1892-02-28

Søndag d: 28/2 1892.

Kæreste Alhed!

Bare et Par Ord, jeg lovede dig jo Brev Mandag; men jeg måtte gå i Seng i Eft. for Hovedets Skyld, det har været en umådelig bevæget Dag: først det at se Mor i Morges og tale med hende, så i Kirke – en dejlig Prædiken, som jeg kom sådan til at græde over, det har jeg ellers ikke gjort meget – så jo til Præsten, og han, Mor og Onkel Syberg havde en lang Samtale, Leon og jeg sad imens i et andet Værelse; han mente, det sidste var det allerbedste, og det samme mener jeg. Å, du kan ikke ane, hvor det lettede og mildnede, at jeg tog den grulige Komedie med Vielsen; jeg synes vi på den Måde måtte fjærnes meget mere fra hinanden, end nu er Tilfældet, der vilde komme noget koldt og bittert, som vi nu slipper. Og tænk, at Amstrups tager Barnet, hvor det er dejligt at tænke på, at det lille Væsen ikke skal kastes ud blandt fremmede for Penge, men kan blive mellem sine egne. Bliver det adopteret fra Fødselsstiftelsen, er det ligegyldigt, om det er uægte eller ægte født. Herregud, vi har såmæn fået to Brudegaver i Dag: To Stativer med Blomster, de må nu blomstre af hos dig, og da vil vi have hver sit Stativ som Erindring om vor ”Bryllupsdag.”
Blot jeg nu når til København, men det både tror og håber jeg da. Dr. Grauer har været mageløs i disse Dage – og Pastor Lindhardt! Ja sådan et Menneske! Jeg måtte være kommen i deres Hjem til hans Kone, hvor jeg var bleven det [ulæselig linje] have gjort for en fremmed. I Morgen kommer han herned til mig. Nu kan jeg ikke mere, Tak for dit Brev. Nu ses vi forhåbentlig snart, tusende kærlige Hilsner fra din Chr. Do. Fra Leonard.

Tack käraste Alhed för dine vänliga halsninger. Som du ser, är det nu andast om, og som det nu ser ut, tycks dette være det bästa af alt. Pusse er så glad ved, at det bliver så. Tråkigt at jeg ej träffade dig i fredags.
Månge månge halsninger fra din Leonard.

[Nederst på side 2; på hovedet er skrevet:] 28 – 2 -92