Menu

Fynboerne

1898-03-24

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Vennerne i København ville have Alhed med på "sold", men hun gad ikke og fortrød lidt bagefter. Alhed har besøgt xylograf Hendriksen, som havde købt en akvarel af Syberg (Kunstneren), men syntes, at himlen på Johannes Larsens andetræk var for mørk.
Kampmanns børn kom og legede på Alheds værelse om morgenen.

Transskription

Kære lille Las!
Stor Overraskelse at faa Brev fra Dig i Dag! Du fik nok ogsaa, men et meget lille og tarveligt Brev. Tak for Billetterne. Kampmanns blev meget glade, jeg har sendt til Lugge og Johanne, Pan kan ikke. – Jeg har været ude hos gl. Hendriks til frokost, han har købt en Akvarel af Kunstneren, han sagde, at dit Andetræksbillede var smukt, men Luften var for mørk. Gud ved hvem der har bildt ham det ind. – Der var slet ingen at tage imod mig i Aftes, Elle og Ellen H. kom for sent og Kampmanns var gaaet til et forkert Tog. De vilde have mig med til et lille Sold i ”Dagmar”, men jeg gad ikke, sagde, jeg var træt. – De havde nok ellers moret sig udmærket fortalte de i Dag; de var kun 5 men havde ikke desto mindre drukken 4 Fl Champagne, én Fl. Rhinskvin, 2 Fl Rødvin og ½ Fl. Madeira. Det var meget. Bagefter var de i Cirkus Varieté, i Kisten og til sidst hos Wivel. Jeg fortrød næsten at jeg ikke var gaaet med; jeg sad i Stedet og læste i Brandes’ ”Heinrich Heine”. – Her er rart at være Kampmanns er saa elskværdige, jævne og naturlige Mennesker begge to. Jeg gruer, naar jeg ser paa det Billed, jeg har malet af deres Dreng, jeg huskede ikke at det var saa slemt. Ungerne ere saa søde. De kom ned og vækkede mig i Morges og tumlede en hel Time inde hos mig. De legede bl.a. at ”Køre paa Hølæs” ovenpaa mig, hvad der var mere morsomt end egentlig behageligt. –
1000 Hilsner, jeg maa slutte i Hast, vi skal paa Konsert. Din A.

24nde Marts -

Omtalte genstande

Hendriksen har købt en akvarel af Fritz Syberg. Hvilken vides ikke.
Alhed Larsens portræt af Kampmanns søn. Hvilket vides ikke.

Fakta

PDF
Brev

Da

Der er ikke årstal på brevet. Det er helt sikkert 1898. Alhed Warberg er på besøg hos Kampmanns i København. Det forrige brev til Johannes Larsen skrev hun på rejsen til Kampmanns i København.

"Kisten" var Tivolis varieté.

København

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien