del børn har antipati mod Adam, fordi han er jødisk, men han charmerer dem.'Cids forældre har inviteret Astrid.
Alfred har ordnet skilsmissepapirer.
Transskription
Birkerød d 23/5 – 08.
Kæreste Mor! Nu – d v s når Du får dette Brev – har I nok fået Mornine derover; gid der dog nu må komme noget godt ud af det hele; det ser da foreløbig så fint ud alt sammen; vil Du sige til hende, at lille Putte fik sin Billedbog (fra London) igår – og at den gjorde stormende Lykke – hun var helt ellevild – ja det var nu hele Flokken, men vi holdt jo strengt på, at Bogen var Puttes, og at hun havde første Ret til den. Iøvrigt er hun sød og nem - og Mornine skal slet ikke ængste sig; nu venter vi Be i Morgen Aften – Mandag d 25-5 – vi har skreven, om hun ikke kunde komme så tidlig og hjælpe lidt til med Festarrangementerne. Lugge er jo i Byen både Mand. og Tirsdag; og Onsdag Aften skal det store Gilde stå; om dette skal jeg skrive til Dig, så snart det har funden Sted; i Dag bliver det kun et mindre Brev, da det skal på Stationen inden 2, og det er den snart; Lugge vilde egentlig have skreven, men overdrog det i sidste Øjeblik til mig, da hun desværre har Magisteren liggende af Forkølelse; vi har alle fået et lille Smæk deraf, rimeligvis foranlediget af det meget ustadige Vejr, vi stadig har, med bratte Omslag fra Varme til Kulde. – Du kan ikke tænke Dig, hvor her er dejligt at være – alt er så nemt og bekvemt – og så vel organiseret; det går som ingenting med de 5 Børn – og vi har udelukkende Glæde og Morskab af dem; dette skyldes jo meget vor fortræffelige lille Barnepige, som fungerer aldeles brilliant – hun er myndig og bestemt, har godt krammet på dem, men kan på den anden Side også tage en munter Leg med hele Flokken ved passende Lejlighed. Haven her er nu over al Beskrivelse pragtfuld – alle Kirsebærtræerne blomstrer – og Æbleblomsterne har store Knopper; jeg har virkelig aldrig set så herlig en Have – og hvilken Terrain! de har daglig en Arbejdsmand gående, så der er snart velplejet og rengjort alle Vegne; tillige har han lagt brede Gange på passende Steder; det pynter svært, og gør tillige Haven lettere tilgængelig.
Nu har jeg været her i otte Dage – men er endnu ikke kommen mig af min Begejstringsrus over den hele Menage; en stor Glæde er det også at se, hvordan Ungerne trives og befinder sig vel; Sjums er bleven livligere og ikke så sær mere, og Adam vinder efterhånden alle Modstandere; jeg tror de fleste møder ham med Antipati på Grund af hans Jødiskhed; men han er virkelig så sød og god, at dette snart glemmes, det viser sig jo også. – For Resten er jeg meget spændt på at vide, hvad Du har sagt til mit Brev fra Dalarne – om Du blev overrasket – forarget? Kort sagt, om Du er misbilligende eller det modsatte m.H.t. mine Meddelelser. Jeg havde forleden et meget hjerteligt Brev fra Cids Far – og et vedlagt fra Moren; de opfordrede mig meget til at besøge dem, hvilket jeg også gerne vil. Nu tænker jeg da, at Alfred har fået Skilsmissesagen i Gang, og så er vi efter svensk Lov skilt om et År. Jeg har indsendt min Ansøgning til Fødselsstiftelsen; men de siger, at Chancerne for Optagelse er små. Lugge og jeg har talt så småt om min Anbringelse her; hun skal nemlig have et pålideligt Kvindemenneske her foruden Pige. Jeg vilde meget gerne og kunde så have lille Sjums hos mig. Nu skal vi se, hvad det hele bliver til.
Mange Hilsner fra os alle her til Jer alle.
Din Astrid.
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Christine Mackie (Mornine) og hendes mand blev gift i 1903. Om de var blevet skilt i 1908, og hun da flyttede tilbage til sit fødeland, eller Christine blot var i Danmark på besøg vides ikke.
Det er ikke klart, hvilken fest man holdt hos Brønsted-familien i Birkerød.
Astrid havde et forhold til svenske Cid, mens hun stadig var gift med Alfred Goldschmidt. Alfred og Astrid blev først skilt i 1914.
Bynavnet er skrevet øverst s. 1
Ellen Brønsted
Johannes Nicolaus Brønsted
Louise Brønsted
Adam Goldschmidt
Ina Goldschmidt
Alhed Larsen
Christine Mackie
Elisabeth Mackie
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, Astrid Warberg- Goldschmidt til Laura Warberg, 1908-05-23, 2423
Nej
Gave til Østfyns Museer fra et medlem af Warberg-familien