Menu

Fynboerne

1903-04-23

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen forsøger at male i Zoo, men vejret bliver hele tiden dårligt. Han har kun seks dage til at gøre billedet færdigt, og det bliver bedst i solskin.
Larsen har hentet billeder fra indramning hos Winkel & Magnussen.
Georg Larsen (Grossereren) har sendt en veksel, og Larsen returnerer den med underskrift. Larsen spørger, om Alhed kan præstere 50 kr. til vekslen plus 10 kr. til Georg, som lagde ud for transport af billederne.

Transskription

Kjøbenhavn 23 – 4 – 1903.

Kæreste Alhed!
Tak for Brevet i Dag. Det har været en temmelig haard Dag for mig, jeg havde ikke malet mere end et Kvarters Tid før jeg maatte holde op paa Grund af Regn og gik saa og drev omkring derude til Kl. henmod 2 for at se om det ikke skulde bedre sig, men forgæves, det er kedeligt for ovenpaa alt det jeg fik gjort i Gaar vilde det jo have været udmærket om jeg havde kunnet male i Dag det var saa udmærket at arbejde i, det begynder snart at blive spændende der er nu naar jeg regner den Dag med det skal indleveres akkurat sex Dage at arbejde paa det, jeg skulde jo da allerhelst have mindst en Dags Solskin, det vilde i Grunden gøre mig ondt om jeg skulde kludre det færdigt i Graavejr, naar jeg ved jeg kan faa en hel Del mere ud af det ved at male det færdigt efter Naturen, jeg ved nemlig at det i kunstnerisk Henseende ikke bliver bedre end det er nu dersom jeg ikke faar Solskin. Jeg har spist med Schous i Kvindernes Køkken i Dag og været oppe hos Winkel & Magnussen og hentet mine 2 Billeder som ser helt respektable ud i Rammen. Pakken kom i Gaar, jeg skal hilse fra Marie at hun er henrykt over den og at Du er et dejligt Fruentimmer, hvad jeg i høj Grad kan slutte mig til, for det er Du. Jeg fik Brev fra Dig i Dag og et fra Grossereren med en Vexelblanket som jeg sender indlagt i underskreven Stand sammen med et Par Ord til ham. Jeg ser af hans Brev at I holder ”Politiken”. Han skriver at Du har Penge til at forny Vexlen med og han vilde være meget glad ved at faa 10 Kr. foruden, som han laante os til at sende Billederne af sted for. Kan Du præstere 50 Kr. til Vexlen foruden de 10 Kr.? Det er kedeligt med Lysse at han bliver ved med den Hoste, bare det nu maa være bedre med ham naar Du faar denne Skrivelse, og bare Vejret maa være godt i Morgen. Uglen kommer i Morgen tidlig og gaar med i zoologisk Have for at se mit Billede og rejser saa over til Dig om Middagen. Mange Kys og kærlige Hilsner til Jer alle tre. Jeg elsker Dig.
Din
Johannes Larsen.

Omtalte genstande

Påfuglebilledet er ikke egentlig omtalt, men det fremgår af tidligere breve, at det er dette maleri, som Larsen mangler solskin til i Zoo.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

Johannes Larsen maler på et billede af påfugle i Zoo. Det var ifølge Bente Scanvenius: Den frie Udstilling i 100 år, Borgen 1991 udstillet dér i 1903: "Landlig idyl kunne man også kalde Johannes Larsens velkendte billede af de farverige påfugle, som også var med, men dem fandt Politiken nu ikke videre morsomme." (s. 84)
Påfuglene er ikke nævnt i Den frie Udstillings katalog for 1903. Ifølge dette udstillede Johannes larsen følgende:
Blomstrende Pæretræ. 1896-1902.
Blomstrende Guldregn. 1896-1902.
Juniaften. 1896.
Septemberlandskab, Bygevejr. 1902.
Septemberlandskab, Graavejr. 1902.
En Tyr i en Stald. 1902.
I Bryggerset. 1902.
Ved Møddingen. 1902.
Paa Loftet. 1902.
Paa Høslyen. 1902.
Vintermorgen ved Stranden. 1902.
Stille Graavejr i November. 1902.
Vinterlandskab med en Aa. 1903.
Erikshaabs Have. 1903.
Morgenstemning. 1903.

Kvindernes Køkken åbnede i 1899 på Vimmelskaftet 36, 2. sal i København med det formål, at udearbejdende kvinder kunne få billige måltider i løbet af dagen. Initiativtager var bl.a. Emma Gad. Et eventuelt overskud gik til godgørende formål.

København

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien