Fynboerne
1919-09-30
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Larsen er bekymret for Alhed, som har en byld i halsen. Der må vel snart gå hul på den. Han glæder sig til, at hun kommer hjem og kan spise normalt igen.
En kunsthandler fra Vejlehar købt to litografier, Svanen og Gravgåsen for 40 kr pr. stk.
Der ligger et læs kalk, brokker mm fra huset udenfor.
Drengene skal sende vasketøj hjem.
Transskription
Kjerteminde 30-9-1919.
Kæreste Alhed!
Tak for Brevet i Eftermiddag! Du kan tro jeg blev glad ved at se din Skrift igen. Jeg har været saa ængstelig for Dig i Dag og har ingen Ro haft paa mig. Det er jo ikke hyggeligt med Byld i Halsen, og det maa jo gøre rædsomt ondt. Her har været en Kunsthandler fra Vejle i Frmd., han har haft en Udstilling af Malerier nede paa Hotellet men naturligvis næsten intet solgt. Han købte 2 Lithografier, Svanen og Gravgaasen for 40 Stk. Jeg var bedt hen til Bøttern til Lammesteg og Aal i Karry, men matte sige Afbud igen, da Ernlund har telefoneret at han kommer i Aften for at se hvordan her ser ud. Jeg glæder mig næsten mest til at vise Dig det Bjerg af Kalk, Brokker og Skidt, der ligger her udenfor, det er ganske utroligt at tænke paa at alt det har ligget inde paa Gulvene. Jeg glæder mig ganske utroligt til den Dag jeg kan hente Dig i Bil i Nyborg og have noget ordentlig Føde til Dig herhjemme, men det kan vel vare længe og jeg tør næsten ikke skrive om det af Frygt for at animere til at staa for tidligt op eller rejse før Du er fuldstændig rask. Jeg tror ikke der er kommen nogle Papirer fra "Natunal", ved i hvert Fald ikke hvor jeg skal lede, men jeg skal tale med Dr. Hviid om det, han maa vel vide Adr. saa jeg kan skrive derind og faa hvad vi skal bruge. Ellen bliver ved med at praje mig for at skrive til Drengene om at sende Vasketøj da de vil vaske. Kan de ikke ogsaa sende den Pæretønde saa kan de faa den fyldt med Moltkepærer de er vist tjenlige nu Clapps har jeg delt ud af til højre og venstre de kan ikke taale at sendes og er nu næsten forbi. Jeg synes der var noget andet jeg bliver ved at glemme men maske jeg kan komme i Tanker om det i Mrg. Bare der nu maa staa i næste Brev at der er gaaet Hul paa den Byld, for saa maa det da begynde at gaa fremad. Maler Møller har efterhaanden været her med en hel Del Champignons. Huset er nu færdigt uden paa og de har pudset Badeværelset i Dag saa begynder de vel at sætte Fliser paa i Mrg. Mange kærlige Hilsner til Jer alle 3. God Bedring! Hils Chr. og Putte.
Din
Johannes Larsen.
Fakta
PDFDa
Datoen fremgår ad brevet.
Alhed og Johannes Larsens drenge var på Birkerød Realskole og skal sende vasketøj hjem derfra. Alhed Larsen opholdt sig hos familie i Birkerød, mens huset i Kerteminde blev bygget om og til. Hun var syg med en byld i halsen og angina pectoris og ville desuden gerne være nær sine drenge.
Det er uvist, hvad "Natural" eller "Natunal" var.
Clapps Favorite pære er den fulde betegnelse for den omtalte frugt.
Christian Ernlund
Julius Hviid
Andreas Larsen
Johan Larsen
Christine Mackie
Elisabeth Mackie
Christian Møller, maler
Ellen Sawyer
Det Kongelige Bibliotek
Brevet er indleveret på Det kongelige Bibliotek af Larsen-familien.
Omtalte genstande
Et Larsen-litografi af en svane og et af en gravgås.