1895-11-18

Erikshaab – 18/11 – 95

Kære Las! Vil De hilse ”Swanza”
Det var rigtignok forfærdelig pænt af Dem at skrive til mig, jeg fik Deres Brev i dag og jeg blev saa glad ved det. Og Tak fordi De vil laane mig Deres smaa Billedbøger og Karl Madsens Bog, som jeg ikke kender; ja Tak, det vilde jeg rigtignok blive frygtelig glad ved. Jeg skal nok passe godt paa dem og sende dem snart tilbage. Nu tror de naturligvis, at det alene er for Bøgernes Skyld jeg skriver saa snart – meget før Deres Fødselsdag! Det var da ellers godt, at jeg ikke lovede at skrive, om jeg saa kom op den Søndag, det kom jeg nemlig ikke; for tænk Dem den samme Dag, som De havde været her, blev jeg meget daarlig om Aftenen, og fra den Dag af begyndte jeg først rigtig at blive syg. – Men nu er jeg for Resten fuldstændig rask, alligevel skal jeg ligge over 8 Dage endnu, da Doktoren har faaet den fixe Idé, at jeg ikke maa komme op, før jeg har ligget i 7 Uger.
- Nej, hvor det dog glædede mig, som de skriver om Bortlodningen til Fordel for Kunstneren. Tænk hvor de bliver glade dernede, og hvor det er udmærket for dem, bare de nu snart kunde faa det at vide. – Men hør nu Las, hvor skrækkeligt jeg har baaren mig ad! Jeg er kommen til at fortælle Johanne det. Hun vilde saa gærne læse Deres Brev, og saa gav jeg hende det, uden at tænke paa Hemmeligheden. Hun kom jo med Spydigheder over min Discretion, og jeg gav hende strax nogle Klø som Forskud paa dem, hun skal faa, hvis hun siger det til flere. Hun er sikker nok, men det gør jo ikke min Synd bedre; Nu kan de da selv se, jeg er upaalidelig. – Det var dog vældig hurtig gaaet den Aften til Kjerteminde; Johanne og jeg vaagede det meste af den Nat, og Kl. 12 talte vi om, at De vist ikke var naaet hjem endnu. Det var et fælt Vejr. – Hvor jeg misunder dem, at De gaar paa Andetræk hver Aften – al den dejlig friske Luft! Uha Las hvor er det dog unaturligt og ækelt at ligge indespærret i 7 Uger og glo paa en grøn Væg. – Men hvis de tror, de faar mig til at være ”Reconvalecent”, naar jeg kommer op, saa tager de Fejl. (Jeg mener ikke Dem, men dem, nemlig Doktoren og hele min Familie med Mor i Spidsen). - - Nej Las, jeg husker ikke, at jeg benyttede Ordet ”Interesse”, da de sidst var hernede, og jeg kan heller ikke huske, hvad vi talte om, lige før De gik ned at spise. Men hvis jeg har forstaaet dem rigtig, saa mener de at ”Interesse” er et fælt lunkent ”Mellemord”, saa forbeholdent, at det næsten ingenting betyder. Og hvis De mener det, saa er jeg forfærdelig enig med Dem. Men De maa alligevel finde dem i, Las, tit at høre mig bruge det Ord, det passer saa godt i min Mund, at jeg ikke kan undgaa det. Ved alt, hvad jeg faar noget at gøre med i dette Liv, kommer jo akkurat saa vidt som til ”Interessen”, og saa ikke et Skridt videre. Det er kedeligt, - og mer til, - men det er jo gjort, det er mig selv, det gaar ud over. – Nu vil jeg skænke mig et Glas Rhinskvin (Brannerberger) som jeg har staaende i en lang indbydende Flaske ved min Seng. – Pause! – Skaal Las! Det er godt, jeg har dem at skaale til og skrive til, jeg er ellers alene hjemme; Pigerne ere i Odense og alle de andre paa Søbysøgaard. Saa her her er kun Pallam, der tilser mig hver anden Time og ”Trine” henne fra Hersted der giver mig Mad. – For lidt siden raabte Trine herop: ”Paludan! har De Ølkruset oppe paa Kontoret?” Men ”Paludan” frasagde sig det paa det bestemteste. - - Skaal nu drak jeg igen! det er en dejlig Vin, og jeg maa heldigvis ikke faa anden Slags. Hør Las kan de huske en Gang, vi drak Rhinskvin? Det var en Langfredag, vi havde været i Skoven en hel Del og saa tabte enten De eller Kunstneren et Væddemaal bestaaende af Postejer og Rhinskvin. Og kan De huske vi spærrede Gaden, da vi gik hjem og indfangede Byens skikkelige Barylere. Det var naturligvis P. mest. Den tovlige P., skal han nu ud og drukne i en Kano. Jeg ved for Resten ikke bestemt hvordan en Kano ser ud. Kan der være flere end en ombord? Kan man komme til at sejle i den til Sommer? – Det er dog forfærdeligt saa langt, det Brev bliver, men nu skal jeg ogsaa snart slutte. Det er sandt, jeg skylder Dem vist for Resten ogsaa Svar paa det Brev, jeg fik fra Dem i Italien, saa det er da kun et Ark for hvert af deres. - - Jeg skal nok hilse min Familie og sige Tak for de Gange, De var her i Sommer; som De beder om, men det er vel ikke Meningen, at vi skal betragte Deres sidste Besøg som et uigenkaldeligt Afskedsbesøg; med andre Ord, hvornaar mon vi ser Dem igen? – Men det er jo godt, De er flittig, lad mig se, De laver mange ligesaa kønne Akvareller, som dem, jeg saa i Sommer. – Det er vist et grimt kedeligt Brev, og saa tilmed saa sent at læse, fordi det er med Blyant. – Jeg glæder mig meget til Bøgerne! Tak fordi De vil sende mig dem! Farvel Las! Mange Hilsner fra Deres hengivne
Alhed Warberg

Adis sender Hilsen
Mange Hilsner fra Johanne