Menu

Fynboerne

1909-04-01

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen har siddet hele dagen og ventet på, at en mand skulle komme med penge.
Jastrau tager nogle af Larsens billeder med til Århus.
Han har været på besøg hos Viggo Madsen og skal til Lehn Schiøler.
Larsen beder Alhed sende portrættet af moderen, for han vil prøve at sælge det til Galleriet (Statens Museum for Kunst).
Johannes Larsen har siddet model for Rohde.
Kleis har fået billedet og er glad for det.

Transskription

Kjøbenhavn 1ste April 1909.

Kæreste Alhed!
Ja nu sidder jeg her og Kl. er snart 5 ½ og endnu ingen Penge. Men saa maa de vel komme i Mrg. Kan Du ikke se Mandens Telefon No i Brevet i min Lommebog og ringe ham op, det var dog Fandens om de 500 og nogle Kr. vi har betalt skulde gaa tabt. Det har øset Tøsne ned hele Dagen, som jeg i den Anledning har benyttet til at ende forskellige Ærinder og til at se Charlottenborg og den engelske Udstilling. Bl.a. har faaet det arrangeret saaledes med Jastrau at han tager de 2 store Billeder fra Finland (Bygevejr i April og Knortegæssene) samt hvad han vil af Aquarellerne til Aarhus i Stedet for dem jeg har anmeldt hjemme fra saa slipper vi for at tage dem ned og pakke dem. De andre staar her hos en Speditør, jeg fik den Ide forleden Nat jeg vaagnede. Der er heller ikke solgt noget i Buda Pesth. Johs V Jensen har lovet at gaa med mig op til Forlæggeren og tale om Bogen, men det har jeg maaske fortalt. I Aftes var jeg hos Viggo Madsens sammen med Schous og Frk Gitte, jeg husker ikke om jeg har fortalt Dig at V.M er bleven gift. De har faaet det saa nydeligt derude. I Aften skal jeg hen til Lehn Schiøler der kommer en del Ornithologer. Jeg begynder for resten saa smaat at længes hjem efter men det ser jo ikke ud til at det bliver stort tidligere end midt i næste Uge. Hvordan gaar det med Fader, har de endnu ikke faaet Besked fra Sygehuset? Hæng i med Dahlerup. Jeg tror Du skal sende mig Moders Portræt herover at jeg kan prøve at tilbyde Galleriet det, noget maa der jo gøres. Send det som Ilgods til den frie Udstilling saa skal jeg sige Brandt Besked. Det var maaske ingen Skade til om Du vaskede og kilede ud først. Nu vil jeg haabe det maa blive lidt bedre Vejr i Mrg. I Gaar smaaregnede det og i Dag ligger Sneen tykt i Parkerne og paa Træer og Tage og i Bunker paa Gaderne. Jeg var hos Rohde i Dag og lovede ham at sidde et Par Timers Tid Søndag Eftermiddag saa er der jo ikke til at være i zoologisk Have. Jeg skal hilse fra Dem. Kleis traf jeg i Dag paa Charlottenborg, han havde faaet Billedet hentet hos Skovgaard og sagde han var voldsom glad ved det, jeg fik 25 Kr. contant og en Kvittering for 76 Kr hos ham i Gaar. Vi skal til Peters paa Søndag Aften. Kys Puf og Lysse. Mange kærlige Hilsner
Din
Johannes Larsen.

Omtalte genstande

Johannes Larsens portræt af moderen. Muligvis Portræt af Johannes Larsens mor - Vilhelmine C. Larsen. Ca. 1886. Olie på lærred. 48 x 40,5 cm. Johannes Larsen Museet. Inv. nr. 2-161. Foto haves ikke.
Johannes Larsens Eva-billede malet som forstudie til Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke.

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

"Den engelske Udstilling" blev afholdt foråret 1909 i Kunstforeningen, Gammel Strand. Udstillingskataloget findes på Danmarks Kunstbiblioteks hjemmeside.
Det er uvist, hvilken udstilling i Århus, Larsens billeder skal sendes til.
Også uvist, hvilken Dahlerup Alhed skal "hænge i med".
Johan Rohde maler et billede af Zahrtmann omgivet af de ældste elever, og Johannes Larsen sidder i den sammenhæng model.
Kleis har købt et studie af Eva, som Johannes Larsen i 1899 malede hos Skovgaard som led i dennes forberedelser til kalkmalerierne i Viborg Domkirke.

København

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det kongelige Bibliotek af Larsen-familien