Menu

Fynboerne

1917-09-27

Afsender

Johannes Larsen

Modtager

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Johannes Larsen fik ikke retten til at drive jagt nord for Kerteminde. Et konsortium fik den.
Skab og svingdør er blevet monteret, og der er sat kakler op. Terrænet ved det nye vaskehus er ordnet, sovekammergesimsen er kommet. Trautner er i gang med badeværelset og har planer om at sætte radiator op. Ovnen bliver sat op i værkstedet,

Transskription

Kjerteminde 27-9-1917

Kæreste Alhed!
Det er da kedeligt at det er daarligere med Dig igen, men forhaabentlig bliver det ikke saa langvarigt, vær endelig forsigtig med at staa op. Hils Puf og Lysse og sig Puf Tak for Brevet i dag. Desværre fik jeg ikke Jagten, men der var ikke noget at gøre. Den dag der var Klapjagt havde de lavet et Konsortium paa 20 Medlemmer og skønt jeg fik opsnuset hvad de vilde byde og mit Bud var 50 Kr. over deres, jeg bød 500 Kr for Jagten Nord for Byen, løb de alligevel af med den. Der blev indgivet skriftligt forseglet Tilbud og Schriver der er Formand for Jagtudvalget havde sagt til mig at den højstbydende vilde faa det. Imidlertid kunde Markudvalget ikke blive enige og lod det gaa til Byraadet, der i et lukket Møde vedtog at Konsortiet skulde have det. Skønt det jo egentlig er noget Snyderi, maa man jo indrømme at der er flere der bliver glade ved Afgørelsen. Konsortiet bestaar bl.a. af Tvedskov tykke A P Rasmussen, Winther Maler Møller, Frandsen, Ove Smed, Johan Skomager Ville Sejde o.s.v. Jagten paa Feden fik Matthias Hansen, formodentlig for at blive fri for den Knalden uden for Vinduerne om Vinternætterne. I Dag har Knudsen stillet Skabet op under Trappen og sat Svingdøren i, den gaar fint. Taaning har sat Kaklerne op som jeg skrev om de ser meget bedre ud end i Forvejen, vi har sorteret dem og sat de bedste paa de bedste Pladser. Vi sætter saa alligevel Dagligstueovnen op der. De har begyndt at sætte Kokolitpladerne op. I Mrg ringer jeg til Ernlund. Trautners har endnu ikke ladet høre fra sig. Vangberg har været her i Dag og vi er begyndt at ordne Terrænet ved det nye Vaskehus. Sovekammergesimsen er kommen fra Calle og han skriver at Panelet er lige ved at komme. Bare du nu snart maa komme Dig. Tusind Hilsner til Jer alle 3. Hils Chr og Putte. Jeg er ked af det med Jagten for Lysses Skyld, men det kan jo ikke blive anderledes.
Din
Johannes Larsen
PS
Det er kedeligt nu faar Du jo ikke dette før Mandag. Jeg vilde vente og se hvad der kom med Posten og tænkte ikke paa at det er Lørdag.
JL.
Lige nu da jeg havde lukket Brevet kom Trautner, vi var rundt og saa paa det Hele. Han vil helst have Badeværelset helt færdigt med Fliser paa Gulv og Væg inden han begynder, saa der er jo Haab om at Du kan komme til at paase det alligevel. Han mente nok at det kunde lade sig gøre med at stille Radiatoren lodret paa Væggen inden for Sovekammerdøren. Han talte ogsaa om en Radiator i Badeværelset, den havde jeg ikke regnet med, men den kan vist godt være der. Han har købt sig en Motorbaad og Part i en stor Lystkutter som Winther har været i Kjøbenhavn og hente. De vil gerne have os derud til Middag sammen med Bøtterns naar Du kommer hjem, vi skulde nok blive hentet og bragt hjem i Bil. Hans Folk kommer og gør Ovnen i Stand en af Dagene saa jeg kan begynde at fyre i Værkstedet, her har nogle Dage været forbandet koldt. Ja nu maa jeg nok slutte og faa Brevet ned.
Din
JL.

Fakta

PDF
Brev

Da

Årstallet på brevet er svært læseligt, men det må være 1917, for ombygningen af Larsen-familiens villa på Møllebakken omtales grundigt, og den fandt sted dette år.

Larsen-familien er i gang med til- og ombygning af deres villa på Møllebakken. Det tidligere atelier på 1. salen blev omdannet til soveværelse, og der blev installeret badeværelse. I haven blev der bygget værksted/atelier til Alhed og Johannes Larsen samt vaskehus. Der blev sat kakler op omkring ovnen i Havestuen. Svingdøren gik(går) fra grovkøkkenet/entreen til anretterrummet ved spisestuen.
Kokolitplader: coccolit, kalkalger, er den vigtigste bestanddel i de op til to km tykke lag af kridt i Danmarks undergrund og under Nordsøen.

Kerteminde

Det kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien