21. februar eller marts 1891

Kære Alhed!

Skønt jeg lige har skrevet et meget søvndyssende Brev og har en Spektakkel inde i mit Hoved, så skal du dog have Beretningen om min sidste og mærkeligste Bedrift til Bejset henhørende. Jeg forudskikker den Bemærkning, at jeg Lørdag d. 21de ds. rejser til 1) Frørup 2) Sludegd. hvor jeg vist bliver en halv Snes Dage i det hele. Der og i Løbet af den Tid kan et Brev træffe mig med dine Hjærteudgydelser angående Gescheckten; skriv endelig mens jeg er der.
I Fredags skete Katastrofen. Endnu i Søndags var Tante Mimi tavs og kold. Den Eft. gik jeg et Vip ned til Erikshåb, Amstrup var der og skulde lige til at gå hjem, jeg fulgtes med ham og Pallam, de bød mig med til Kroen på et Glas sv. Banko. Jeg sagde selvfølgelig ikke nej, vi stak der ind og sad meget rart og gemytligt i Kroen og min Sandten, efterhånden gled der 1/2 Fl. Banko i hver af os!! Så fulgte Pallam videre med Amstrup og jeg joskede hjemad, men mere og mere blev jeg "løjerlig ejen i," dog ikke mere end at kunde følges med Onkel Syberg op ad Alléen og beklage mig over min slemme Hovedpine. Men jeg kulminerede, da jeg i Kontoret så Tante Mimi og Mor sidde og tale Alvor. Så kendte jeg på mig selv, at Øjeblikket var der, og støttet til Gyngestolen sank jeg blidelig om og Mor og Onkel Syberg halede mig hen på en Stol. Om jeg virkelig var lidt borte, ved jeg knap, megen Bevidsthed havde jeg dog ikke; men jeg mandede mig op, gik ind og skænkede The og spiste med; men så gik jeg over i Seng, sagde, at ingen måtte komme over til mig, jeg låsede min Dør. Nu gjaldt det om, at Pallam ikke røg hjem og fortalte om vor Krotur, så såre jeg var bleven ene tog jeg mit lille bitte mørke Sjal om mig og af Sted ud i den månelyse Nat på 16⁰ Kulde. Jeg gennem Sallinge - ingen Pal, så måtte han jo være på Ensomhed, jeg til Ensomhed og fik med mange Anstrængelser Porten op og rendte ned i den ganske lyse Gård og hen og kikkede ind ad Spisestuevinduerne, der sad Tant Visse i Sofaen, men hun må have hørt mig gå, for hun stirrede hen imod mit Vindue og i det samme begyndte Flora at gø. Så kan det nok være, jeg fik Fart på og kom ud af Gården og op ad Vejen. Men næppe er jeg kommen et lille Stykke, før jeg hørte Mandfolkestemmer bag mig! Altså har T.W. alarmeret Karlene, som nu forfulgte mig. Jeg var færdig at styrte, sådan rendte jeg, iskold var jeg, Sjalet fløj om mig, og at jeg havde Arme kunde jeg ikke føle for Kulde. Endelig holdt de da op at forfølge mig, og jeg kom godt og vel hjem igen og ind i Seng. Men endnu har jeg ikke rigtig forvunden den Nattetur i 16⁰ uden Tøj. Næste Dag tog Mor mig [fortsætter side 1, øverst:] for: jeg var da ikke forlovet med Holst, hun havde set en Mistanke på Tante Mimis Ansigt!!!! Hvad byder du - ! Men Følgen af den Besvimelseshistorie er, at Tant Mimi kom til Erkendelse af, at hun havde været for stræng, jeg var jo ikke dum men sagde, at det var af at spekulere over det. Er den Historie ikke god, må jeg spørge? Holst begreb ikke, hvor jeg fik Mod til den Rendetur til Ensomhed! Skriv nu snart din Mening om alt dette. Delagtiggør Brandt i de to sidste Breve. Hilsen Chr.