Menu

Fynboerne

1886-10-24

Afsender

Christine Mackie

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Christine m.fl. skal til fest med dans på Sandholt.
Kunstneren/Fritz Syberg maler et billede på Arreskov.
Christine har været på Gjærup skole og høre de små være til eksamen. Senere den dag gik hun og flere andre til teglværket, og på hjemturen gennem skoven var det bælgmørkt.
Lørdag skal eleverne på Sollerup høres i botanik. Christine skriver danske stile.

Transskription

Søndag
Sollerup d: 24 Oktober.

Kjære Moder!!
I Dag haaber jeg, at Du skal faa et mere tilfredsstillende Brev end sidst, der er dog lidt mere at skrive om. Vi skulde jo egentlig have været til Sandholt paa Søndag Aften, men da Frk. Sperling i Gaar var her, blev jeg før Timen kaldt ind til hende, og hun sagde saa, at det skulde bestemmes til Lørdag Aften i Stedet, da vi fire jo ellers ikke kunde komme med. Jeg kommer saa til med Inge, Olga og Martine at kjøre hjem med Alhed. Vi skal nok danse der ovre, det kan blive morsomt; vi glæde os frygtelig til at komme hjem, Søndag Aften skal vi jo ogsaa have os en Svingom, især Olga er henrykt der over, hun elsker at danse. Det er vel bedst, at jeg beholder min røde Kjole paa hjem, jeg synes, at jeg Søndag Aften kan faa den lyseblaa at danse med; jeg tænkte først paa at faa den her over til Lørdag, men det er den vist ikke pæn nok til, og jeg vilde ogsaa blive saa afstikkende. Hvor det er morsomt med det Billede, som Kunstneren maler til Arreskov. Du skrev, at han var tilfreds med Anlæget, men jeg havde ikke Spor af Anelse om, hvad det var for et Anlæg, før jeg saa det i Alheds Brev. Samme Dag, som jeg fik Dit Brev, fik jeg ogsaa Brev fra Alhed, hvor hun dog har moret sig! I Fredags var Frk Sophy og vi ti i Gjærup Skole at høre paa Examen; det var de smaa, vi hørte Læsning og Bibelhistorie, det var rigtig morsomt at høre paa, de var rigtig flinke, de fleste af dem. Da vi kom hjem drak vi Kaffe, og efter en Times Tids Forløb gik nogle af os ud til Teglværket for at se paa, at de fyrede; da vi gik hjem, havde vi en meget eventyrlig Tur, det var næmlig bælmørkt, da vi gik igjennem Skoven, vi kunde ikke skimte dem, der gik lige foran os, vi maatte formelig famle os frem; da vi havde gaaet lidt og rodet, hørte vi, at der kom en Vogn imod os, vi styrtede hen til hver sit Træ, og Frk Sophy, som heldigvis var med, raabte til Manden, om han ikke vilde rive en Svovlstik, hvilket han gjorde, og da vi saa havde faaet Vejen at se, kom vi godt og vel ud af Skoven. Du kan tro, at Aftensmaden smagte efter al den Spaseren. Olga og jeg havde Uge, hvad der jo al Tid sinker noget, og skjønt vi virkede paa det ivrigste, blev vi dog ikke mætte, hvorfor vi efter Bordet maatte ned til Sophie at blive fodrede af, jeg satte 5 Stykker Smørrebrød til Livs! Der var ikke noget i Vejen for, at Spilletimen kunde blive lagt om, det er dog dejligt, at vi saa ikke skal saa rasende tidligt af Sted. Tænk en Gang, paa Lørdag skal vi have Overhøring i alt, hvad vi har læst i Botanik, eller rettere i det, som vi skulde have lært, Frk Elisabeth sagde til os i Gaar, at hun nok havde mærket, vi ingen Ting kunde! der blev naturligvis stor Forfærdelse overalt, men Hr Hansen trøstede os med, at vi skulde kunne det, der stod i Bogen og en Del mere, en sær Trøst! - Til Tirsdag d: 2den have vi faaet en dansk Stil, som hedder: "Land og By", den glæder jeg mig til; den sidste hed "Hunden" den var voldsom kjedelig, den eneste, hvis Stil var god, var Frk Bonne, min var heller ikke af de værste. Frk E. sagde, at der var meget godt i den, men ogsaa meget mindre godt og en Del sørgelige Gjentagelser. Hun morede sig over, at jeg havde skrevet om Hønsehunden; den skræmmede Fuglevildtet op i et Træ, hun tænkte naturligvis strax paa Agerhøns og Vildænder! Inge havde skreven om Mopsen, at den var skabt til Glæde for gamle Jomfruer, hvilken Paastand Frk Elisabeth lod hende analysere, hvem har skabt Mopserne? mon de kun er skabt til gamle Jomfruer o.s.v.
Nu tror jeg ikke, der er mere at skrive om, og jeg vil derfor slutte med mange Hilsner til alle fra Din
Basse

[Skrevet øverst på side 1, til venstre og på tværs:)
Hvis Du ikke kommer til Sandholt, kan jeg dog saa ikke laane Dine Sko? jeg kan dog vist ikke komme med mine Dagligsko, som desuden ikke mer er pæne, de tage jo ingen Skade, Alhed kunde jo saa faa dem med.
[Skrevet øverst på side 1:]
hvor det er morsomt, at jeg ogsaa faar Knipschildts at se; Martine Boisen glæder sig ogsaa til at se dem hun er en Niece af Frk H[ulæseligt] og har hørt dem meget omtalt.
[Skrevet øverst på side 1, til højre og på tværs:]
Er Kunstneren paa Arreskov? han kommer da hjem paa Søndag!

Omtalte genstande

Fritz Syberg maler et billede af "Anlægget" på Arreskov Gods.

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er kun forsynet med datoen søndag 24. oktober. Det nævnes, at Fritz Syberg/Kunstneren opholdt sig på Erikshaab, hvilket han gjorde somrene 1885 og 1886. I 1886 var 24. oktober en søndag.

Christine Warberg, g. Mackie, var i 1886 elev på husholdningsskolen i Sollerup.
"Kunstneren" var Fritz Syberg, som i 1885 og 1886 i sommermånederne underviste Warberg-familiens børn i tegning i deres hjem. Han havde også opgaver for Arreskov Gods.

Sollerup

Lokaliteten er skrevet på brevet

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 1882

Nej

Testamentarisk gave fra Laura Warberg Petersen til Østfyns Museer