Menu

Fynboerne

1896-04-13

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Fru Kampmann har købt en af Johannes Larsens akvareller.
Anna Syberg (Hønset) har været på besøg. Med var "Gryen" - formodentlig Anna og Fritz Sybergs søn, Hans, f. 1895.
Alhed har været til musikaften hos Marie og Karl Schou.

Transskription

Kære Las!
Tak for Deres Brev til min Fødselsdag! De har maaske ventet paa Brev fra mig nogle Dage, men jeg har ikke kunnet faa Fru Kampmann til at bestemme sig for, hvilken Akvarel det saa skulde være: Det er bleven til den med Viberne, - jeg haaber saa nok, De ved, hvilken det er; den hænger paa Udstillingen mellem Storkene og de tre Terner. Der er stærke farver, blaat Vand og mange Fugle baade i Luften og paa Jorden. Hun vil gærne have rammen som de andres, og hun vil gærne have den saa snart som muligt, altsaa at de tager den med herind. Hønset og Gryen kom i Forgaars Aftes; Gryen saa saa komisk ud, at han næsten samlede Opløb paa Københavns Banegaard. Syberg kommer nok først lidt senere, fordi han skal have et Anemonebillede malet færdig; men det ved De vel. Jeg ved ikke rigtig endnu, hvorlænge jeg bliver herinde, men det bliver da nok en halv Snes Dage endnu. I disse Dage faar jeg slet ingen Ting bestilt, da jeg ikke er rigtig rask; i Gaar laa jeg, i Dag er jeg staaet op, men jeg bliver nok frygtelig skældud af Pan, naar hun kommer hjem siden; hun vilde ikke paa nogen Maade tro mig, da jeg i Morges sagde, at jeg var bleven rask. Klax saa jeg forleden aften henne hos Schous. Der var musikalsk Aftenunderholdning. Lille ”Slav” spillede Klaver og en lille mærkelig Fremtoning ved Navn Ussing spillede Violin. Men P. havde saa mange Kunster for. At vi sad og kæmpede forfærdelig med Latteren, for at de ikke skulde høre os ind i den anden Stue. – Nu vil jeg slutte for denne Gang! Vi ses altsaa snart! Mange Hilsner fra Deres hengivne
Alhed Warberg

D. 13de April - 96

Omtalte genstande

Johannes Larsens akvareller af viber, storke og tre terner er udstillet i København.
Fritz Syberg maler på et billede af anemoner.

Fakta

PDF
Brev

dansk

Dateringen fremgår af brevet

København

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien