Fynboerne
1906-10-16
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Larsen har malet inde, da vejret er råt.
Johan Rohde har lovet at ekspedere træsnit videre, når han hører fra Grønvold. Rohde har været ude at rejse og mødtes i udlandet med Philipsen.
Lysse kunne ikke spise sin grød, fordi han havde fået havregrød, som Puf havde kogt på sit komfur. Amanda havde spist pandekagerne, så Johannes Larsen fik hvedebrød.
Larsen har skrevet til Brandt efter kasser og til Schou efter billeder.
Transskription
Kjerteminde 16 Octbr 1906.
Kæreste Alhed!
Endelig i eftermiddag ankom Dit Brev fra i Søndags, efter Poststemplet var det afgaaet fra Malmö Kl. 5-6 i Gaar, Du maa vel altsaa have gaaet med det i Lommen ca et Døgn, men selvom vi trækker det fra er det jo ingen imponerende hurtig Postgang. Jeg synes ogsaa at Dis skulde se at gøre noget ved det, men nu er det vel forhaabentlig vel overstaaet. I Dag har jeg malet inde hele Dagen da Vejret var raat, med regn af og til. Rohde skriver og takker for Træsnittet og lover at expedere de andre videre naar han hører fra Grønvold der for Tiden er ved at flytte Tyrol til Berlin. Rohde og hans Kone boede i Hôtel du Senat og var glade ved det, de kom en Del sammen med Philipsen dernede, de glæder sig til at se os og tale om Paris. Puf plager, han vil ind og spise, der er serveret, de spiser sammen med mig efter deres Grød. Saa nu har vi spist, Lysse var saa mæt at han ikke kunde spise sin Grød fordi han havde spist Havregrød som Puf havde kogt paa sit Komfur. Puf havde spist sin Grød og kunde ikke mere, men blev blev dog saa sulten at der gled en halv røget Sild. Jeg fik en lille Kop daarlig Kaffe og Hvedebrød og Syltetøj Hindbær i Anledning af at jeg forlangte kolde Pandekager, som Amanda havde spist, Syltetøjet havde den Virkning at Lysse kunde spise sin Grød, da han fik lidt i Smørhullet, men Puf var saa mæt af Silden at han ikke kunde spise en Skefuld Syltetøj. Jeg har skrevet til Brant efter Kasserne og skriver til Schou efter de 2 Billeder. Ja nu maa jeg slutte Rasmus Petersen kom og sad og snakkede ½ Times Tid han er nu gaaet, men Børnene er meget søvnige og Amanda skal af Sted med Brevet. Mange Kys og Hilsner fra os alle 3
Din
Johannes Larsen.
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Alhed Larsen er i Malmø hos søsteren Astrid Ingeborg f. Warberg (Dis).
"Dis skulle se at gøre noget ved det, men nu er det vel forhaabentlig vel overstaaet": Astrid Ingeborg f. Warberg (Alheds søster, Dis) fik sit barn nr. to, Adam, i 1906, og det er formodentlig dette, der refereres til.
Holger Grønvold
Amanda Heinesen
Andreas Larsen
Johan Larsen
Rasmus Petersen, Gartner
Theodor Philipsen
Johan Rohde
Karl Schou
Astrid Warberg-Goldschmidt
- Malmø
- Tyrol
- Berlin
- Paris
Det Kongelige Bibliotek
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien
Omtalte genstande
Johannes Larsen har sendt nogle træsnit til Johan Rohde.