Menu

Fynboerne

1933-01-17

Dokumentindhold

Johanne/Junge C. Larsen håber ikke, at Laura/Bibbe er syg. Hun er ikke stærk. Selv har Johanne et øre, der vædsker, og hun er næsten døv på det, så hun må til speciallæge.
Adolph/Agraren Larsen har solgt Kærbygaard for 18.000 kr. Det er en god handel. Johanne og han købte kransekage og chokolade og inviterede gæster til kaffe for at fejre det. Adolph skal nu ikke længere arbejde for andre, Erik/Tinge bliver selvstændig, og Johanne vil holde op med at undervise i klaverspil.
Johanne har mødt Amanda, som spurgte til Ina/Sjums.

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
OBS Salget!
modt 19’ Jan 1933
Fru A. Warberg Müller
Hareskov St.
Sjælland
8-8-03.
9/1 2001
BWP.
5 okt. 02.
30-10-02.

[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
JWarberg Larsen Kjerteminde

[I brevet:]
17-1-1933

Kære lille Dis!
Tak for dit gode Brev! Og for dit gode Raad med Bibbe – men hun var jo for længst draget til Hillerød, da jeg fik dit Brev; og selv om ikke – nej, jeg vilde ikke kunne tage den Chance fra hende med de Par Maaneders Spil, som betyder saa meget for hende. Jeg længes for Resten saa meget efter Brev fra hende, jeg haaber da ikke hun er syg. Stærk er hun jo ikke, men saa meget des mere er hun ubesindig med hvad hun byder sig. Det er underligt, for de unge kan ikke begribe, at der er en Grænse for, hvad de kan taale. Skrev jeg noget til dig om, at jeg ikke var rask? det synes jeg ikke, men maa vel have gjort alligevel; ja, naar min nuværende Smule Forkølelse er forbi, saa tager jeg ud til Odense til en Specialist i Næse-Øren o.s v mit ene Øre flyder ustandseligt og det er næsten døvt; jeg tænker mig der er en Katarh i V [”V” overstreget] Gangene i Hovedet og jeg tror ikke Dr. Hviid vil have mere med det at bestille, naa det er jo ikke saa farligt, men det er enerverende at have Sus i Hovedet i 5 Uger i Træk, men jeg har ladet mig sige, at man skal være i uforkølet Tilstand, naar man tager ud til ham.
Men her er sket større Ting end lidt Øre-Vrøvl. Agraren var i Aftes nede at tage imod mig da jeg kom fra Landet - jeg forstod straks, at saa havde han solgt Kærbyhus. Dagen før havde der meldt sig en Liebhaver. Det er Skomager Knudsens Svigersøn og Knudsen var med til Forhandlingerne og det var pudsigt nok ligesom han hele Tiden holdt med os; han opfordrede stadig Svigersønnen til at være imødekommende, men ikke os. Der blev intet afgjort Søndag Form., men saa var de altsaa kommen igen Mandag og saa var Handelen gaaet i Orden – Agraren var stolt! Og godt at han holdt sig stiv, for han var ellers mere tilbøjelig til at slaa af end jeg. Vi fik det godt betalt, meget bedre end Folk havde spaaet os, 18000 Kr, men saa skal vi enes om Udgifter til Papirerne; forstaar du: der staar 11000 i Prioriteter, saa han skal betale os 7000 blanke Kroner kontant – ”Og han har dem, Adolph” sagde Knudsen fortrolig til Agraren ”du skatte være bange – han har dem, der er ingen Rævestreger ved ham”. Og det kan han med Sandhed sige, hvor var de fine og noble at have med at gøre.
Hvor blev jeg glad, da jeg fik Nyheden; i Begejstringens Hede købte vi 5 Stykker Kransekage og en Plade Succes og fik ringet efter Puf, Marie (Larsen, som er her endnu, hos Lases altsaa) og saa lille Grethe derovre fra og der blev et muntert Kaffeselskab ud af det. Jeg har sendt Brev til Tinge i Dag, hvor bliver han glad, den kære Dreng. Sikken et Held at nu da jeg skal sælge min Obligation saa er den i stærk Stigning, den staar i 92 ¼ mens den længe har været sidst i Firserne; den var jo paa 2000 Kr, men vi maatte belaane den; fik 1000 Kr i Nationalbanken til en meget billig Rente, da vi skulde lægge Vand ind og have nye Skorstene og reparere hele underste Lejlighed for 2 Aar siden.

Det er kunstigt for det betyder noget godt for os alle: Agraren faar Arbejde, det Arbejde, som staar hans Hjærte saa nær, Tinge faar selvstændig Virksomhed – tænk i Stedet for at gaa og tjene altid, Bibbe faar et Levebrød og jeg slipper for ar undervise mere – hvad jeg næsten ikke mere kan udholde. De Nerver som bruges til Undervisning er hos mig slidt op – væk - ! Er det ikke en stor Begivenhed, lille Dis? Det var Lørdag, at det første Glimt viste sig; Manden kom op og meldte sig som Liebhaver og spurgte om han maatte komme næste Dag - - jeg blev saa op flammet at jeg ikke fik sendt Kort til Axel og jeg havde dog tænkt saa meget paa ham! Ønsk ham nu alt godt i det nye Aar fra mig og bed ham tilgive mig at jeg svigtede ham. I havde vel en rar Dag? Ser han lidt bedre ud nu?
Jeg traf Amanda i Bilen i Aftes. Hvor hun ligner sig selv og hvor er hun sød. Hun blev meget betaget, da hun hørte at Sjums var gift, for Sjums havde lovet hende så bestemt at skrive til hende hvis hun en Dag skulde giftes; jeg sagde at det var en gammel Historie og at hun havde en yndig lille Pige, men nævnede ikke noget om Skiftet og hun spurgte ikke om noget Navn – heldigvis, for jeg har ikke Mandens Navn i min Erindring, jeg er jo utrolig med at glemme navne.
Jeg læste med stor Interesse om Adams og Fru Brittas [det andet ”t” i navnet overstreget] Besøg – Adam bliver nok lykkelig, det vilde ikke passe til ham ikke at blive det! Stol paa det!
Pudevaaret er ikke mit; du skal faa det ved Lejlighed. Hvad du skriver om Bibbe er saa rigtigt, gid det hele maa gaa saa godt for hende, jeg har aldrig set hende saa glad og harmonisk som i Julen. Hvor var hun yndig
[Skrevet på hovedet øverst på s. 4:]
Din Bog når jeg ikke at tale om i Aften, jeg må i Seng, kun at jeg synes den er udmærket, du skal og maa fortsætte. Men det er vel vanskeligere naar man kommer fremad i Livsforløbet?
[Skrevet langs venstre margen s. 4:]
Tusind Hilsner til Jer alle tre Din glade Junge.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet øverst s. 1

Det vides ikke, hvilket spil Laura/Bibbe havde med at gøre i Hillerød.
Succes var et chokolademærke solgt af firmaet Galle & Jessen (Arkiv.dk – her billede fra 1922).

Fra litteraturen om Larsen-familien vides, at køberen af Kærbygaard hed Arne Mortensen.
Johanne og Adolph Larsen købte senere i 1933 Lindøgaard nær Dræby/Munkebo.
Amanda er muligvis Amanda Heinesen.

Kerteminde

Bynavnet er skrevet på kuvertens bagside

Hareskov St.

Bynavnet er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB0607

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen