Menu

Fynboerne

1898-05-16

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Alhed Warberg har været i Svanninge hos Syberg-familien og bl.a. set Fritz Sybergs (Kunstneren) tegninger og akvareller. Christine Larsen (Uglen) fulgte hende til Faaborg.
Alhed beder Johannes Larsen, som er i København, om at bestille et par sko til hende.

Transskription

Kære lille Las!
Det er skrækkeligt, at jeg ikke har skreven til dig i to hele Dage, jeg begriber næsten ikke, hvordan det er gaaet til. – Det var ikke for at hævne mig, fordi jeg ikke fik Brev i Forgaars, jeg havde regnet ud, at jeg ikke kunde faa Brev, da du rejste hele Dagen. – I Gaar var vi i Svanninge, Disa, Elle og jeg havde en storartet Tur. Det var yndigt Vejr og vi tilbragte flere Timer i Gammelskov. Jeg var inde i den Gaard for at hverve Plads til os, men det kan jeg fortælle Dig om, naar vi ses. Hvornaar bliver det? Er Du hjemme til Lørdag Aften? For saa kunde jeg maaske komme cyclende og saa blive Søndag over. – Uglen var desværre gaaet til Horne og kom først hjem lige før vi skulde gaa, men saa fulgte hun os ud til Faaborg. Hun kommer hen til os i Morgen, og jeg tænker, hun bliver nok til Torsdag eller maaske Fredag. Vi saa alle Kunstnerens Tegninger og Akvareller, hvor er de dog dejlige. Jeg sidder ude i Odense og skriver dette, er her ude at besørge Ærinder, men rejser hjem igen i Morgen Form. og herud igen paa Fredag. Mine Tænder har jeg ikke faaet begyndt paa endnu, jeg gruer. Bare Pæretræet ikke springer ud, inden Du kommer hjem Kunstnerens var begyndt! I Morgen skal Du altsaa til Hundeudstilling, god Fornøjelse! – Hvor det var morsomt, hvis P. fik det Legat og han faar det naturligvis, han er altid saa heldig. – Hør, kunde Du ikke gøre mig en stor Tjeneste; nemlig hvis Du faar Tid, at gaa ud til Din og Maries Skomager (Vesterbrogade 100) og bestille mig et Par Sko efter Maries Maal som hendes sidste nye. Gedeskindssko til 11 Kr. Altsaa: Et Par Sko efter Fru Schous Maal og præcis samme Facon som hendes sidste nye. Og sende dem hurtigst muligt efter min Adresse og med Postopkrævning. – Jeg prøvede hendes, som passede mig storartet. - - Nu Farvel, jeg skal ind at snakke med Onkel Syberg og jeg ser, det trækker op med Appelsiner. Mor Dig godt, 1000 Hilsner fra Din Alhed

16 – 5 – 98

1000 Tak for Dit Brev i dag.
Hils Lørup, hvis Du gaar ud til ham igen

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Hempel Syberg med familie er flyttet fra Gelskov til Odense.
Christine Swane (Uglen) bor stadig hos Anna og Fritz Syberg i Svanninge.

  • Svanninge
  • Gammelskov, Svanninge
  • Faaborg
  • Odense
  • Vesterbrogade, København

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien