1899-08-20

Bellevue St Aug 20.

Kære Mor!
Du er vist lidt Utålmodig over den Uorden, der har indsneget sig i mine Breve. Jeg kan nu en Gang ikke skrive uden den tilbørlige Ro og den får jeg først nu, da vi ere hjemme igen efter vor storartede Rejse. Vi har begge haft udmærket af den. Harry har fået en Antydning af mere Fyld i Kinderne og er brun og solbrændt og jeg føler mig som i min tidligste Ungdom. Det er ikke ret opløftende at komme hjem igen til al Famijetrætheden og do-Sygeligheden, men jeg tager mig det let, - vi har nemlig på Rejsen diskuteret Separationsspørgsmålet grundigt og i Dag har der været alm. Rådslagning. Om Gud vil skal det ske om 2 Måneder (1ste Nov.) men jeg er forberedt på at de må holdes til hele Tiden for at det ikke skal blive ved Snakken alene. De er af den Sort, at de snakker, beslutter og slår fast, og derved bliver det så. I de to Måneder skulde den gamle så betale den ["den" overstreget] Huslejen så vi kan komme i Forhånden til Vinterens Udgifter. - Hvis vi ikke med stor Lethed kan finde en anden Lejlighed bliver vi her. Ganske vist tror jeg ikke på det, før jeg aner det, - men der er dog mere Udsigt til at blive alene nu, end der hidtil har været og det er mig en stor Trøst at tænke på.
Nu skulde jeg se at fortælle lidt om Rejsen og vore Oplevelser. Det vigtigste var vores Tur over Bjærgene - vor to Dages Fodtur, som i Grunden kom helt uventet på os. Planen var at Helen, Ch. Pear, Frank Dewicks med Forlovet, Dr. Tailors, samt et Par Ægtefolk til alle skulde mødes på ”Rasinehouse” – det lille Hotel hvor vi var – og gøre Turen sammen. Men det hændte sig sådan, at Helen forvred sin Ankel, Frank D. fik Mavepine, og da de to ikke kunde gå, vilde Forloveden og Chr. Pear heller ikke. Ægteparrets Barn blev syg så de ikke turde tage fra det, - så da Dr. Tailors kom rejsende Onsdag Form. var der ingen af de oprindelige som kunde. H. og jeg havde tænkt, at vi vilde følge dem. – klatre 3000 Fod op og gå en anden Vej ned. Ved Hjælp af mine nye Venner (som jeg senere skal fortælle om) var jeg bleven udstyren med et kort Cycleskørt og en Randsel til hver af os. (H. og mig). Efter Middag begav vi fire os afsted, Klk var to, Vejret var fortrinligt og Humøret var højt. Hvordan skal jeg beskrive denne Tur, - gid jeg havde Ordet i min Magt, så jeg kunde give en svag Forestilling om det. Det plager mig under hele Turen midt i min Begejstring at jeg ikke vilde kunne beskrive det fyldestgørende for jer hjemme. – Den første Timestid gik Stien gennem Løvskov som vi kender dem hjemme, - kun tættere og bestandig op ad Bakke. Længere oppe begyndte Grantræerne Stien blev smallere og stejlere, Graniten kom mere til Sygne Luften begyndte at blive lettere. Undertiden kom vi til Bække som kom styrtende ned af Bjærget i lange Spring (i alm. Tale kaldet Vandfald) Vandet er selv i den hedeste Sommer iskoldt og klart som Krystal. Det kommer fra smeltet Is, som ligger i de dybe Læn ["læn" overstreget] Klipperevner længere og hele Året rundt. – Vor Fører var imidlertid gået i Fove ["fove" overstreget] Forvejen for at forberede i ”the camp”. Det er farligt at færdes uden Fører, da Stierne er vildsomme og undertiden næsten umulige at finde fordi de på lange Strækninger kun består i, at der hver 20nde Allen er lagt en lille Bunke Sten. Henunder Aften kom vi til ”the camp”. Det er en Robinsonhytte, som er bygget af en [”en” indsat over linjen] Mr. Edmans for dem, der går over Bjærgene og blive overfalden af Tåge el. Træthed. Det er en lille bitte Hus, hvis ene Væg er borttaget, den åbne Side vender ind mod den blotte Klippevæg, så det ikke kan blæse ind. Imod Klippen er der bygget et Ildsted, og der havde Føreren gjort Ild, da vi ankom. Mens vi så os om, kogte han Aftensmad i nogle sorte Marie Kirstine Gryder. Vi havde Kødsuppe, Skinke, varme Kartofler, blødkogte Æg, Kager, Rosiner, Portvin o.s.v. og tilsidst en Kop sort Mandfolkekaffe. Føreren havde båret Fortæringen i en Kurv og lavede det hele til. Veltilfredse og mætte gik vi ud igen og så på Måneskinnet – og som det va_r!!!! Det kan ikke beskrives. Ensomheden, Stilheden, den milevide Udsigt over Skove og atter Skove, og dybt nede mellem Bjærgene den smalle Stribe opdyrket Dal, hvor et lille bitte Legetøjstog kom raslende. Efterhånden blev det imidlertid så ”friskt” at vi lagde Poesien bort til en anden Gang. Føreren lagde mere Brænde på Ilden og vi satte os tæt sammen [papir mangler]en for at holde Varmen Talen faldt på Tåge, Uvejr og Bjørne og Føreren, som indtil da ikke havde mælet opløftede sin Røst og fortalte om hvordan han for et Par År siden med Fare for sig selv havde dræbt en Bjørn på 300 Pund. – Det var Stemning det - at sidde der omkring Ilden og høre Bjørnehistorier og se ud til den mørke Skov og vide, at det ikke var Mennesker i Miles Afstand. Hytter er forsynet med en Masse Dækner og en Del af Gulvet er belagt med ¼ Al små Grankviste og indsvøbte i Dæknerne tilbragte vi en meget behagelig Nat i skøn Enighed med Tailors og Føreren. Om Natten kom der en Grævling snusende, men vi fik den da jaget væk, inden den kom ind. Klk 5 stod vi op, indtog et ligeså splendidt Foder som om Aftenen og begav os afsted op ad Bjærget. Træerne bleve mere og mere forkrøblede og små, så [papir mangler] til det til sidst kun var små gamle lavbenede Buske, - så forsvandt også de og der var kun Granitblokke af en uhyre Størrelse smidt Hulter til Bulter mellem hinanden, - på alle fire klatrede vi op, hoppede fra Sten til Sten og hjalp hinanden. Hver fem Min gjorde vi Holdt og så omkring i den storslåede Natur. Så langt vi kunde se var det Bjærg ved Bjærg bevokset med Skov med på Toppen. Luften var så let og ren, som jeg aldrig havde oplevet det før. – Den første Bjergtop vi var på var Mount Madison, som hænger sammen med Mount Clay, der er forbundet med Mount Washington – den højeste Top i White Mountains” 6.400 Fod.
[Tegning]
Det gik godt ned ad Madison og rundt om Clay, som er det farligste, - jeg var foran og langt dygtigere til at klatre end Mrs. Tailor - indtil jeg pludselig fik Foden ned imellem to Sten og skrabede det slemt. Fra da af måtte vi gå langsomt og vi nåede først Toppen af W. Klk 1, - 6 Timer om 1½ dansk Mil. På Toppen af Mount W. er der til manges (også min) Forargelse bygget fashionabelt Hotel og Restaurant. En Tandhjulsbane løber derop to Gange om Dagen og den er fuldt med Tourister. Der var imidlertid den Fordel at vi kunde få kristelig Mad og vi indtog en Diner, som jeg ikke har set Magen til før eller siden. – Nu var det Bestemmelsen at jeg vi [”vi” indsat over linjen] skulde tage ned med Toget, - men jeg følte mig så frisk og rask trods mit stive Ben, at vi besluttede at følge Trop og gå ned ad Kørevejen. Med uhyre Omkostninger er der anlagt en sådan for Tourister, som befordres op og ned i store Vogne med 6 Heste for. Det er 2 d. Mil – en ganske dejlig Tur, - men vi begærede dog ikke mere, da vi nåede Bunden. Det er grulig trættende at gå ned ad Bakke to stive Mil. En Vogn fra Hotellet ventede på os dernede og vi kom ["kom" overstreget] nåede hjem c. Klk 9. Jeg var faktisk den mindst ødelagte, hvad jeg til Dato har ondt ved at fatte.
I Hotellet lå et Telegram om at komme hjem straks på Grund af overhængende Forretninger. Vi ventede imidlertid næste Dag over for ikke at blive for medtagne.
Det var to storartede Uger. Ravinehouse er en Bondegård som til Dels er omdannet til Hotel. Den drives stadig, - der var Køer, Høstakke o.s.v. som glædede mit Hjærte. Alle Stuer var lave med åbne Ildsteder, hvor der blev fyret hver Aften. Der er ikke Antydning af Have Anlæg el. anden Hotelpragt. –
Der kommer hvert År de samme Mennesker, - en Samling usædvanlig dannede Mennesker. Særlig sluttede jeg mig til en Dr. Richards – en gl. lærd Præst med Kone og tre Døtre, - de _mindst amerikanske jeg endnu har set. Hele Familjen er som taget ud af en af Jonas Lies Bøger – den yngste 21 – mindede mig levende om Dis. Desværre bor de ikke i Boston, men i Providence.
Jeg tænkte på Dede, da vi gik over Bjærgene og var i ”camp”. Gid han en Gang kunde gøre en sådan en Tur med os. – Hilsen til alle, - mor dig godt i Sverige, - næste Brev bliver til Mornine. – Elle

[Skrevet på tværs øverst s. 1:]
Har haft Brev fra Molle. De ere alle raske nu. Lugge takker for hendes Brev. Undskyld den grulige Skrift Pen!!!!