1958-11-03

[På kuvertens forside:]
Modt. 5’ dec. 1958
besv. 13’ ” ”

”her kommer den sørgende fader”
(sagde far 1882, da han overrakte degnen cigarkassen med min dødfødte tvilling!)

Fru A. Warberg Müller
Bakkevej 10-12
Hareskov St.

[På kuvertens bagside:]
Lindøgaard Dræby St. Fyen

[I brevet:]
Lindøgaard
3-11-1958

Kære lille Dis!
Jeg er lidt vred paa mig selv – nej, meget – fordi jeg saa længe ikke har skrevet til dig; jeg har ligesom været lidt død i det i den senere Tid, men man bliver vel heller ikke saa levende i det, efter Haanden som Alderdommen tiltager.
Og saa var dit sidste Brev endda saa interessant at der er nok at skrive om i en Besvarelse.
Lad mig begynde med dit Foredrag i Hareskov. Hvor var det sjovt, og hvor har de vist moret sig over at høre paa dig. Og saa at Schaffalitzkyerne kom og hilste paa dig, gid de vilde besøge dig, I maa have meget at snakke om. Hvad mon hun er født? Hans Far var den næstældste af sønnerne på Arreskov, Carl, vist den morsomste og ejendommeligste af de Børn. Grev Erik købte Rynkebygaard v. Ringe til ham. Sønnen, som du altså traf fik Gaarden efter sin Far, men var uheldig; han kautionerede for flere; det hed sig, at vores gamle Te’e (gift med Rasmus) var Mor til en af dem, som altsaa tilsidst – ikke just ruinerede ham, men gjorde, at han maatte sælge Rynkebygaard. Hvor maa det have været svært for ham at sælge sit Barndomshjem. Han boede en Tid paa Risinge, derfor Forbindelsen m. Elle. Jeg har set ham et Par Gange der, Datteren spillede, og jeg tror han tog lidt Undervisning hos Elle i Engelsk. Jeg gav ham en lille gammel Kvittering, som jeg fandt i det gl. Skrivebord, til hans Oldemor fra Væveriet som den Gang var en Slags Fabrik i Sønder Broby – vel sagtens oprettet af de driftige gamle S. de M.s paa Brobygaard – hvad jeg dog ikke ved.
Tak for den tilsendte Novelle! Det er ligesom [du] aner, at jeg vil kritisere den. Ja, der er noget ved den som bærer mig imod. I [”I” indsat over linjen] Den lille Novelle du skrev om, at Adam kørte dig hjem (den var meget smuk) var Beskrivelsen vist fuldstændig overensstemmende med Virkeligheden, men i den kunde du have digtet hvad det skulde være uden at der havde været noget at sige imod det – hvad du altsaa ikke gjorde, fordi din Oplevelse var tilstrækkelig. Men i denne om din lille Tvillingbror var det som noget virkeligt, du berettede – Erikshaab, dit eget Navn, Godsforvalteren – og saa synes jeg det er lidt i Familie med, om man i sine Livserindringer vilde digte en hel Masse, og det vilde man dog ikke gøre. Du forstaar mig nok: enten Digtning – fuldt berettiget – eller Virkeligheden korrekt. For Hannes og H. Jørns Indsats var jo helt lavet. Det eneste jeg for Resten ved om de Ting er, at Far gik op til Degnens med den lille Tvilling i en Cigarkasse og sagde: ”Her kommer den sørgende Fader”. Det var forøvrigt absolut ikke lovligt at lade hvem som helst grave paa en Kirkegaard og lave Begravelse. Tilgiv min bekendte Grundighed, men er der ikke lidt om snakken?
Nej, jeg har ikke anden Erindring om Vomhatten end at hun var fed, heller ikke om det var hende med de mange uægte Børn, var det ikke snarere Løvemaskinen [et ”d” er indsat over v’et i ordet]? Om dem i Frydenlund (hvor jeg ikke tror, der var nogen Rasmuskusk, han boede i den Lejlighed – Husene – hvor senere Træskomandens kom til at bo) ved jeg kun at Julianes Søn kom hjem fra Amerika med en amerik. Kone, som ikke holdt sig for god til at hjælpe sin Mand med noget Høarbejde – fra Vejgrøften tror jeg. De fik et Barn døbt i Hillerslev, og Asta Klein (Fru Blom) morede sig over at hendes Negle var ”som om hun havde gravet sin Oldemor op af Jorden” og at det stod saa pudsigt til den sorte Silkekjoles Pragt. Da de rejste og tog Juliane med, tog de ogsaa en Blikplade med Navnet Frydenlund indgraveret, med sig
2 indsat over den øverste linje på siden: [indsættelse slut] det bemærkede Greven øjeblikkelig og ærgrede sig over Ulovligheden, men da var baade Juliane og Blikpladen paa Vej til Amerika.
Det er rigtignok strengt for dig lille Dis [overstregede bogstaver og over ordet indsat ”is”], at du stadig skal gaa og lide af den pinefulde Sygdom, gid dog Massørens og Doktorens Løfter om Bedring snart maa blive indfriet. Men jeg kan forstaa – Lugge skrev om det – at dit litterære Talent alligevel, eller maaske derfor – blomstrer, og Ideerne myldrer ind. Jeg læste netop i ”Det ene fornødne” at saadant har andre Forfattere erfaret. Jeg er nu næsten færdig med D. ene Forn., og det har været en ”morsom” Bog at læse, selvf. præget af, at den er 31 Aar gammel, idet en Del af det, han saa ivrigt forfægter vel maa siges at være alment nu. Det er i Virkeligheden Dogmerne i den kristne Religion, han bekæmper, og deri falder det jo ikke svært for mig at følge ham. Han har sikkert selv været et udmærket Menneske, men der er et vist naivt Præg over Bogen. Jeg kom derved til at tænke paa, hvordan din Religion, altsaa Antroposofien, ser paa det [”t” i ”det” overstreget] kristne Dogmer. Naa, jeg tænker mig for Resten, at I kalder dem alle for Symboler. I saa Fald virker disse Symboler ikke altid heldigt for Lægfolk. En af de Ting, jeg særlig har imod Kristendommen, er, at det egentlig ikke gør noget videre, hvordan vi opfører os, for vi [maa] da endelig ikke tro, at det nytter os, bare vi tror. Det er en farlig Lære, og den forsømmer ofte at understrege: Vis mig din Tro af dine Gerninger, eller ”Træet skal kendes paa sine Frugter”. Tvært i mod læres os, at der er lidt mere Fryd over Anvendelsen, naar Synderne, som er begaaede er rigtig gevaldig store. Kærlighed til Næste og andre er selvfølgelig helt rart, men tro for Himmelens Skyld ikke, at det er det, den kommer an paa. Har for Resten Antrop. noget videre med Tro at skaffe? Saa vidt jeg forstaar er det mere et Studium over Tingenes Tilstand, en viden om aandelige Ting.
Du spørger til Bibbe. Jo Tak, jeg synes man maa sige, at hun har det godt, men at hun arbej. over Evne. Heldigvis har hun nu faaet en aldeles udmærket ung Kone til Hjælp, og det betyder jo meget, men alligevel har hun for meget. Vi var i Dag for en Uge siden en dejlig Tur til Nislev. Jeg havde paa det bestemteste forlangt, at det skulde være os to alene, jeg er jo aldrig ellers paa To-Mands-Haand med Bibbe. Der var noget, jeg gerne vilde tale privat med hende om, og desuden var der mere Ro over Samværet med Grete; naar Troels er med laver Børnene altid saadan en forfærdelig Halløj! Vi havde det saa yndigt dernede med saadan en god Snak mellem os tre.
Næste Dag nu maa du tro mig paa mit Ord, men sandt er det, at jeg først nu ved at læse dit Brev igennem igen ser, at det du sendte mig, netop er et Led i din nye Erindringsbog, hvor pudsigt at jeg i Gaar kom til at skrive som jeg gjorde om Erindringer. Jeg gyser let ved Tanken om, hvor meget du maaske vil omdigte Erikshaab og dens Beboere, men derved er der jo intet at gøre.
Tænk, jeg kan slet ikke huske noget om Pan’s Bo[ulæseligt]; kan du dog ikke berette dem for mig i dit næste Brev. Hvor var Pan i sine Velmagtsdage dog et morsomt Menneske – og næsten for god. Smerteligt at Sygdom helt skulde forandre hende.
Nu nærmer vi os jo Julen, der snart er bleven lavet til en Forretningskarrikatur, mon du ogsaa i Aar skal have Januar Juleaften, det faar du da vist ikke Kraft til. Jeg er lidt flov over, at jeg slet ikke kan give Gaver i Aar – ja, til Børnene selvfølg. men jeg har ingen Penge. Aalborg Turen har jeg endnu ikke faaet fra Haanden, Manse og jeg delte Udgifterne til Benzinen, og forskellige andre Udgifter har slaaet mig ned. Og saa ved man jo endda ikke, om dette maaske bliver sidste Jul – ikke fordi der er noget, der tyder paa det, men man ved jo aldrig.
Hold mig lidt à jour med Jannas, hvordan de klarer sig. Jeg haaber hun, naar hun sender Johanne Glas skriver, hvad det koster, saa sender jeg det, plus 10 Kr. til Tittes Gave. Er det ikke saadan?
God og snarlig Bedring, lille Dis og tusind Hilsner fra din Junge
[Indsat side 4; lodret langs venstre margen:] Jeg fik ikke skrevet noget om Manse denne Gang, maaske du har Ret i, hvad du skriver