Menu

Fynboerne

1898-04-28

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Ingeborg Astrid Warberg har haft fødselsdag og bl.a. fået forlorne tænder i gave.
Onkel Amst = Niels Elgaard Amstrup fejrede Dis med et bæger på Sallinge Kro, og han har nok fået skældud af konen, Louise Amstrup.
Alhed maler et billede af tre hyacinter i haven. Det er meget svært.
Alheds søster, Johanne, er ked af det.

Transskription

Kære lille Las!
Godmorgen! Jeg er saa tidlig oppe i disse Dage, nemlig Kl. 7 ½. Ja, det forslaar jo rigtignok ikke noget imod Dig der skal op Kl. 5, men lad os nu først se, om Du kommer det. 1000 Tak for Dit Brev i Gaar, Dis havde ikke faaet Dit Brev paa sin Fødselsdag, hun kom uventet herover om Eftermiddagen, smilende og straalende som altid. Hun havde faaet 10 Breve og nogle Gaver, bl.a. forlorne Tænder af Olaf, en Dagligtand med Kobberplade og en Stadstand med Sølvplade, værdi nogle og 40tyve Kr. Dis mangler nemlig en Tand! - - Onkel Amst kom her til The, men de havde faaet Paalæg om at komme tidlig hjem; de gik ogsaa herfra i ordentlig Tid, og Palam fulgte dem, men saa havde de Frækhed nok til at gaa ind i Sallinge Kro for at fejre Dis med et lille Bæger, saa det blev meget sent. Onkel Amst har vist faaet sig en ordentlig Omgang. Himlen befri Dig for nogensinde at faa saadan en Kælling; men det kan godt være, Du faar det. – Naa, for at tale om noget andet, saa er det en aldeles nydelig Morgen, Solen skinner saa dejlig, og det er jeg forfærdelig glad ved, da jeg i Gaar begyndte at x [indsat i margen] for at plagiere Hønset [indsættelse slut] male et Solskinsbillede, nemlig 3 Hyacinther, en rød, en blaa og en hvid. Det er forfærdelig morsomt at male igen, og det er et smukt Motiv, men meget svært. Især Jordens Farve kan jeg slet ikke finde ud af. Kan Du ikke sige mig, hvad Kulører jeg skal bruge til Jord med Solskin paa, set nær ved. Du synes naturligvis, det er et fjollet Spørgsmaal, men jeg er sikker paa, at hvis man spurgte gamle Kyhn om det, kunde han godt sige det. Forholdene ude i det Blomsterbed ere ogsaa meget vanskelige. Jeg maa sidde i en meget trættende Stilling helt nede ved Jorden og have Lærredet liggende fladt ud og saa skinner Solen mig lige i Øjnene og paa Lærredet. Men det allerværste er, hvis denne Blæst lægger sig med Regn, inden jeg bliver færdig med Billedet, jeg begyndte i Gaar og jeg maa have mindst 3 Dage til. – Jeg sidder paa Kontoret og skriver da jeg er husvild, alting er nemlig flyttet ud af mit Værelse og vi vente Maleren i Dag. – Tænk, vi skal til Middag paa Arreskov i Dag, jeg har aldrig været saa gal over nogen Invitation, tror jeg, min allerbedste Malertid gaar. Johanne er ogsaa frygtelig ked af det. – Hun er stadig ligesaa nedtrykt som i Søndags, det lille Skind. – Hun har flere Gange talt med mig om det i disse Dage, og det er jeg glad ved, da det dog maa lette hende lidt. – Men jeg er saa frygtelig bange for at raade eller paavirke hende i nogen Retning, det tør man ikke, vel? Bare Du var her, jeg har sagt hende, at jeg har fortalt Dig det, og hun sagde, at det var hun slet ikke ked af, da hun har kommet til at holde forfærdelig meget af Dig og havde saadan en Tillid til Dig. - - Nu maa jeg slutte og ned og se, om Solen er kommen om til Hyacintherne, jeg ser til min Sorg, at der er kommen en masse graa Skyer paa Himlen, saa jeg er bange, Solen gaar bort til Middag. – Du kan tro, jeg glæder mig til paa Søndag 8 Dage, saa kommer min egen, søde Ven! Farvel for denne Gang 1000 Hilsner fra Din Alhed.

Erikshaab 28 – 4 – 98. –

Har Din Mor saa taget pletter af Dit Tøj? Kan du hilse Dine Forældre og Agraren mange Gange.

Omtalte genstande

Alhed Larsen (f. Warberg) maler et billede med tre hyacinter. Hvilket er uvist.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

De forlorne tænder, som Dis har fået, er formodentlig forsynet med en ganeplade af hhv. kobber og sølv. Det er tænkeligt, at giveren var Olaf Brahm, som var tandlæge.
"Plagiere Hønset": Anna Syberg (Hønset) var blomstermaler.
Johanne Warberg, søster til Alhed Larsen (f. Warberg), var 1894-1898 forlovet med Thorvald Balslev. Det er formodentlig p.gr.a. bruddet med ham, at hun er ked af det.

Erikshaab
  • Sallinge
  • Arreskov

Det Kongelige Bibliotek

Nej

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien