Menu

Fynboerne

1902-04-18

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen maler på et landskab og har nu styr på kompositionen.
Oppermann mener ikke, at det bliver til noget med at købe Karl Schous billede, for Schou bestiller ikke noget, og man mener derfor, at han skal straffes. Oppermann synes, at Schou behandlede ham som en idiot den anden dag, og han vil derfor stemme imod købet af billedet.
Brandstrup arbejder på en buste af Baron Wedel. Brandstrup tog med i Zoo og så på Larsens maleri. Larsen håber nu på bedre vejr.
Larsen takker Alhed for, at hun fik ham til at male "det Billede alligevel".

Transskription

Kjøbenhavn 18 April 1902.

Kæreste Alhed!
Jeg fik ikke lavet meget i zoologisk Have i Dag, jeg begyndte med at male paa Landskabet og det er nogenlunde klaret nu og saa gik det op for mig hvordan jeg skal have Fuglene anbragt, det bedste ved det er at det hele kan gøres ved at sætte en til i Mellemgrunden og flytte en som kun lige var antydet et Par Tommer ned saa tror jeg Kompositionen er i Orden ogsaa og jeg mangler saa kun at male Fuglene i gennem. Desværre begyndte det at sne allerede før 12 saa jeg maatte pakke sammen. Jeg gik saa over til Valby til Oppermann for at høre lidt om Kunstforeningen, han mente der skulde være Møde omkring d. 25 da Zahrtmann skulde rejse d. 27. Han troede ikke det blev til noget med Købet af Schous Billede da der i Bestyrelsen var stærk Stemning mod ham fordi han ingen Ting bestilte og de saa mente at burde straffe ham ved ikke at købe, Jeg fik ud af ham at Zahrtmann var af den Mening, Oppermann fik jeg da snakket til Fornuft. Han sagde bl.a. at han var bleven gal paa ham den Dag de var sammen hos Kleis for at købe Ramme han havde faaet det Indtryk at Schou behandlede ham som Idiot og var gaaet fra ham med den Beslutning at stemme mod Billedet, det var da gaaet over da han saa det. Jeg var inde hos Brandtstrups efter min Skitsebog som jeg havde glemt der, han har faaet den lille Byste af den lille Baron Wedel derud og den er gaaet voldsomt frem, han er glad ved at lave den nu og jeg synes den tegner til at blive udmærket god. Han gik med hen i zoologisk Have og saa paa Billedet der traf vi Schou, de syntes begge 2 godt om det, saa det kan jo være der naar at blive et Billede ud af det. Bare vi nu maa faa noget godt Vejr saa jeg kan faa taget nogle ordentlige Tag i det. Hidtil tror jeg for Resten ikke at jeg har haft Skade af Vejret, tvært imod tror jeg at jeg er kommen til Klarhed over forskellige Ting som jeg let kunde været kørt fast I, men det er jo godt at vide hvordan det kunde være gaaet. Fra zoologisk Have tog jeg med Sporvogn lige ind til Zahrtmann for at behandle ham mens jeg var varm, desværre traf jeg ham ikke hjemme, men jeg haaber at kunne holde Galden flydende til jeg ser ham. Ja saa ved jeg egentlig ikke mer om i Dag andet end at jeg er bleven barberet og nu sidder her hos Schous og venter paa at de skal komme hjem. Mange Kys til Jer alle tre, skriv noget til mig.
Din
Johannes Larsen
Jo, jeg vil dog sige Dig at jeg er forfærdelig glad ved at Du fik mig til at male det Billede alligevel og jeg gaar og beundrer Dig for det hver Dag og jeg tror det vil virke langt ud I Fremtiden, enten nu Billedet bliver til noget eller ej, men jeg skal nu gøre mit bedste for at du kan få Ære af det, hvis Du var her vilde jeg kysse Dig voldsomt for det
Din
JL.

Omtalte genstande

Johannes Larsen maler på et landskab med fugle i Zoo.
Brandstrup arbejder på en buste af Baron Wedel.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

København
  • Valby

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien