Menu

Fynboerne

1899-07-16

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Det er dejligt, at Johannes Larsen kan spise sammen med Frk. Bertram og Lützhøft. Alhed Larsen håber, at Lützhøft og Frue kan cykle hjem til hende (på Erikshaab) en dag.
Den lille (Andreas/Puf) ligger og stirrer på Alhed.
Tante Mis tog fejl af sin mand (Zuluen)

Transskription

Min kæreste Ven!
Tak for Dine to Breve, det er rigtignok rart, at Du har det saa godt dernede, og morsomt, at Lüsses og Frk. Bertram spiser sammen med Dig, saa har Du det jo slet ikke saa ensomt. Blot nu Vejret vil holde sig, saa er alting jo godt. Vi to har det udmærket, den lille søde Ven ligger og drikker hos mig, mens jeg skriver. Han ligger og stirrer ufravendt paa mig med sine dejlige Øjne. Hør, det var morsomt hvis Mutter og Lüsse cyklede med Dig herhen en Dag, mon de dog ikke havde Lyst til det? Jeg vilde forfærdelig gærne se dem, de søde Mennesker. - - Tante Mis ventede saa smaat Zuluen i Gaar, og ved Togtid saa hun en Herre dreje om oppe ved Leddet. Hun gik ham i Møde, men kom skuffet hjem med Thorvald Balslev, men Du kan stole paa, at hun var den eneste, der var skuffet. Alle vi andre blev forfærdelig glade ved at se ham. Men han skal desværre rejse igen i Dag, nu om lidt med Iltoget. Vi har hædret ham med Festmiddag: Makrel med Grønærter, Fedekalvesteg og Stikkelsbærgrød og Rødvin. - - Hvad Tid maler Du oppe i Skoven, siden det kan passe Dig at spise Kl. 12? Jeg skrev i Torsdags, sikke Smøleri, at Du først fik det Lørdag. Mor i Odense i disse Dage, jeg syltede Stikkelsbærgelé i Gaar, det var en rasende Varme at staa ved Komfuret i. Hvad fejler Hønset siden de ikke kunde spise derhenne og hvordan har Børnene det? Hvor jeg gærne vilde være nede hos Eder. – Hils dem alle sammen. 1000 Hilsner af de allerkærligste til Dig, min egen Ven fra den lille søde og Din Alhed

16de Juli.

Det gaar skidt med mit lille Billede

Omtalte genstande

Alhed maler på et lille billede, som det går skidt med.

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er forsynet med dato, men intet årstal. Det er 1899. Alhed Larsen har netop født sit første barn, som hun ammer.

Alhed Larsen er hos sin familie på gården Erikshaab (barndomshjemmet). Hun har født sit første barn i maj samme år. Johannes Larsen er på et lejet værelse i Svanninge for at male på denne egn, og han har besøg af Lützhøft-parret. Syberg-familien boede i 1899 stadig i Svanninge.

Erikshaab

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien