Fynboerne
1899-05-05
Afsender
Albrecht Warberg
Modtager
Louise Brønsted
Dokumentindhold
Albrecht Warberg sender - lidt forsinket - 130 kr. til Louise/Mug Brønsted.
Albrecht har deltaget i forvalter Mogensens søns barnedåb, og han fortæller om faddere, skål, gæster mv. Der var en animeret stemning. Kun Amstrup sad og så trist ud. Han kan ikke have Louise Amstrup/Tante Visse hjemme på Ølstedgaard, så hun er sendt til Glorup, og hun skal derfra til Middelfart.
Der er mange mennesker hjemme på Erikshaab.
Den unge greve og hans kone er kommet hjem. Hun har det bedre og har taget på.
Transskription
[Fortrykt øverst s. 1:]
A. C. Warberg,
Godsforvalter,
Weikahaab pr. Højrup St.
------------------ d. 5 Maj 1899.
Kære Mug!
Tilstanden tør jeg haabe, er rolig nu, da Eksamensveerne ere udsatte, og Projektionstegningen vil vel ikke virke i nogen højere Grad spændende. Hermed sender jeg Penge til Turnus for Maj og Juni Maaneder 100 Kr. og til dig selv 30 Kr. Men denne Gang er det jo trukket lidt over Tiden, men er det for sent for den ene Maaned, er det jo til Gengæld for tidligt for den følgende. -
Den seneste Begivenhed af Betydning er Mogensens Barnedaab. Barnet blev ikke døbt Carl Alslev Gripskov, men slet og ret Christian og Fadderne blev ikke Billedhugger Fjeldskov og Godsforv. Mogensen, men slet og ret O A C Mogensen og mig, [ulæseligt ord] til kvindelige Faddere vare Fru Fjeldskov og Frk. Jensen (Fru M.s Søster). Daaben blev forrettet af Pastor Hammer. Gildet var et Aftengilde og Gæsterne vare Egnens Familier (Amstrups, Smidths, begge Præstefamilierne, Degnens, [ulæseligt ord] og H[ulæseligt], det vil sige Paludan og Binderup foruden [ulæseligt] og mig. Barnets Skaal blev udbragt af Pastor Hammer, Forældrene og mig og Bedsteforældrenes af Marta. Som Fadder havde jeg Fru Mogensen tilbords. Stemningen var meget animeret - undtagen for stakkels Amstrups Vedkommende), han saa hele Tiden ud, som om han sad ved et Begravelsesgilde. Han har gaaet meget igennem med Tante Visse, som han ikke kan have paa Ølstedgaard. Foreløbig er hun sendt til Glorup, og derefter er det Meningen, at hun skal til Middelfart igen. Binderup
og Dis er nu begge hjemme; endvidere Frøken Jensen - anbragt i Børnekamret - samt en ganske ung Frøken Ber[ulæseligt] fra Aalborg, saa vi snart er en temmelig anselig Husstand. - Den unge Greve paa Brobygaard er kommen hjem; hans Kone har det nu meget godt og vejer over 130 ℔, saa at der er bedste Udsigt til, at hun fuldstændig kommer sig. - Hundene har det fortræffeligt.
Nu kommer Christen!
Mange Hilsener
Din Far.
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Louise Brønsted blev i familien jævnligt kaldt Muk, men sjældent Mug.
Binderup er Christine Mackie.
Præstefamilien Hammer kendes, men det er uklart, hvem den anden præstefamilie er. Degnens kendes ikke.
Louise Amstrup/Tante Visse var psykisk syg. Albrecht Warberg og Louise Amstrups bror, Conrad Warberg, var godsforvalter på Glorup.
Den unge greves hustru er ukendt. Det samme gælder Marta, Christen og den unge frøken fra Aalborg.
Adressen er påtrykt øverst s. 1
Niels Elgaard Amstrup
Catharina Fjeldskov
Niels Fjeldskov
Jens Hammer
Thora Hammer
Christine Mackie
Augusta Mogensen
Christian Mogensen
Christian Mogensen
Otto Emil Paludan
Erik Schaffalitzky de Muckadell
Henry Smidt
Astrid Warberg-Goldschmidt
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB8490
Nej
Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Louise Brønsted

