Menu

Fynboerne

Forår 1892

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Alhed Larsen har ventet på at få brev om komedien på Sollerup.
Hun sender et fotografi fra porcelænsfabrikken.
Alhed har besøgt bedsteforældrene, og bedstefaderen er blevet dårligere. Han er sløv og vrøvler. Bedstemoderen har travlt med at hjælpe ham, men hun var i godt humør.
Blaa har det bedre.
Ludvig Brandstrups figur er kommet ind på udstillingen. Skovgaards har sagt, at han er landets eneste billedhugger. Peter Hansens Samson er også udstillet og Fritz Syberg/Kunstneren har et selvportræt med.

Transskription

Lørdag Aften -

Kære Moder!
Jeg synes at I trækker mig lidt af med Breve i den senere Tid, jeg har i flere Dage gaaet og ventet paa et langt og interessant Brev om Komedien paa Sollerup, Eders Sollerupgilde (som jeg har hørt om gennem en Fru Schak) o.s.v. - Hermed følger et Fotografi fra Fabriken, men kun til Laan, en af Malerne derude har fotograferet os, saa vi faar dem paa billigt Vilkaar, vil I have et Exemplar? saa skal jeg bestille et; jeg synes, det er et godt Billede, undtagen af mig, der har siddet lidt urolig. - Jeg kommer netop nu hjem fra Bedsteforældrene, Bedstem. [et overstreget, ulæseligt ord] var ked af, at hun ikke endnu havde faaet Dig takket for Duerne, men der er en Del at gøre med Bedstefader; han kan f Ex. ikke mere gaa ud alene og i det hele taget synes jeg, at det gaar svært tilbage med ham; d.v.s. jeg tror ikke at han lider saa meget mere, det samme mener Onklerne; men han bliver saa frygtelig sløv, sidder og smaasover i sin Stol hele Dagen og Hukommelsen svigter ham, saa han af og til taler noget forvirret. - Men det er mærkværdigt som Bedstem. holder ud hun var saamænd i Aften l ["l" overstreget] ganske livlig og i godt Humeur. - Blaa er det nu meget bedre med, Sygeplejersken er rejst og Temperaturen normal, men Kræfterne ere jo foreløbig kun smaa. I Morgen skal jeg ["jeg" indsat over linjen] ind paa Udstillingen med Komtessen og Benny og bagefter med K. hjem at spise til Middag Hun rejser paa Onsdag en lille Tur til Skjaldemose Onkel Luts Figur er nu kommen derop, jeg er meget spændt paa, om den vil gøre Lykke. Gennem Langes har jeg hørt, at Skovgaardene har sagt, at vi for Tiden kun havde én god Billedhugger og det var Onkel Lut. P Hansen har faaet ["faaet" indsat over linjen] et større Billede derop nu til anden Ophængning: "Samson og Dalila", Kunstneren et Selvportræt. -
Forleden fik jeg Brev fra Frøken Castberg om, ["om" indsat over linjen] at naar jeg blev smidt ud af Værnehjemmet, kunde jeg maaske komme til at bo paa ["paa" overstreget] hos Langes. - Jeg gik saa derud og talte om Sagerne
[Resten af brevet mangler]

Omtalte genstande

Ludvig Brandstrups "figur" er muligvis hans buste af Alhed Larsen.
Peter Hansen udstiller Samson og Dalila.
Fritz Syberg udstiller et selvportræt.

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er kun dateret "Lørdag Aften".
Alhed Larsen bor på Værnehjemmet Bethania i København. Søsteren er elev på husholdningsskolen i Sollerup. Disse to ting fandt sted i foråret 1892.

Alhed Larsen arbejdede på Den Kongelige Porcelænsfabrik og boede på Værnehjemmet Bethania i foråret 1892. Søsteren Johanne var elev på husholdningsskolen i Sollerup i samme periode.
Blaa var muligvis Alheds morbror Emil Brandstrup, som led af tuberkulose.

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2165

Nej

Testamentarisk gave fra Laura Warberg Petersen til Østfyns Museer