Menu

Fynboerne

1944-07-07

Dokumentindhold

Johanne/Junge C. Larsen kunne se på Laura/Bi Warberg Petersens brev, at hun har det godt. Det ville være fint, hvis Laura kunne lære noget om røntgen mm.
Når Laura kommer hjem på ferie, er der muligvis ingen gæster.
Johanne har fået en stor regning fra dr. Fly og også en fra sygehuset, som har taget fejl af indlæggelsesdatoerne.
Anne Marie og Johanne ordner huset, lufter tøj mm.
Malerens fra Munkebo har svært ved at skaffe tøj til deres seks børn, og Johanne spørger Laura, om hun må give dem Lauras gamle kjoler.
Fischers og Frk. Petersen har været på besøg. Johanne fulgte en af gæsterne på vej en smuk sommeraften.
Anne Marie har fri og skal på tur til Klinten og Pax i Kerteminde.
Astrid Warberg og Axel Müller kommer snart på besøg.
Maria Balslev har sendt et brev, hvori hun fortæller, at Caroline Balslev er blevet ansat ved Filadelfia, og at Henrik Balslev er blevet arresteret af tyskerne. Han har det dog helt godt.
Johanne og Martin/Manse Warberg Larsen har det bedre.

Transskription

Lindøgaard Lørdag 7-7-1944

Kæreste lille Bi!
Det var rigtignok et dejligt Brev, jeg fik fra dig i Gaar, saa gennemfornøjet, jeg behøver slet ikke at spørge om, hvordan du har det for Brevet lyste af Velbefindende. Tak for det! Hvor er det dejligt, at dit Arbejde nu er lettere og vel ogsaa mere interessant, men hvor det dog var kreperligt at Lab-Lasse slog fra igen, mon hun dog ikke ved endnu nærmere Omtanke vil slaa til igen? For hvor kunde det være interessant for dig at lære alt det – Røntgen, Maskinskrivning o.s.v., og skal der ingen ekstra Eksamen til for at faa den Slags Assistentpladser? Hvor jeg kan forstaa, du er optaget af det. Det er rart at kende Tidspunktet for din Ferie og jeg synes egentlig ikke det er saa galt at det bliver lidt sent nu, da du lige har været her. Det værste er, at her til den Tid næppe er nogen Gæster (Ric for Eks.) T. Elle har vel begyndt med sine Elever - men Manse snakker om, at du vist vilde have din Englandsveninde (jeg kan ikke komme paa hendes Navn) med Hjem, saa kan du jo da se hende.
Jeg fik for et Par Dage siden Regning fra Dr. Fly paa 91 Kr. for 4 Besøg!! De 48 Kr. er for Besøgene, de 43 for Kørsel, saa nu er jeg i Suppedasen igen. Hvor maa de Læger tjene, ja. det gør de jo ogsaa. Til Gengæld fik jeg en overraskende Regning fra Sygehuset; den var 75 Kr. mindre end min Beregning, og ved du hvorfor - men du maa ikke nævne det til en eneste, lov mig det, sligt kan rende rundt paa en eller anden forunderlig Maade – jo, de havde angivet paa Regningen, at jeg var kommen paa Sygehuset d. 1ste April, men men jeg kom d. 15de Marts! Det er bombesikkert; dem om det, synes jeg godt, man kan sige; ikke? Forøvrigt kunde jeg jo slet ikke berigtige det, for saa kom jo mit kære Sygehus-Personale i Fedtefadet; nu lød Regn. paa 170 Kr. mod 245; deraf er de 100 betalt, dem havde jeg faaet af Manse til Depositum, da jeg tog derud; paa Kvitteringen for de 100 Kr. staar der til al Held ikke Dato. Var det ikke en mægtig Tjans, for nu kan Manse passende hjælpe mig med min Lægeregn. i Stedet.
Jeg har det stadig godt og gaar ogsaa og arbejder lidt med at faa Orden i Huset. Foruden Skufferne i den gule Dragkiste har A.M. og jeg gjort rent i Rullestuen; alt ud af Hjørneskabet; de mange Cigar og Konfekt –
Kisten i Gangen var jeg to Dage om.
2
æsker har vi lagt i en Papæske, saa blev der Plads til Messingtøjet, som du jo mulig en Gang vil have, der staar det saa pænt i det øverste Rum sammen med en Del andre Sager. Alt Tøj fra Skabet har været ude at luftes og børstes og den store Kasse helt tømt og renset. Malerens fra Munkebo var her i Torsdags Aftes til Kaffe og Jordbær du ved, jeg kan saa godt lide den lille Kone – jeg kunde ikke dy mig for at give hende en lille Tøjbunke, som jeg havde samlet til Grethe, for G. havde faaet flere store Tøjbunker af mig i den senere Tid. D. lille K. sagde, at det var næsten umuligt at skaffe Tøj til Børnene (6) i denne Tid. Synes du ikke, det vilde være rigtigere at give hende dine gamle Børnekjoler som jeg har liggende i Kisten i Stedet for at blive ved med at gemme dem? S.u. Det vilde smerte mig at komme af med dem, men jeg synes, jeg maa gøre det; hun har to Piger, en paa 11 og en paa 5.
I Aftes var Fischers fra Kjertem. her til Kaffe og Jordbær, det var saa hyggeligt og morsomt Manse og F. gik en lang Tur og saa det hele, M. sagde, da de var taget af Sted – Kl 11 ½ - at det var det morsomste Besøg, han længe havde haft. I Tirsdags havde jeg det morsomste Besøg jeg længe har haft; nemlig Frk. Petersen fra Sygehuset, jeg var alene hjemme, Manse i Odense, Far paa ”Tur” og vi havde det saa henrivende og hyggeligt, vi har saa megt at snakke om, hun og jeg; hun havde paa Sæby Sygehus (Sjælland) været sammen med en Frk. Andersen, som sagde ”Jeg har hørt om Dem gennem af Datter af en Dame som har ligget paa Kjertem. Sygehus”. Da saa Frk. Petersen hørte Navnet Odder, var hun jo klar over, at ”det var gennem Bibbe”. Ved du, at den Frk. Andersen nu er lykkeligt forlovet med en vordende Lærer? - Frk. P. blev ogsaa til 11 ½ og jeg fulgte hende hen forbi Rs. Lass. Vi var lige betagede af Aftenens Skønhed; en lun, stille Sommeraften med Hylde, der duftede og Fjorden der laa og lyste: jeg kan slet ikke sige dig hvor overvældet, jeg var, tilmed var den Mäne, men den betyder jo nu ikke saa meget på denne Aarrsenestid.
I Efterm. har Anne Marie fri; jeg spurgte hende, om hun ikke vilde en Tur til Kjert. saa hun kunde faa Klinten at se og mulig drikke Kaffe i Pax, og det passede saa udm. da hun skulde handle inden sin Ferie, og Vejret er jo saa bedaarende i Dag, Manse er ude at stange Aal og Hans Kristian kalker Gaard. – Jeg havde Brev fra Dis i Gaar de havde haft Kludder i det bog ikke kunnnet faa Færgebilletter, saa de maatte tage et senere

3
Tog, hvortil der altsaa – maaske – ikke krævedes Færgeb, saa de kommer først til Odense Søndag Aften og Dis til Dræby Kl 9 Mand. Morgen. Hvad Dag hun og jeg saa tager til Kjert. til Elle ved jeg ikke helt bestemt endnu, men A.M. [”A.M.” indsat over linjen] skal nok have Ferie i Morgen 8 Dage. Ruth Petersen ringede forleden til Manse om hun maatte komme og være her – ja, jeg ved ikke rigtig hvor længe, men hun vilde komme i Dag om 8 Dage; hun maa jo saa holde til nede hos Grethe, hvad der ogsaa nok havde været Meningen, men sove her.
Du kan tro, her er fint nu, ferniseret i Havestuen, Sovekams, Spisestue og Gang; Gulvene straaler og det ser ud ud som om det nok skal holde. Jeg haaber Elle kommer i Morgen, men ved det ikke, jeg glæder mig til at vise hende det skinnende Hus.

Fra Marie Balslev havde jeg Brev for et Par Dage siden; Line er kommen paa Filadelfia, hvad hun var temmelig ked af, men Marie mente, det var et godt Sted for hende. At de ogsaa kunde være saa pjankede den Gang at lade hende gaa i Arbejde uden en god lang Rekonvalecens – Læger er jo tit mærkelige; jeg sagde mange Gange til Marie den Gang, om hun dog ikke skulde have meget længere Reconv. men Overlægen havde ment, hun skulde i Arbejde. Vilhelm er lidt bedre, men ingen Tale om at komme hjem. Tyskerne har arresteret Henrik, ham der er Dyrlæge i Oxbøl – d. 15_de_ Juni Kl 5 Morgen – ført til Esbjerg, er nu i Kolding, hvor han har det helt godt, faar ret god Mad, maa skrive af og til til sin Kone. Jeg blev rædselsslagen, ringede straks til Marie og spurgte om de var bange, men nej det var de ikke.
Manse er bedre tilpas nu, synes jeg, ja egentlig meget bedre og er glad ved at virke med det hele her; ogsaa mit Sind er mere ligevægtigt, saa nu gaar det igen; det pynter paa ens Sind at blive rask; jeg tager paa, kan mærke det paa mit Tøj og se det i mit Ansigt.
I Dag er det endelig stille Vejr (min Ørebet. kan ikke taale Blæst) og jeg gik i Form. Omgangen rundt – ud ad Porten og op til Bænkene, det gik helt godt, jeg blev ikke træt af det.
Nu formaar jeg ikke mere – Tusind af de allerbedste Hilsner fra din Mutter.

[Skrevet på hovedet øverst på side 1:]
Vi har ikke hørt noget særligt om Odense. Jo, det var forfærd. trist med Aarhus.
[Skrevet langs venstre margen på side1:]
Det er sandt, jeg har fået dine Legat Penge fra Kirsten, skal jeg
[Skrevet nederst på side 1:]
sende dem eller gemme dem.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Agraren er på Tur: Adolf Larsen/Agraren var kvartalsdranker og forsvandt jævnligt flere dage fra hjemmet.
Følgende omtalte personer kendes ikke: Lab-Lasse, Ric, Laura Warberg Petersens engelske veninde, Malerens fra Munkebo, Fischers fra Kerteminde, Frk. Andersen, Rs. Lassen, Hans Kristian og Ruth Petersen.
Pax var en strandrestaurant, som lå nær Lundsgårdsklinten i Kerteminde.
Lægen Adolph Sell stiftede i 1897 Anstalten for epileptiske i Tersløse, senere Philadelphia og siden Kolonien Filadelfia (fra 2007: Filadelfia).

Lindøgaard

Gårdens navn er skrevet øverst s. 1

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB0871

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen