Menu

Fynboerne

1914-04-25

Afsender

Laura Warberg

Dokumentindhold

Laura Warberg ønsker tillykke med fødselsdagen og spørger, om hun skal sende stoffet som vareprøve?
Laura har ikke haft meget tid til at se på huset, hvor en del endnu mangler. Nu skal hun overvære børnenes eksamen. Grete får gode karakterer.
Johannes Larsens store billede fra Fiilsø skal med på Den Baltiske Udstilling. Alhed og drengene skal besøge Johannes Larsen (ved Fiilsø).

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Goldschmidt
St. Pauli Kyrkogatan 19
Malmø
[På kuvertens bagside: Poststempel)

[I brevet:]
Kerteminde d: 25de

Kære Astrid!
Til Lykke paa Fødselsdagen. Gid Du maa tilbringe den rigtig fornøjeligt med Dine smaa Veninder! Troer Du dog ikke, jeg helst maa sende Stoffet til Tæppet som Vareprøve og Garnet i [ulæseligt ord] – maaske af to Gange, som Tryksager?? saadan har jeg jo sendt Snese Ting til Amerika. Naar jeg hører fra Dig igen om dette, sender jeg det. Dersom Du faar det med Alfred f. Gn. over P. Skramsgade, skal det saa ikke fortoldes? Det hele sammen i en Pakke?? Desværre er Tiden løbet fra mig med at spadsere, see paa Huset, sende om en Kone til at pudse Kakkelovne o s v. saa Du kommer til at have et Brev igen en af de første Dage i Ugen. Jeg har paalagt de andre at skrive og faae med 3.20 Toget, men vi skal til Examen at høre paa Børnene Kl. 1, saa Gud veed, om de naar det. Grethe har faaet yndig grøn Kjole til Examen, hun har ug i Regning? ug? – ug? – i dansk Stil, venter ug i Engelsk. Langt tilbage med Huset, Stengærde, Have og alt! men nu er jeg mere taalmodig. Ja, saa Farvel lille Putte! Kærlige Hilsener! Du køber Dig vel en Ting for de 3 Kr.? - Mor.
Alt vel her! Las har sit store Billede fra Fiil Sø paa den baltiske – 6000 Kr.
Nu skal Alhed og Drengene i Gaar [ulæseligt] op at besøge Las.

Omtalte genstande

Johannes Larsen havde "sit store Billede fra fiil Sø" med på Den Baltiske Udstilling i Malmø i 1914. Det er ikke lykkedes at finde udstillingskataloger med oplysninger om, hvilket eller hvilke billeder af Larsen, der var tale om.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen ses af poststemplet

Det omtalte hus var en villa, som Alhed og Johannes Larsen lod opføre til Laura Warberg og hendes datter, Ellen, samt til Ellens datter, Grethe, i Strandgade/på Strandvejen i Kerteminde. Familien flyttede ind i maj 1914, men boede der ikke mange år.
Den Baltiske Udstilling var arrangeret til at blive afholdt i Malmø 15. maj - 30. sept. 1914. Den var inspireret af tidens verdensudstillinger. Arrangørerne forestillede sig deltagelse fra Sverige, Danmark, Rusland og Tyskland, men udstillingen fik en svag start, da det var svært at tiltrække Ruslands interesse. Udstillingen, der var opdelt i en kunstafdeling og en industriel afdeling, fik en brat ende, da 1. verdenskrig brød ud i august 1914 (Wikipedia okt. 2023).
Johannes Larsen opholdt sig i 1914 2,5 måneder ved Fiilsø for at male, og Alhed Larsen samt parret sønner besøgte ham der. Johannes Larsen vendte hjem fra Fiilsø 17. maj.

Adressen er skrevet på kuvertens forside

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB2617

Nej

Gave til Østfyns Museum fra en efterkommer af Astrid Warberg-Goldschmidt