Menu

Fynboerne

1898-11-29

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Det bekymrer Alhed, at Berta Brandstrup stadig er syg. Hun har ikke hørt fra hende.
Alhed skal hilse sin mor fra Fru Bentyore, som moderen sås meget med i de unge dage i København.
I søndags var Alhed og Johannes Larsen med Vittoria Bacci, Teresina og Fru Bentyore på kirkegården med blomster til Adolfo Baccis grav. Derefter gav Vittoria Alhed en guldring, som har tilhørt Adolfo Bacci.
Vittoria er meget gæstfri, og Alhed og Johannes Larsen er tit hos hende og hendes gæster.
Alhed og Johannes Larsen har købt en dyr paraply af silke og med fiskebensstel.

Transskription

Kæreste Mor!
Tak for Dit sidste Brev og Brevkortet, som jeg fik i Gaar; det er jo rart, at Far er bedre, og at det ikke blev til nogen slem Forkølelse. Derimod blev jeg ubehagelig overrasket ved at høre, at Berta ikke er rask endnu. En af de første Dage, vi var her, skrev jeg et langt Brev til dem, men vi har ikke hørt fra dem endnu, skønt de havde lovet at skrive til os. I Gaar skrev jeg igen et langt Brev til Berta og bad hende om at faa Lud til at ["at" indsat over linjen] sende os et Brevkort om hendes Befindende. - Jeg har hele Tiden tænkt saa meget paa dem hernede, vi saa og oplevede jo saa meget sammen. - Jeg har en Hilsen, eller rettere mange Hilsner til Dig fra en Fru Bentyore som Du er kommen saa meget hos, da Du som ung Pige bode i København. Hun bor hos Fru Bacci, saa jeg ser hende tit. Forleden var vi sammen en Udflugt paa Bellosguardo ["a" i ordet indsat over linjen], Vittoria var med, og vi drak Kaffe hos en Bondefamilie deroppe - (jeg synes pludselig, at jeg har skreven om den Tur). I Søndags var vi hele Dagen hos Vittoria, mellem Frokost og Middag var vi alle (Fru Bentyore og Teresina ogsaa) en Køretur i Droske ud til Kirkegaarden med Blomster til Adolfos Grav. Den ligger en Milsvej udenfor Byen paa et ganske dejlig Sted, meget højt oppe. Da vi kom tilbage fra Turen forærede de mig en smuk Guldring, der har været Adolfos, den har været mig tiltænkt lige fra han døde. Jeg er forfærdelig glad ved at have faaet en Erindring om ham. Der er indfattet en Kamée, forestillende Michelangelos Hoved. [Tegning] - De ere forfærdelig gæstfri og elskværdige imod os; naar der gaar over 3 Dage, hvor vi ikke ere der et lille Svip, og 2 Gange have vi været bedt der hele Dagen baade til Frokost og Middag. - Der var en gammel Hollænder og en ung Englænder hos hende, saa det er en hel Sprogøvelse at komme derud. Hvor det italienske ikke slaar til, hjælpe vi os med tysk og engelsk. - Vi have det udmærket; Tak for Lotterisedlen, bare man nu kunde have Held med sig. - - Vi har flottet os gevaltig, ved at købe os en Paraply; det synes Du maaske ikke er saa imponerende, men Du vil maaske forandre Mening, naar Du hører, at den er af grønt Silketøj og med Elfens ["Elfens" overstreget] Fiskebensstel helt igennem; vi saa paa den i mange Dage, hørte paa Prisen (25 Lire), men mente jo det var lovlig galt. [Et overstreget bogstav] Men saa kom vi i Tanker om, at vi kunde jo forære hinanden den til Jul, saa ["saa" overstreget] og derefter gik vi ind og købte den, vi fik den for 19 Lire. Vi ere henrykte over den. Nu er Las færdig med at skrive til sine Forældre, og vi skal hen at spise, saa jeg vil slutte. Det er morsomt, at Dis skal lære Gymnastik og udmærket for Tutte at faa hende derud et Aar, forfærdelig pænt af Onkel Syberg. Har vi faaet en ny Hest?? eller var det Onkel Syberg? Dine [fortsættelsen skrevet øverst på side 1, på tværs:] Breve har ingen Gang været for tykt. - Hils alle 1000 Gange fra Las og Din A.

Skriv snart igen!

29-11-98
Tirsdag

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen er skrevet på brevet

Alhed Larsen har skrevet brevet i Italien, hvor hun og Johannes Larsen var på bryllupsrejse.
Laura Warberg var som ung elev på Frk. Zahles Skole i København.
Man kaldte tidligere stivere af hvalbarder for fiskeben (jævnfør stivere i fx korsetter).

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2127

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen