Menu

Fynboerne

1892-1893

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Det øsregner. Alhed Larsen blev om lørdagen modtaget på banegården af en masse venner. Søndag var de på Vartov. Emil Brandstrup kom og fortalte om sin rejse. Alhed Larsen gik derefter til sine bedsteforældre for at spørge, om hun skulle hjælpe med noget.
Johanne Oppermann og Frk. Smidth er begge i Italien med deres brødre. Alhed og deres fælles rejse blev således ikke realiseret.

Transskription

Kære Mor!
Nu har Thomas lige været her og siddet og sludret en Timestid; af den Grund maa jeg nu ruppe mig for at naa at faa Brevet hen i Postkassen, jeg kan ikke godt gaa paa Banegaarden med det, da det pjaskregner. Gid det dog snart vilde blive lidt godt Vejr, det er saa utaaleligt at gaa omkring i det Sjask, og meget har jeg da heller ikke været ude endnu. – Paa Banegaarden i Lørdags blev jeg modtaget af lille Thorvald, Brandt, Christine, Laders og Thomas. Lille Th. gik med hjem og sad og passiarede nogle Timers Tid. – Søndag Morgen gik vi til Vartov, hvor vi jo traf en Del af Foreningens Medlemmer. Molle var der ogsaa, hun gik med her hjem til Frokost. Da vi lige var færdige med Frokosten, kom Onkel Emil; han havde det helt godt, og ["og" overstreget] var saa livlig og behagelig og fortalte en hel Del fra sin Rejse. Han mente, at Bedstemoder ikke vilde have mig til Hjælp, men sagde, at vi kunde jo selv komme ned og spørge om det. Da vi havde spist til Middag, gik vi saa derned. Men ganske rigtig, Bedstemoder vilde ikke have det mindste med min Hjælp at gøre, hun vilde helst være fri. Der var slet ikke noget at stille op med hende. – Kransene var komne til rigtig Tid, men Bedstemor havde strax sendt dem hen til Datteren og ikke set efter, hvem de var fra. – Hun var for Resten i helt godt Humeur, derimod var Bedstefader simpel og meget sløv. – I Dag har jeg været inde hos Syjomfruen, jeg faar min Kjole paa Lørdag. I Morgen Kl. 11 skal vi hen til Thomas sammen med Molle; derfra gaar jeg saa ud til Fabriken – Det glæder jeg mig ikke videre til; Opper er jo i Italien sammen med sin Broder, Smidth ligesaa med sin Broder. Vor Fællestur derned blev nok desværre aldrig til noget. –

Nu maa jeg slutte. Bodil har det bedre. ---

Mange Hilsner til Eder alle fra Chr. og Din
Alhed.
[Skrevet på tværs øverst på s1:]
Rimse var paa Banegaarden, hun havde sit Portræt med til mig. – Hun havde ogsaa et Portræt fra Studenten som Soldat samt et lille Brev, hvori han ærgrer sig over at han var i daarligt Humeur ude hos os.

Fakta

Brev

Da

Brevet er udateret. Alhed Larsen bor i København - formodentlig sammen med søsteren Christine. Årstallet er således 1892 eller 1893.

I perioden 1892-1893 boede de tre søstre Alhed, Christine og Johanne sammen i en lejlighed (Waldemarsgade 30) i København. Alhed Larsen arbejdede på Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Emil Brandstrup led af tuberkulose.
Alhed Larsens morfar var dement.
Alhed Larsen kendte flere, der hed Bodil, så det kan ikke afgøres, hvem Bodil i dette brev er.
Det er uklart, om Frøken Smidths bror var maleren Hans Smidth.

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2194

Nej

Testamentarisk gave fra Laura Warberg Petersen til Østfyns Museer