1905-03-15

[Håndskrevet på kuvertens forside:]

15/3. 1905
Frøken Johanne Warberg
54 Coolidge Str
Brookline
Mass.
U.S.A.
om det vidste han 3 mdr senere
[ulæseligt] ægteskab. – det [ulæseligt]
[Skrevet på kuvertens bagside:]
Goldschmidt
St Pauli Kyrko[gatan]
Malmø
Sverige.
Hvad hedder Sverige på Engelsk?

[I brevet:]
Malmø den 15de Marts 1905

Kære lille Junge! Du er dog en rigtig Snøbel – nu lægger jeg omsider min Brevdag om – til Onsdag for at kunne besvare dine Breve, der altid kommer Tirsdag – og så kommer der netop ingen denne Gang. Nåh - tak for det der skulde være kommen – og som måske blot er forsinket. - . I Dag er det altså, at Mornine drager af Sted – fra det slemme Amerika – til sit Hjemland, gid dog at Solen derovre skinner lige så varmt og forårsforjættende som her i Dag – og gid Mornine var opfyldt af Mod og Lyst overfor det, som forestår – og gid hun allerede nu – ved Rejsens Begyndelse – kunde læse alle de Breve, som vil vente hende i Christiansand – alle fulde af glade Velkomsthilsner; jeg formoder nemlig, at Mornine ikke er aldeles sikker på Stemningen herhjemme – i det mindste ikke for alle Sags Vedkommende. –
Nu skal Du høre lidt af Ugens Begivenheder – de er hverken mange eller store for Resten. Som jeg skrev sidst, rejste Alfred til Leipzig i Tirsdags – jeg fulgte ham til Kjbh., hvor jeg Dagen efter var så heldig at opleve Tuttes Piges Fødsel – jeg så hende nat. ikke, men var da altså strax à jour med Tingene. Jeg tog hjem med Færgen om Aftenen – var Kl 9 i Malmø, hvor Pigen Mathilde modtog mig. Jeg tilbragte derefter et Par meget stille – og hyggelige – Musikdage – dvs – øvede mig uendeligt – læste – og skrev. Om Lørdagen rustede jeg mig atter til en Kjøbenhavnstur – skulde nemlig modtage Alfred Søndag Morgen og vi skulde så til en Musik-matiné hos A.s Mor.
Jeg siger Farvel til Mathilde – og be’r hende gøre sig færdig i en Fart, så hun kan komme hjem og nyde Friheden – til Søndag Aften. Da jeg kommer ned til Havnen, opdager jeg, at der slet ingen Færge går – men derimod skulde Skibet gå om - ½ - en halv Time. Jeg gik resigneret om Bord, satte mig ind i en lille lugtende og iskold Kahyt – og kiggede mat ud over det mudrede Vand og det grå tilrøgede Malmø - - så kommer der èn ind – Mathilde! ildrød i Hovedet og yderst forpustet: der var kommen et Brev til Frun – og hun kunde se, det var fra Herrn – var bange, det var vigtigt – var styrtet af Sted strax – først til Færgen – der ligger ad Helvede til – og da der ingen var – så forsøgsvis til Skibet, var det ikke rørende! I Brevet stod, at de måske først kom hjem Tirsdag – men i en Efterskrift var tilføjet, at de dog sandsynligvis kom Søndag – (seneste Bestemmelse) Altså gled jeg. Ankommen til Havnegade, gik jeg strax op til Peder Skrams’[gade] hvor Huset flød med Forberedelser til Festen. Johanne var ene – jeg fik hende med ud et Par Ærinder; Øsregn var det – men mildt og yndigt – en rigtig Forårsregn kan være så bedårende – ikke mindst fordi man betænker, hvor Solen vil gøre Vidundere efter Regnen; - da vi kom ud på Kongens Nytorv, var der Flag alle Vegne – det så så kønt ud i al Gråvejret – og jeg syntes med èt, at Kjøbenhavn dog var svært festlig. – Siden en lille kunstig Middag midt i alt Rodet i Svigerhuset – man snakkede kun om det forestående – ret storstillede Halløj. - . Så gled jeg atter ud i den friske Regn; gik til ”Pølse Levin” (Jøden) og købte Fourage – derpå gennem Jorcks Passage forbi Frue Kirke og Universitetet – der begge frydede mig at se på – og gennem det lille morsomme – hyggelige Fiolstræde – til Pan, hos hvem jeg efter Aftale skulde logere. Pan sad i Varme og Hygge og ventede mig. Vi snakkede og røg godt; - senere nød vi et mægtigt Aftensmåltid – Panhavde Grøntsager – jeg Pølser – desuden en Masse koldt Bord og Snaps – Pan og jeg er kommen ind på at
II
solde med Mad sammen! Ovenpå det store Måltid faldt vi atter i Snak til en Cigar - men blev dog meget hurtig søvnige og besluttede at gå i Seng; Pan gik ind i Sovekammeret – og da hun blev mig noget længe borte – hun redte ikke Seng til mig, for Lagnerne hang endnu ved Kakkelovnen - så anede jeg Uråd og gik derind – ganske rigtig: Pan der vèd min Tilstand, havde redt til sig selv på Jernstellet og skulde nu til at ordne sin gode Træseng til mig – og Du begriber let, hvorfor det hele var - : Pan, der er uhyre optaget af at skulle have Mornine – og ikke mindst fordi, fordi Mornine er således i Stand – Pan vilde naturligvis vide, hvorledes en Dame under sådanne Forhold kunde sove i Pans Seng – jeg kom til at le så heftigt, at Pan – skønt først flov – til sidst måtte le med. Se, det var jo også en Art Prøveklud! – Resultatet var ellers, at en sådan Dame kan sove fortræffeligt i den gode Seng. Næste Morgen – Søndagen Morgen – oprandt med Sol i Stuen og godt Humør i Sengene. Pan lempede Kaffen – som vi derpå indtog på Sengen – med Passiar og Cigar bagefter. Vi snakkede ellers med [”med” overstreget] om Vilhelm –
- med hvem vi ikke kan fatte –
- at Tutte sig gider befatte –
- Om ham vi bryder os da’tte
- Så meget som en Kaffe –
osv
Kl 9 drog jeg af – pr Sporvogn til Hovedbanen, hvorfra jeg halsede i strakt Løb nu til Ankomsten – meget optændt af Sol – og anden Glæde.
Vendte slukøret og ene tilbage. Alfred var ikke med.
Tog så den pludselige Beslutning at tage til Magisterens.
Deroppe dumpede jeg ind i det yndigste lille Familiesceneri – Magisteren gik og så smuk ud – Lugge småviskede – den lille stod i sin Vugge – hoppende og pludrende af Livsmod og Fornøjelighed – og Stuerne var duftende og søndagsrene.
Vi havde det så dejligt – vi røg – og drak små røde Snapse; Magisteren snakkede! de var begge så henrykte over atter at have fået Magisterens Stue – den Logerende er jo rejst.
Så gik jeg et lille Hils til Mor – de havde travlt – skulde have Middag Kl 1. Jeg traf Pan der, og vi fulgtes så op i Kvindernes Køkken, hvor vi sammensatte os en fortrinlig lille à la carte Middag. Pan fulgte mig lige til Peder Skramsen, hvor vi skiltes.
Deroppe herskede vildt Jødehalløj – de nærmeste var kommen og lavede et mægtigt Spektakel. Hele den store Spisestue var ryddet – og indrettet til lutter Siddepladser [tegning] – i Halvkrese – langs Væggene stod små Borde med Masser af Konfekter – samt Drikkevarer. Fløjdørene til Dagligstuen var løftet af – pænt i Døråbningen hang en vældig – dekorativt udstyret – Plakat med første Nummer. af Programmet (hver Gang et Nummer var endt, blev den yderste Plakat trukken ned – og derunder sad så det næste osfr.) I Dagligstuen sad langs Væggene de gallaklædte Optrædende: Fru & Frk Plaut (Sang) Frk Bendix (Violin) Johanne G (Sang) Frk Lina Levin (Sang) Fru I. Abraham (Violin) Hr Svend Hertz (Violoncel) Fru Goldschmidt (Klaver) Da alle var samlede, trådte en ung, smuk Herre frem for Publikum – han var iført Kjole og hvidt – havde stort brusende Kunstnerhår (à la Anton Svendsen) sorte Moustacher og Fipskæg – Pincenez; han fremsagde en lang vittig Monolog (af Fru Goldschmidt) – der gjorde stor Lykke. (Herren var naturligvis Johanne.) Derpå fulgte Numrene Slag i Slag; alt meget vellykket – men desværre var jeg temmelig adspredt – af Skuffelse over Alfreds Borteblivelse. Efter Servere [”Servere” overstreget] Musiken serveredes Te og Kaffe – ved mange fint dækkede Borde – der i Hast skød frem
III/
alle Vegne – og med en uendelig Masse fint Jødebagværk til. – Men tænk – hvor underligt at lave sådan Fest, når Faderen er borte; hvilken Ruin bliver dog ikke de fleste Ægteskaber til; da Tusinde Gange hellere gå sin Vej i Tide – end leve sit Liv på Stumperne. Og Børnene – dette evige Spørgsmål, der altid er i Vejen; men Junge, mon dog ikke Børnene står sig bedre ved, at Forældrene lever deres Liv rigt og helt! hvad kan det hjælpe, at hver Slægt forkludrer sig for deres Børns Skyld – når så Børnene atter forkludre sig for den næste Slægts Skyld –os.fr i én Uendelighed. Nej, Ulykken er nok den, at Reformen stadig lader vente på sig; er først Flertallet klar over det bundne Ægteskabs store Mangler – dets absolute Ufuldkommenhed – så findes også en Plads – en Udvej for Børnene; under de herskende Forhold må Spørgsmålet om deres Skæbne naturligvis forblive ubesvaret. – Jeg er nu gift – og kan tale lidt mere erfarent med om den Ting – og jeg siger Dig, at den eneste Fare jeg føler for mit Ægteskab – det er denne, at jeg er bunden; den der af Naturen er fri, kan aldrig blive bunden. Åh – min Hjerne formelig klør efter at kunne give sig i kast med den Opgave at finde en Udvej; men for at kunne tale om Sagen i Almindelighed, skal man kende meget – have levet meget – og – måske også have læst meget. En usalig Lyst er det for mig – jeg har ikke Evnen; og dog er det min bedste Glæde at finde Udtryk for en Tanke, der uden fast Form har ulmet længe i Hjernen. Inspirationens Nådegave blev mig nægtet, Junge – eller måske er min Tid ikke kommen – jeg vokser jo endnu – heldigvis! for det er godt at kunne se tilbage i Overbevisning om, at Tiden dog bragte Vækst – Udvikling. - . Måske har alt dette ingen Interesse for Dig, lad mig derfor hellere se at få en Slutning på ”Begivenhederne”. Jeg slap nok Tråden ved Matinèen. Medens alle endnu var i fuld Gang – lejrede om de dækkede Borde – snakkende af fuld Hals – mer og mer støjende – så listede jeg stille og ubemærket bort. Det var på høje Tid, da jeg vilde besøge Tutte – der er officiel Modtagelse kl ½ 4 – 4 – og den var over ½ 4. Da jeg var gået igennem Søjlegangen ved det kgl Teater og kom ud på Kg. Nytorv – der lå badet i Solskin – søndagsforladt og stille – så huskede jeg pludselig på, at jeg ikke anede, hvor Fødehjemmet var. I en Kiosk fik jeg da fat i en Vejviser – og fandt deri ”Schou og Bilsteds” Klinik i Allègade. Derud kørte jeg da - og bad dem sige mig, hvor Fødehjemmet lå (det er nemlig også deres). Det lå på Lampevej, og snart efter slap jeg ind til Tutte; hun lå nok så pænt i en stor Stue, hvor hun tilfældigvis var alene. Pigen kom op og gjorde ved, mens jeg var og det var virkelig en ganske ualmindelig køn og appetitlig lille Pige (for Resten vældig stor) og så havde hun det største og tætteste Hår, jeg endnu har set på nogen nyfødt.

Tutte havde sin Fornøjelse af at frisere hende med en lillebitte Børste. Vilhelm kom, mens jeg var der; han var helt rørende glad ved den lille Pige og gik længe med hende på Armen. –
Jeg tog derfra ud på Dosseringen, hvor Mor havde bedt mig komme og spise en god Aftensmad. Siden fulgte Mor mig ud til Færgen. Der var så mange Folk med – og flere berusede – så jeg turde ikke gå den lange Vej herud, men tog en Droske. – I Går ankom så Alfred – det var meget festligt – han var fuld af Snak og Oplevelser fra Rejsen; havde også nogle dejlige Bøger med til mig; det er dejligt at have ham hjemme igen – det giver en anderledes Glans over Hverdagene, end når man går alene.
Nu Slut for denne Gang – jeg skal nok være god til at skrive, nu Du er ene.
Ungen har det mest godt – hun forholder sig forbavsende stille – hvis jeg ikke bestandig videde mig ud i Liv og Bryst, så skulde jeg tro, at der ingen var – hun er nu 7-9 Ctm. lang – har Fingre – Tæer – Negle – Hale! Om
[Skrevet på hovedet øverst på side 1:]
en Måned kan det ses tydelig, at hun er en Pige (hvad jeg helst vil have – ganske på Trods af, at Alfred helst vil have en Dreng – men hvad i al Verden skal jeg gøre med en Dreng??
Din Dis