1894-09-12

_12te Sept. 1894
_
Jeg har skrevet strax, nu maa Du gøre det samme.

Kæreste Mor!
I dette Øjeblik har jeg læst dit Brev og er aldeles forfærdet over det Indtryk, mit sidste har gjort paa Dig. Jeg skriver strax for at berolige Dig, naar det blot kunde lykkes mig at gøre dig halvt saa rolig, som Du vilde være det, hvis Du saa mig her mellem disse Mennesker. Jeg er mest ked af det over at Du nu ikke mere har saa meget Tillid til mine kære Baccis, der ere saa mageløse imod mig, saa Du ikke kan tænke Dig det. – De vaager over mig med den største Omhyggelighed, saa jeg netop føler mig saa tryg og rolig, som det kan tænkes. Naar jeg gaar til Byen gaar Fru B. med mig for at jeg ikke skal gaa alene paa Gaderne, og er paa enhver Maade storartet imod mig. – Jeg tror nok, de begge to er kommen til at holde meget af mig, det siger de, og jeg kan ogsaa mærke det; men netop fordi jeg ikke er noget af en ”Flane” men er mere alvorlig end saa mange Italienerinder. – Onklen er begejstret for mig, men netop af samme Grund. Og den unge Mand – ja jeg maa le, naar jeg tænker paa Dine Bekymringer angaaende ham. Der er ikke mindste Gnist af Spor af Tale om Fare der. Mit Hjærte slaar ligesaa roligt som før og har ikke haft det mindste at gøre med Spøgen. Du ved da ogsaa, at jeg er meget ufarlig paa de Områder.
”Signor Hugo” er en ganske ung Mand, nydelig og sympatetisk, li [overstreget: li] livlig men dog stilfærdig. Han er lidt trykket af daarlige Forhold i Hjemmet; Moderen er [overstreget: er] var Comtesse, før hun blev gift, skal være meget uelskværdig, navnlig slem mod Faderen, som begge Sønnerne hænger meget ved. Af denne Grund er der trist i Hjemmet, der tales og les meget lidt, og derfor har baade Faderen og Sønnen nydt disse Dage i Acone. Faderen paastaar, at han i flere Aar ikke har set Sønnen saa oplivet. – Om hans unge Hjærte de sidste Dage var lidt mindre roligt end de første, skal jeg lade være usagt, men meget lidt var det ialtfald, og en Ting er sikkert, at han hele Tiden har behandlet mig med den største Respekt uden mindste Lapseri, hvilket er ham meget fjærnt. – Og – ja jeg er næsten lidt ”dydig” indigneret – hvor kan Du tro, at jeg ville lade mig byde det allermindste i Retning af – hvad skal jeg kalde det – Mangel paa Respekt, - ganske vist er Sproget fremmed, men jeg forstaar dog alt nu, og desuden – den Slags vilde jeg strax have en instinktmæssig Fornemmelse af og vise tilbage med dybeste Foragt. – Nej, jeg befinder mig brillant mellem disse Mennesker, de ere fine og dannede, og der er aldrig den mindste Smule i deres Spøg, der kan støde. – Du maa gøre mig den Tjeneste at tænke med største Respekt og Taknemlighed paa dem, hvis de ikke var vilde jeg jo føle mig forfærdelig ene og forladt. Jeg vil sige Dig i Parenthes bem. at de ere mere omhyggelige for mig end Konsulens; de siger nu bagefter, at de var lidt forbausede, da Konsulens rejste, og at de strax talte med hinanden om, at de vilde tage sig af mig, og det har de sandelig trolig gjort! - Tænk, at jeg er i deres Hus og betaler kun akkurat hvad jeg spiser, ikke Værelse, ikke Ulejlighed, det er da virkelig mageløst. – Spørg Lud, saa skal Du høre, de ere brillante. – Mor, nu_ haaber_ jeg, du er beroliget. – Angaaende Jægeren, saa vil jeg give Dig Ret i, at det ikke var hyggeligt, og maaske heller ikke passende, men det kunde vi da virkelig ikke gøre ved. Han var jo bleven helt tosset, men Baccis betragtede mig sandelig godt. – At lade ham tro, at jeg var forlovet var vist slet ikke saa galt, han blev dog lidt mindre paatrængende efter den Tid; men jeg er glad ved, at han stadig tror det, han er nemlig ikke traadt ud af Sagaen endnu, men skrev forleden et 3 Siders Brev til Hr B for at bevidne sin dybe Hengivenhed for os alle, han kommer sikkert en Dag paa Visit, menes der. Han er Dr. (ikke med.) og Advokat, en dygtig Mand men ved denne Lejlighed helt gaaet fra Vid og Sans. – Brevet har jeg faaet til Erindring [overstreget: g] om denne Episode. –
Vejret er ækelt i disse Dage, jeg syr Puder til to Stole i Bertas lille Værelse ved Atelieret. Fru B. hjælper mig troligt hvert Minut hun har tilovers, vi sidder og tale saa rart sammen mens vi sy. Hun er fuldstændig orienteret i min Familie, det morer baade hende og Manden at høre om Danmark og Eder alle, og jeg fortæller naturligvis gærne. De synes godt om den Maade vi bliver opdragede paa her holdes unge Piger indespærrede og lære næsten intet, se og høre intet. Fru B. og hendes Søster ere vist ualm. oplyste, tale begge fransk. Fru B. læser ogsaa engelsk, giver Undervisning i italiensk til Udlændinge. - - Jeg haaber ikke Lud og B. komme lidt endnu jeg vilde frygtelig gærne have dette færdig og det lille værelse i Orden. – Jeg befinder mig ogsaa brillant nu og savner slet ikke danske, vi har det svært hyggeligt. Dette maa Du slaa fast, at der ikke er mindste Grund til Ængstelse men at jeg saa tryg, som paa selve ”Haabet”. De feder mig og passer mig, som jeg kunde være deres eget Barn, Du vilde glæde Dig, hvis Du saa, hvor tyk og frisk og fornøjet jeg er. Skriv nu snart og lad mig vide om Du er beroliget og har faaet bedre Tanker om Baccis. – Mit sidste Brev var rimeligvis frygtelig forjaget; det var skreven i mange smaa Afdelinger, da der ikke var mindste Ro – til at skrive – Lad mig endelig ogsaa strax vide, hvordan Dit Ben har det, frygtelig Forsinkelse af Din Rejse.
Jeg maa have den Kjole, som jeg har skreven til Elle, og som sagt Handsker og Strømper meget velkomne. Sko?? Alt lidt gaaet til. – Slaa nu ordentlig til Skaglerne med Far og Muk, 1000 Hilsner til Eder alle tre fra Din
altfor frivole og lette Datter Be
Sikke Ord at brug om mine elskede Bacci og den skikkelige Onkel, der er Noblessen selv.
Fru B sender ”tanti saluti” mange Hilsner