Menu

Fynboerne

1899-07-14

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Det er lummervarmt, og den lille (Andreas/Puf) bliver plaget af fluer, der sætter sig på hans kinder.
Degnen er blevet flink igen. Alhed spekulerer på, om han har været sur, fordi han troede, de ville have "gratis Amen". Degnen danser ikke, for han vil ikke vække forargelse.
Andreas (Dede) har fået ferie efter en fin eksamen, og han har bygget badeanstalt.
Johannes Larsen må love at være forsigtig, hvis han bader eller sejler.

Transskription

Min kæreste Ven!
Jeg fik ingen Brev fra Dig i Dag, men antager, at det er Postgangens Skyld, og at jeg muligvis faar, naar Dis i Aften er i Højrup. – Det er igen i Dag en lumrende Varme, men der er desværre Skyer oppe, saa jeg er bange, jeg ikke ikke faar klart Solskin til mit Billede i Eftermiddag. Jeg fik malet en hel Del i Gaar og fik meget Lyst til Billedet, hvad jeg egentlig ikke har haft før. Bare nu Solen og den lille vil være skikkelige, saa jeg kan faa bestilt noget i Eftermiddag. Han lider af Varme, det lille Skind, og der er nogle smaa vevre Fluer der plager ham meget ved at rende rundt paa hans Kinder, men nu har jeg bunden noget klart Tøj for ham, og det lader til, at det hjælper. – Præsten (Kapellanen) og Degnen var dernede (d’et overstreget og erstattet med et h) i aftes; nu er det gaaet over med Degnen. Han skulde da vel ikke have tænkt sig, at vi vilde have gratis Amen af ham og derfor paa Forhaand været gal paa os? – Tænk Dig Kapellanen danser ikke, fordi der muligvis kunde være nogle i hans Menighed, der vilde forarge sig, ”og man skal ikke vække Forar-re-gelse”! Men saa imødekommer han begge Partier ved at gaa over [de næste to ord indsat over linjen] i Forsamlingshuset og se paa, at de danser! - -
Fader og Moder ere i Odense i Dag til T [bogstavet overstreget] Translocation (galt stavet). Dede blev da flyttet op i 5te Klasse og tog en rigtig nydelig Examen. Han kom hjem i Forgaars og er kisteglad over at have faaet Ferie og over for bestandig at have sluppen den fæle Mathematik. Han har lavet en Badeanstalt igen paa samme Sted som i Fjor; men den skal være meget bedre bl.a. med Styrteapparat. Dis og Tante Mis have været i i Dag. Nu tror jeg den lille begynder at vaagne, han staar her i sin Vogn. Saa skal jeg ind og forpleje ham, inden jeg skal ud at male. – Jeg længes meget efter at høre, hvordan Du har det dernede i Svanninge min Dreng. Gid dog Vejret vil holde sig til Dit Billede. Du vil da nok være forsigtig med Vandet, hvis I gaar ud at sejle, ikke sandt? – og ogsaa med Badning og i det hele taget! – Hils dem alle fra mig men Dig selv allermest. Hav det godt min egen lille Ven. Din Alhed

d. 14de Juli – altsaa vores Bryllupsdag.

Ser Du noget til Peter Larsens, naar Du gaar gennem deres Marker? Hils dem.

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er forsynet med dato, men ikke år. Det er 1900, for Alhed og Johannes Larsens første barn er spæd, og han og Alhed er på Erikshaab hos hendes familie, mens Johannes Larsen maler i Svanninge. Mange breve fra begge de to fortæller om denne periode med ophold i Svanninge og på Erikshaab.

Alhed Larsen og hendes nyfødte søn, Andreas, er hos hendes familie på Erikshaab, mens Johannes Larsen bor på et lejet værelse i Svanninge og maler sammen med sine venner.
"Gratis Amen" og degnen: Der er muligvis tale om en betaling til degnen i forbindelse med Alhed og Johannes Larsens barns dåb.

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien