Menu

Fynboerne

1925-08-09

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Hubert Paulsen, Inger, Johan og Alhed Larsen har været på motorcykeltur fjorden rundt. Alheds mor vil spørge, om hun kan få en tur bag på Hubert motorcykel.
De unge har også været på motorcykel til Fyns Hoved og Snavehøjen.
Alhed Larsen har spist middag med Prof. Feilberg på hotellet.
Larsen må hilse Lehn schiøler og sige, at de fire piger er søde.
Faster Thrine er meget syg.
Larsen må passe på og ikke gå på dækket i stormvejr. Han må heller ikke tabe sine dagbøger.

Transskription

Kæreste Lavsi!
Jeg skrev til Dig i Forgaars og har nu pludselig faaet at vide, at eneste Skib gaar den 11te i Stedet for d. 14de saa dette maa af Sted endnu i Dag, det er Søndag, men Gamle kører til Odense med det i Aften, saa er det i København i Morgen. Vi har det alle fortrinligt, jeg tror de morer sig ug alle sammen, alle Schiølerne ligger ude paa Plænen og skriver til deres Far. I Aftes var Hubert, Inger, Lysse og jeg en dejlig Motortur Fjorden rundt, vi gik op paa Munkebo Kirkegaard, hvor jeg aldrig har været, hvor er der dog smukt med de store Træer, vi laa en halv Times Tid, spiste Chokolade og røg Cigaretter. Til Morgen sagde Mor, at hun gik og lurede paa, om Hubert ikke skulle tilbyde hende en Tur, - ”men hvis han ikke gør det, siger jeg det selv”! Det skal foregaa i Morgen, vi skal have Kaffe med, Mor er meget optaget af det, jeg skal bagpaa og saa to paa Andersen. Gamle kom hjem fra Jylland i Aftes, havde været omad at tage Tinge med hjem. Jeg var ved at gaa i Seng, men de gik saa ned i Køkkenet og spiste og bagefter spillede Puf, Lysse, Hubert og Inger L’Hombre og Kl. 3 kørte de 4 samt Peter Brønsted paa de 2 Motorcykler til Fyns Hoved og Snavehøjen, de har altsaa slet ikke været i Seng i Nat! Dede har været her i Formiddag og inviteret Mor og mig til Risinge til Middag. I Morgen kommer Dede og Minna her til Aften. Det var meget morsomt nede paa Hotellet i Forgaars, kun Nielsens gl. Prof. Fejlberg og mig, fin lille Middag med 4 Retter (unge Ænder!) og dejlig Rødvin, Champagne, Madeira og jeg skulde hilse voldsomt fra dem alle 3, Din Skaal blev naturligvis drukken! I Gaar Efterm. havde jeg gl. Prof. heroppe til Kaffe, bagefter sad vi paa Tribunen og saa paa Tenniskamp. Sig til Schiøler, at Pigebørnene er voldsom søde, jeg er saa glad over at vi fik dem alle 4 herover. - - Gamle Faster er meget sløj, hun har haft Bronchitis og kan ikke rigtig komme til Kræfter bagefter. Gud ved om hun lever til Du kommer hjem.
Nu sender jeg 2 Ord ogsaa til Julianehaab, de siger, I anløber det paa Tilbagevejen. 1000 Hilsner! Din Alhed.

9 – 8 – 25
8nde Brev
Husk at tage Kamikker og Perlekraver med til mig

2.
Rejse hjem vær nu ikke forvoven med at være paa Dækket i Storm, jeg synes Rælingen var saa lav. Jeg glæder mig vældig til at se, hvad Du har lavet, her var mange yndige Smaategninger i Dagbogen – tab nu ingen af Dagbøgerne! Vi har kun haft Brev fra Dig den ene Gang, men forhaabentlig kommer der en Gang til! Velkommen hjem, hvor bliver det storartet at se Dig igen. De kærligste Hilsner fra Drengene og Din
Alhed.

9 – 8 – 25

Kuvertens forside:
Poststemplet:
ODENSE 9 8 25.9.03

Håndskrevet:
Maleren Johannes Larsen
Schiøler Expeditionen
Julianehaab
Grønland
c/o Styrelsen for Kolonien i Grønland
Knippelsbrogade 3
København
C.

Kuvertens bagside:
Har først i sidste Øjeblik faaet Besked om Skibet d. 11te. Dette Brev bedes endelig medbragt.
Alhed Larsen
Kerteminde
Danmark
Hilsen fra P. Hund og Putte.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet og af poststemplet

Johannes Larsen er på Grønland med Eiler Lehn Schiøler for at arbejde på bogen Danmarks Fugle. Schiølers fire døtre blev tilsyneladende passet i Kerteminde imens.
Det vides ikke, hvem Andersen og Nielsen er - Larsen-familien kendte en del med dette efternavn.
Snavehøjen er en jættestue beliggende lidt syd for Fyns Hoved.
Andreas Warbergs kone, Minna, havde en slægtning, der ejede herregården Risinge mellem Nyborg og Kerteminde.

Julianehåb
  • Kertinge Nor
  • Snave, Kerteminde
  • Fyns Hoved
  • Julianehåb
  • Risinge Gods

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien