Fynboerne
1914-03-06
Afsender
Johannes Larsen
Modtager
Alhed Larsen
Dokumentindhold
Johannes Larsen beder Alhed sende billeder - navnlig fra Snave og Sprogø - til Rasmus Nielsen.
Banken har bedt om 3000 kr., som er halvdelen af købesummen for et hus ved møllen.
Johannes Larsen maler et billede af Kirkeby Kro, to af svaner og et af rensdyr. Billederne bliver aldrig ret gode i begyndelsen af forløbet.
Til Den baltiske Udstilling overvejer Larsen, hvad han skal sende.
Johannes Larsen beder Alhed om en del tjenester: få forsålet et par sko, sende korksåler og sende rentryk fra Trækfuglene.
Transskription
Kirkeby Kro 6 Marts 1914.
Kæreste Alhed!
Tak for Brevet i dag. Mit Tel. No er ”Henne 4.” Du skriver ”jeg har ikke anmeldt til Charlottenborg, saa kan jeg sende 3-4, jeg antager at dette refererer sig til Kettys Brev, og at Du mener ind til Rasmus Nielsen. Ja Du kan jo ogsaa godt sende 3-4 eller 5 af mine men tror Du ikke at Du kan tage nogle ud selv, det er saa vanskeligt for mig, naar jeg ikke kan se Billederne, f.Ex nogle af Snave og Sprogø Billederne, Du kan se Priserne i Katalogen fra W & M. som Du kan finde i den lille Rejsepult under Bordet, men pas paa den ikke bliver borte. Hvad mener du om Kæmpehøjen, Gaarden paa Sprogø Udsigten over Revet det lille Fyrtaarn eller hvad Du nu kan finde paa, blot ikke stenen eller Kystbilledet fra Snave (Solskin), Graavejret maa Du derimod godt sende. Jeg vedlægger Kettys Brev for Adr. Skyld. Jeg havde Brev fra Banken de vil have 3000 Kr. fordi de ikke har faaet den sidste Halvdel af Martinussens Købesum for Huset ved Møllen, som jeg jo aldrig har lovet dem noget for contant men derimod hvad vi fik i Sidehuset og Møllen. Jeg har skrevet til Dahlerup og H. M[ulæseligt] derom. I Dag kom der anmeldelse paa Cyklen. Det har regnet i Formdg og jeg har staaet inde og malet et Billede af Kroen, for øvrigt har jeg malet 2 Billeder af svaner og et med Rener, der er vist ikke videre ved dem, men jeg faar nok lavet noget bedre naar jeg kommer rigtigt i Gang, her er nok at tage af. I Eftermdg har jeg været en Tur med Martin Haahr ude i Landskabet i et pragtfuldt Bygevejr. Du skal ikke være ked af at der ikke er noget videre ved det jeg har lavet, det har der jo aldrig været ved det jeg har lavet i Begyndelsen, for øvrigt er de vist ret salgbare. Jeg har det bedste Haab hverken paa Sprogø eller eller i Snave havde jeg den Tro til at skulde faa lavet noget godt som her, det kan jo være det bliver en Skuffelse men den Tid den Sorg. Jeg har det udmærket og er raskere end jeg har været hele Vinteren og stærkere og mit Hold over Lænden som jeg har gaaet med siden i Efteraaret er nu væk. Jeg spiser 4 Æg om Dagen. Kl. 8 Mrg 2 blødkogte Æg, koldt Bord og Kaffe og Honningmad. Det er noget sent at Du lader mig vide at det er Elles Fødselsdag i Dag men jeg kan jo godt skrive en Lykønskning som hun vel saa faar paa Søndag. [Ordet indsat over linjen] Til Den baltiske Udstilling havde jeg tænkt at sende Fjorden eller det store Snavebillede, men jeg kommer i Tanker om at de jo var i Göteborg, saa er det jo ikke værd at bruge dem igen i Sverig og den samme Fejl har jo Paafuglene der var i Stockholm, men lad os nu se der er jo god Tid og jeg gider egentlig ikke ret godt spekulere paa Udstillingen nu jeg skal til at arbejde, det er jo dog vigtigere at faa noget bestilt og mere spændende. Nu kommer der en Del Ærinder: vil Du faa Skomager Bom til at sætte nogle Hæle under de gule Sko af Kais der ligger paa Loftet, helst nogle bredere end dem der er, og sende dem herover og vil Du bede ham sende mig nogle Halm og Korksaaler som dem jeg har 3-4 Par saa jeg kan have et Par til hver af Træskostøvlerne og Træskoene dem jeg har med er næsten slidt op, dem maa han helst sende med det samme hvis det tager nogen Tid med Skoene. Vil Du sende mig Rentrykkene af ”Trækfuglene” de ligger paa mit Bord, Du ved nok dem jeg fik efter Haanden, jeg vil ikke have det færdige Expl. herover at svine til. Ja jeg synes der var saa meget men nu er det ligesom det begynder at stoppe maaske finder jeg paa noget til i Mrg. Mange Kys til Dig og Puf og Lysse, jeg holder forfærdelig meget af Jer. Du maa endelig ringe mig op hvis der er noget Du vil spørge om. Jeg er her altid fra 6 Aften og Telefonen er aaben til 8 men det lader til at det tager fra 5/4 til 1 ½ Time at faa Forbindelse.
Din hengivne
Johannes Larsen.
P.S.
Jeg tænker at jeg skriver til Niels Hansen at han kan snakke med Baronen der jo er i Kjøbenhavn for Tiden.
Fakta
PDFDa
Dateringen fremgår af brevet
Johannes Larsen er ved Filsø for at male. Det var hans første maleophold på stedet (i 1913 var han på lokaliteten for at gå på jagt), som han siden opsøgte mange gange.
Martinussen og købesummen: Johannes Larsen fik i 1913 bygget nyt hus til møllerfamilien ved Svanemøllen lige over for hans og Alheds hjem. Den tidligere ejer af grund og bygninger hed ikke Martinussen, så det er uklart, hvem han var.
Et billede af rener: En velhaver importerede omkring 1914 en flok rensdyr og en samefamilie til pasning af dem, da han ønskede at lave rensdyrfarm ved den jyske vestkyst. Projektet mislykkedes totalt, da dyrene døde.
Rentryk af Trækfuglene: Johannes Larsen havde i 1914 netop illustreret Radeerforeningens nytryk af St.St. Blichers trækfuglene - En Naturconcert.
Ludvig Dahlerup
Niels Hansen
Martin Haahr
Andreas Larsen
Johan Larsen
Peter Magnussen
- Martinussen
Kai Nielsen
Ketty Nielsen
Rasmus Nielsen, København
Ellen Sawyer
Fritz Syberg
Viggo Winkel
- Charlottenborg
- Henne Kirkeby
- Snave, Kerteminde
- Sprogø
- Göteborg
Det Kongelige Bibliotek
Nej
Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien
Omtalte genstande
Johannes Larsen har stået indendørs og malet et billede af kroen samt to billeder med svaner.
Det er uklart, hvad billedet "Fjorden" er for et.
Rentryk af Trækfuglene: Johannes Larsen illustrerede en ny udgave af St. St. Blichers Trækfuglene med træsnit.