1906-10-19

Kæreste Larsi!
Jeg snød for Brev i Aftes, da jeg syntes, Du hellere maatte faa Søndag Morgen og at det var urimeligt at lægge i baade i Aftes og til Morgen. Tilmed havde jeg en rædsom slem Hovedpine hele Eftermiddagen i Gaar – jeg forstaar ikke hvorfor, i Dag er jeg rask igen.
Vi er lige ved at revne af Utaalmodighed over den Unge, - men vi gør det altsaa ikke. Madammen og jeg ser stadig spørgende paa Dis, der gør mange Undskyldninger og har en meget ond Samvittighed! Her er ellers rigtig hyggeligt og vi har det rart sammen, men desværre er her en rædsom Kakkelovnsvarme altid, det er den gamle, der ikke kan faa det varmt nok, Dis og jeg smækker Vinduer op saasnart hun rører sig herud af et Øjeblik. Alfred er rigtig flink og rar, skrev jeg, at han og jeg var til et Foredrag af Fru Ina Lange med illustrerende Musik, det var helt morsomt. Han er ikke vanskelig hverken med Mad eller noget, men Dis siger ogsaa, at han er ualmindelig god for Tiden. – Jeg længes tit efter Jer og glæder mig til at komme hjem igen, bare den Unge dog vilde komme. – Dagen gaar jo ellers ganske ensformigt, saa her er ikke noget at fortælle om. Vi var i Kungsparken igen i Gaar, Vejret er jo henrivende.
Jeg er glad ved, Du skriver saa meget om Børnene, de søde smaa, kys dem fra mig. 1000 Hilsner fra Din Alhed