1947-07-12

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
18 Juli 1947
besv. 22-7-47

Fru A. Warberg Müller
Bakkevej 12
Hareskov St.

[På kuvertens bagside:]
Lindøgaard Dræby St. Fyen

[I brevet:]
Lindøgaard 12te Juli 1947

Kære lille Dis!
Tak for dit Brev! hvor du dog altid oplever meget, men jeg har saamænd ogsaa oplevet en Del i den senere Tid. Hvor er det dog mærkeligt, at saa at sige altid naar jeg skal have Brev af Sted til dig, kommer Posten en Timestid før han plejer; i mit sidste Brev naaede jeg ikke at faa alt fortalt. Den engelske Pige: en Dag da jeg kom op i Stuen sad Bibbe og telefonerede og Manse stod afventende ved Siden af. Jeg kunde ikke begribe, hvad det drejede sig om. Saa var det, at de lige havde læst i Avisen om at en Skare unge engelske Piger kom hertil, og man havde endnu ikke faaet Værtsfolk nok til Dem. Manse og Bibbe var straks med paa den. Jeg gruede, for hvor skulde vi lægge hende. Saa traadte vor Pige Edel (som er en Perle – Guld værd alt, hvad du vil) til og tilbød at vi maatte faa hendes lille Datters Seng over til den ungarske Dreng, saa kunde Pigen ligge paa Sofaen derovre. Saa blev den flyttet ned til Peter, hvor Laszlo saa har sovet og Manses Seng flyttet ind i Badeværelset – stillet paa Højkant om Dagen, redt hver Aften. Hun er en ganske sød lille Pige paa 14 Aar, som vi virkelig har Glæde af. Navnlig har Manse og hun det rart sammen. Hun skal rejse paa Mandag, saa er den Ferie forbi.
Forleden en Gang ringede Jørgen fra Kjerteminde; han og Dorthe kom om Aftenen, og vi havde det hyggeligt. De skulde saa komme igen i Søndags; midt paa Form. ankom en Bil med ikke alene Jørgen og Dorthe, men ogsaa Elle! Jeg havde ikke set hende siden vi var derude sammen. Jeg blev forfærdelig glad. Vi havde slagtet 6 Kyllinger
2 saa vi havde Mad baade til Middag og Aften. De havde bestilt en Bil, som skulde køre Jørg. og Dorthe til Rutebilen i Munkebo – de skulde rejse til Jylland efter Overnattelse i Odense – og derefter skulde Bilen køre Elle til Kjerteminde. Jeg sagde straks, hvor kunde jeg have Lyst til at tage med dig og være et Par Dage. Hvor er det skønt at se Elles Glæde over saadant. Manse blev ked af det, fordi han troede Agr. vilde ”gaa”, men jeg kender ham jo og mente ikke der var Fare, da han slet ikke havde ”passet til” at gaa, hvilket han heller ikke gjorde. Jeg var saa hos Elle fra Søndag Aften til Torsdag Middag og havde det henrivende. Torsdag Aften skulde Grete komme fra Stokholm, hvad Elle jo glædede sig meget over. Desværre var det [”det” indsat over linjen] jo en modbydelig Kulde, og Kulde bider altid mere, naar man er ude end naar man gaar hjemme. Elle bød Kaffefremmede en Dag Frk. Petersen fra Sygehuset, Fru Dyrlæge Petersen og Fru Overgaard, Elses Mor; det var saa rart og muntert. Elle er jo en pragtfuld Værtinde, det er saamænd ikke saa sært, at hun har saa mange Venner, og trofast er hun jo, saa hun beholder dem. Jeg beundrer ogsaa hendes Evne til at lade Smaating være Smaating, det misunder jeg hende, jeg er tilbøjelig til at tage mig Smaatingene for nær. Men naar du priser hendes kolossale Orden, kan jeg ikke rigtig følge dig, for Renligheden hører da ogsaa til Ordenen, og jeg kunde nu ikke have mit Hus saa lidt rent uden at generes af det. Hvor er hun pudsig; hun skulde have en Kone den Dag, jeg rejste, og i den Anled. sagde hun: det eneste, der er rigtig møgbeskidt, er nu Sovekamret! Naa, saa var der jo den Morgen, da Elle raabte op til mig, at der
3 havde været Telefonbesked, at X [indsat øverst på side 3:] x de var ankommen til Lindøgaard Kl halv 9, havde snakket med og hilst paa dem her og havde set Huset, saa ved Trisse, hvordan vi bor. De ringede saa til Malerens, der sendte Besked til os. [indsættelse slut] Trisse med to Børn ankom om en Time, og at de vilde bringe Brø’ til Kaffen. De var et Par Timer, Elle dækkede Bord i Stuen, og de var godt lige til Franskbr., Keks, Ost og Marmelade foruden deres medbragte Bagværk – hvad der jo ikke er stort ved i vore Dage. Det var saa henrivende at mødes med Astrid og hendes to Børn, Mette og Eivind, de var meget tiltalende begge to. Da Astrid og jeg var et Øjeblik alene, fortalte hun mig, at en af hendes Sønner, Asger (mon det staves saadan) havde taget Livet af sig i April. Hans Kone vilde gaa fra ham, tungsindig var han, og han syntes ikke, han kunde udholde at leve længere. Naturligvis var det en forfærdelig Sorg for Astrid, men hun har jo en forunderlig Evne til at tage, hvad Livet byder, og hun var egentlig straalende; det var dejligt at se hende, og Elle var ogsaa saa fornøjet over Besøget.
Elle havde Brev fra Else; de var i Skotland, skulde være kommen hjem d. 28/6 tror jeg, men mente at de [”de” indsat over linjen] vilde blive et Par Dage eller lidt mere endnu og fik deres Returbilletter refunderet; jeg tror, de vilde flyve hjem; men kan du tænke dig, nu viser det sig, at de ikke kan komme hjem, hverken pr. Luft eller Vand; Else længes meget efter at komme hjem, og de prøver af al Magt; d. 29_nde_ August (!) kan de komme! Det er noget nær en Katastrofe, og man maa dog haabe, at det vil lykkes for dem at finde en Udvej. - - Ja, det var dog en pudsig Lighed fra det Derbyløb, det var jo som det kunde have været mig.
Hvad Sydslesvig angaar, saa er du saamænd ikke den eneste, som ikke formaar at tage en fast Stilling til det, for hvor er det dog et vanskeligt Spørgsmaal at bedømme. Jeg kunde fristes til at sige, at begge Parter har Ret i,
4 hvad de siger, for jeg hører ikke til dem, der vil underkende de Argumenter, man kommer med, naar man taler imod at faa Sydslesvig hjem igen, alle de forbandede Flygtninge dernede har jo forværret Sagen for os i høj Grad, og dette med de mange Tyskere, vi faar ind i Landet, er ingen Spøg. Derimod synes jeg ikke det Argument betyder saa meget, at Tyskland saa vil tage baade Syd og Nordslesvig, naar de bliver stærkere. For det første synes jeg, den Mand har Ret, som i et af de Blade, du sidst sendte, skriver at ”skal vor Fremtid afhænge af Tysklands Naade, da har vi ingen Fremtid” Men til enhver Tid vil der jo være andre Stormagter, som næppe vil tillade Tyskl. at blive større end det er, og disse to Krige, maa dog have belært disse Stormagter om, at de maa holde Øje med Tysklands Expantionstrang og -lyst. Politik! Ja, Politik er jo i sig selv ikke noget forkert eller noget man kan væmmes ved, men du mener vel, at den Måde hvorpaa Politik drives er dig imod. Det forekommer mig egentlig næsten som en Kamp mellem gode og onde Magter, og hvor er den Kamp dog spændende! Det er et Spørgsmaal om Verdenskulturen – i sidste Instans. For hvis det saakaldte totalitære Synspunkt tilsidst sejrer, saa er vel vor Kultur – især hvis man derved forstaar aandelige Værdier – tabt. Vor egen indre Politik interesserer mig nu ikke meget, skønt jeg tit ærgrer mig over mangt og meget der. De fast utrolige Dumheder, de gør sig skyldige i paa de Omraader, som jeg efter fattig Evne kan bedømme og deres – Avisernes – Sprog, naar de polemiserer o.s.v. Men det er Verdenspolitiken, der har
5 min meste Interesse: eventuelle Krige, Behandling af alle farvede Folkeslag, Regeringsformer, Behandling af alle de evropæiske Landes Underklasser og meget meget mere. Hvis man ikke skulde interessere sig for og følge med i det, hvad Pokker skulde man saa interessere sig for. Jo, naturligvis Kunst Literatur og saa videre, men alt det vil jo ogsaa gaa til Grunde, hvis Verden ender med at blive fuldstændig misregeret.

Igen Posten

Hilsen Junge