Fynboerne
1904-06-14
Afsender
Astrid Warberg-Goldschmidt
Modtager
Laura Warberg
Dokumentindhold
Det er 14 dage siden, at familien vinkede farvel til Laura Warberg i Frihavnen. Astrid håber, at rejsen er gået godt.
Lige før sit bryllup opdagede Astrid, at de manglede Alfreds fødselsattest. Rabbineren var bortrejst og rådhuset lukket. Hun mødtes med Brønsted-familien og Johanne på banegården og spiste selv hos sine svigerforældre. Alt kom i orden, så hun og Alfred næste dag kunne blive gift. Johanne kom for at pynte hende om morgenen, og brudekjolen kom i sidste øjeblik. Man spiste en dejlig frokost, og derefter kørte de i karet til rådhuset. Hjemme hos svigerforældrene igen var der sang og klavermusik, og de fik kage og champagne. Derefter tog Alfred og astrid til Helsinge og Tisvilde, hvor de blev et par dage.
Astrid remser bryllupsgaverne op. Alfred købte takkekort, mens Astrid besøgte Fru Hendrik. Bagefter købte de kaffe- og spisestel på Porcelænsfabrikken og gik i Bræddehytten i Tivoli, hvor de mødte Fritz Syberg.
Brudeparrets nye hjem er dejligt, og Astrid og Alfred nyder tilværelsen.
Transskription
[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Mrs.
Laura Warberg
(chez Dr. Eastman Sawyer)
244 Columbia Road
Dorchester
Boston
Mass.
U.S.A.
Med blyant: (A W. 1939)
[På kuvertens bagside:]
Afs.
Astrid Goldschmidt
Kastanievej 13
Charlottenlund
Denmark.
Europe
[Poststempel]
[På tværs:]
6 dol
1 -
1 -
2 -
1 -
[I brevet:]
Kastanievej 13, Charlottenlund
14 Juni
Kære Mor! Nu er der gået præcis 14 Dage, siden Du rejste, så Du er forhåbentlig nu lykkelig og vel ankommen til America – og da i en god Forfatning! For Resten kan jeg slet ikke begribe, at det ikke er længere Tid siden, vi stod ude i Frihavnen og viftede til Dig – lige til Skibet var helt borte – og Du forlængst måtte have tabt os af Syne – ligesom vi heller ikke længere så Dig og de røde Roser, der i det længste lod os vide – hvor Du var blandt dem alle. Nogle Dage efter fortalte Sidsel, at hun havde været ude i Frihavnen for at tage imod en del hjemvendende Amerikanere – og de havde sagt, at der havde været blikstille over Atlanterhavet - det glædede os alle meget at høre for så har Du nok haft stor Glæde af Turen – og har kunnet nyde alting – og vi kan da glæde os ordentlig til Dit første lange Brev! – Lad mig begynde med at takke for Dit Telegram fra Kristiania det kom som en yderst kærkommen Hilsen lige til mit Bryllup; om denne Fest vil jeg iøvrigt sige, at den var i alle Måder vellykket – jeg var så glad og befandt mig så vel deroppe hele Tiden. Du har vel hørt det uhyre kunstige – at vi først Dagen før – Torsdag Eftermiddag, fik afgjort, at Brylluppet kunde finde Sted om Fredagen! Da jeg Torsdag Morgen kom op på Rådhuset med alle Papirer – som jeg troede nu endelig var i den mest fuldkomne Orden – så siger Manden deroppe til min store Rædsel – at han de andre Dage ganske har overset, at der manglede et vigtigt Papir – Alfreds Fødselsattest (anvendt til vores Dåbs’ do) Jeg stivnede formelig – da jeg strax huskede, at deres Rabbiner var bortrejst og at Jødekontoret var lukket undtage mellem 5-7 Eftmd – og på Rådhuset lukkes Kl 4! Jeg gik sporenstrengs hen og telefonerede i håbløs Extase til Alfred – og overlod det hele til ham.
Om Aftenen (Torsdag) gik jeg på Banegården, hvor jeg traf Magisteren og Fam. Vi modtog Junge – og jeg sagde hende, at først næste Morgen kunde jeg sige bestemt, om Brylluppet kunde blive af. Junge vilde nemlig på ingen Måde med op til mine Svigerforældre. – Så gik jeg derop alene og vi havde en umådelig hyggelig og festlig Aften – et fint Aftensbord – med dejlige Roser ved min Kuvert! I øvrigt var der slet ingen Fremmede; på Gr. a. Svigerfars Sygdom var den egentlige tiltænkte Festlighed opgivet – vi skulde ellers alle have været på Café – hvilket man synes at sværme meget for. Men jeg var meget glad over Udfaldet – dels fordi jeg altid synes man kan have det friere og hyggeligere hjemme – og dels fordi jeg var frygtelig træt af de sidste Dages uafbrudte Traven om til de forskellige. Men jeg glemmer at sige – at Alfred modtog mig med den Besked, at nu var alle Papirer i Orden – og Brylluppet kunde finde Sted næste Dag. –
Jeg havde bedt Sidsel lade mig sove længe Fredag – og jeg sov da lige til Kl 9 – så fik jeg Kaffe på Sengen og stod op i Ro og Mag. Alt var færdigt, så jeg havde andet at gøre end roligt at afvente min Trøjes og min Kjoles Ankomst – begge var lovet til Kl 9.
Så kom Junge for at ”pynte mig” – men der var jo ingen Materialer at virke med – vi fik os da en alvorlig og hyggelig Snak; så kom Ta Mis med en ganske dejlig – stor grøn Keramikvase til mig [Tegning] der kan sættes Lampe på om Vintren. Det var rasende pænt af hende – så kom Grethe – smilende og gratulerende midt i sin egen store Strid. Men hvad der ikke kom – var nat. Tøjet. Endelig – lidt pr 10 ½ ringede Trøjen – den sad glimrende – og blev almindelig rost – først ¼ før 11 – kom Frk Svenssen pustende og rystende med min Kjole – samt Lugges! Vi sendte hende da expres til Forchhammersvej – hun mødte dem undervejs – og de tog Kjolen i Barnevognen og Lugge klædte sig på i P. Skramsgade.
Nå – min Kjole passede udmærket (nat. manglede de halve Hægter!) og de roste også den meget.) Så gled vi alle hen til Sporvognen (Dede var inviteret med dem af Fru G – men han undskyldte sig,) hvor de andre tog Afsked; kun Junge og jeg fulgtes ad – til Kongens Nytorv; så gik Junge hen at købe en Brudegave – og jeg hen i Magasin du Nord, hvor jeg var så elegant og silkeknitrende – at alle sagde ”Frue”-!!! Nå, jeg havde nogle
II) Ting at købe, som skulde med på Rejsen. Så sejlede jeg op i Brudehuset - hvor Feststemningen strax slog mig imøde, så snart jeg trådte ind.
Magisterens og Abrahams’ var kommen – strax efter kom Junge – to af Fru Goldschmidts Søstre samt en Fætter til Alfred (og god Ven). I alt var vi 14. Så kom vi ind til det fineste og festligste Frokostbord, jeg nogen Sinde har set – et Væld af Blomster alle Vegne – de fineste slebne Krystalting – mørke grønne Rhinskvinsglas – fint sachsisk Porcelæn o s v. Vi satte os til Bords – ved Alfreds Kuvert lå en Myrtebuket – og ved min – en rigtig Myrtekrans! Jeg blev meget rørt og glad. Så sagde Alfred, at jeg skulde se indeni Servietten – han havde lige selv i sin Serviet funden et hvidt Silkelommetørklæde med Navn syet af hans Mor. I min lå et henrivende lille Kammerdugslommetørklæde – med en håndsyet Blonde om – og et fransk AG. Broderet af Svigermoder. Var det ikke rasende pænt!
Skønt Brudepar, som vi var, og trods al Hæder og Sindsbevægelse – var vi dog begge mægtig sultne – og deres fortræffelige ”cocher” Mad smagte storartet – vi fik en varm Ret i en Slags Butterdejstærte med Fisk i – Champignonsauce til. Dertil Rhinskvin og smukke Taler – både af Svigermor og af Ernst. Derpå et overdådigt koldt Bord – sidst Kaffe. Lugges lille Pige og Ingeborgs do Dreng – underholdt hinanden i Johannes Værelse – passet af en Kone.
Så holdt Kareten for Døren – og vi kørte – Svigermor – Junge – Magisteren – A og jeg.
Vi var omtrent de første, der kom ind – og vi var alene!) ingen fremmede blev viet samtidig.
For vores Pårørende var der naturligvis. Det var meget højtideligt – og meget smukt.
Så kørte vi hjem. Lad mig dog fortælle Dig, at vi kørte i en elegant Wienerlandauer (som vores hjemme.) med Galla Kusk og Heste – det kostede 4 Kroner og Kusken fik 1 Krone i Drikkepenge. Nå – denne Meddelelse er nok bedre for andre.
Svigermor skyndte sig først op ad Trapperne – og da vi mærkede der var noget i Gære – holdt A og jeg os lidt tilbage – og kom sidst op. I den store Dagligstue – hvor alle havde forsamlet sig - blev vi modtaget med den dejligste Musik - det var A.s Mor og Johanne, der spillede firhændig – Bryllupsmarchen af en Skærsommernatsdrøm! Herligt! Derefter sang Johanne til Accompagnement to Sange – begge af Svigermor. Den ene alvorlig – den anden (sidste) morsom. Den alvorlige var til den dejlige og gribende Melodi af Sep. Rosenfeldt: ”Åh Farvel! og vær velsignet!” Mornine har sungen den ofte:
Du kan ikke tænke Dig, hvor smukt og højtideligt det var!
Så kom vi ind i Spisestuen – midt på Bordet stod et mægtigt Overflødighedshorn med et lille Brudepar i Toppen – og så var der flade Glas – Champagne. – Jeg tror nok, at baade Magisterens og Junge befandt sig vel – og det var jeg jo også meget glad over at føle.
Ved 5 Tiden kørte vi til Nordbanen og tog (II Kl. nat.) til Helsingør – herfra lige videre ad Gribskovbanen til Helsinge – hvor vi overnattede i en fin og moderne Kro – med elektrisk Lys – smukke Lokaler o s v. Næste Morgen kørte vi i Dagvogn til Tisvilde – hvor vi blev lige til Søndag Aften. Der var ganske storartet – frisk og herligt. Vi badede i det storartede Vand. Ankom til Kjøbenhavn om Aftenen Kl c 12 – og modtoges med et pragtfuldt Fyrværkeri fra Tivoli. Muligvis var det dog mere for Grundlovsdagen end for os.
Vi sov på Blankensteiner den Nat; sidste Dag var vi til Frokost hos A’s Forældre; vi fik da set rigtig på Gaver og Telegrammer o s v. Vi fik c 60 Telegrammer – deraf 6 på Vers! Og en Del fik jeg jo til mit forrige Bryllup. Af en Tante fik vi én stor Sølvøsopske (vi byttede så den anden for Teskeer) af en ny en i Forretningen 12 små henrivende Kaffeskeer – i Vifteetui næsten som Dine små fra Sølvbrylluppet. Og i Penge fik vi i alt 405 Kr. Af Johanne et nydeligt broderet Stykke til en Sofapude – af Ernst et Maleri – af nogle unævnte i Odense
III) 12 Par fine Kaffekopper, af en Tante i Hamborg et Kaffefad af sachsisk Porcellæn, af en do en kinesisk (stor og grim) Bakke, af en do – et stort Blomsterglas af usleben Glas – af en rig Onkel en pragtfuld Vinkaraffel af ægte Krystal – af Ingeborg Abrahams et broderet Bordtæppe til vort Spisebord – af en ung Dame - en Blodbøg i Urtepotte, af en anden - en stor Philodendron, af en Ven til Alfred – Troels Lunds samlede Værker og af en Fætter – et Billede af Grethe: en Blomst i Potte af Junge – en Bog af Høffding (Etik) Desuden mange Blomster. Alt mit Sølvtøj fra d 27 Maj – samt Granathalsbåndet - blev almindelig beundret både på selve Bryllupsdagen deroppe – og siden af Gratulanterne. - . derfra gik vi hen på Kongens Nytorv, hvor vi skulde bestille Takkekort hos Åmond; da Madame bor lige ovenover – løb jeg derop mens A. besørgede Kortene. En sortkjolet Pige lukkede op – jeg knirkede en Smule med Silken og bad hende melde Fru Astrid Goldschmidt! Det var min første egentlige Fruetriumf; Madame hørtes le højt, og kom mig smilende i Møde med ét: ” Nå, er vi så vidt, Dis,” og hun gratulerede mig på det hjerteligste – og hvem sad i Sofaen? Gamle Fru Hirschsprung! nåda, hvor jeg gottede mig over at stå der og knitre som Frue – jeg – den usseligste Tjener i Kongens Gård!
Nå, gl. Fru Hendrik var da også Elskværdigheden og Hjærteligheden selv – så det var en yderst vellykket Visit. – Så drog vi til Porcelænsfabriken, hvor vi udtog et komplet og pragtfuld Kaffestel for de 50 Kr. fra Malmø.
Af Spisestellet til 12 – lod vi dem give os til 6 nu – og opbevare Resten til Efteråret. Så gik vi i Bræddehytten ved Tivoli, hvor vi spiste til Middag, da vi ingen Gas havde fået til vort Hus endnu. Der traf vi Maleren Syberg, hvem jeg strax præsenterede min Mand! og vi fik os en morsom Snak. Endelig tog vi hjem til os selv. Junge havde hængt Gardiner op for os, der lå Breve til os og det hele var uhyre festligt. Og nu er vi efterhånden kommen i den skønneste Orden. Og det er nok på Tide, at denne Meddelelse kommer af Sted; mit Brev er bleven afbrudt flere Gange af Visitter; jeg har lige nu set i Politiken det længe ventede Telegram – Hellig Olav ankommen Mandag Aften til New York – alt vel. Og nu sender jeg med så megen større Glæde mit Brev.
Du kan nok tænke, at vi længes forfærdelig efter Dit første Brev – hvis Du bare har været rask – så har Du nok skreven om Bord – og så kan vi snart have det. Du har nok allerede oplevet en Masse!
Ja, jeg kan jo ikke sådan forklare Dig, hvordan vi bor, men Du får det da også at se selv til Efteråret. Kun vil jeg sige, at vi er meget begejstrede begge to – alle Møblerne passer så brillant her og ser så godt ud. Vi må jo op om Morgenen Kl godt 6 ½; Alfred skal gå ¼ i 8. Jeg følger ham da til Stationen (20 Min) – og går så op gennem Jægerborg allé og køber ind til Middag.
Så går jeg hjem og beskikker mit Hus og har jo så en dejlig lang Tid til hvad jeg vil – men endnu har jeg haft nok at gøre med at ”ordne” alle Steder. Og når først vi får Klaveret, skal jeg til at spille hos Ingeborg. Dog bliver det vist ikke før efter Sommerferien . vi rejser om c 14 Dage til Erikshåb, hvortil vi er inviteret af Pallam – og vi glæder os begge meget.
Dermed være ikke sagt, at her ikke er rart – for vi er begge nærmest begejstrede over Tilværelsen. - . Nu håber jeg Du er tilfreds med dette Brev; vil Du hilse Mornine og Elle mange Gange (jeg venter næsten et lille Brev fra dem) og Tusinde kærlige Hilsner til Dig selv fra Din Putte
[Øverst på første side er skrevet på hovedet:]
p.s. Alfred sender mange Hilsner!
Fakta
PDFDa
Datoen ses utydeligt af poststemplet. Astrid fortæller i brevet om sit bryllup, som fandt sted 3. juni 1904. Det er 14 dage siden, at moderen er rejst til USA, og hendes afrejsedato kendes.
Familien kendte flere ved navn Grethe, så det kan ikke afgøres, hvem den omtalte person var.
Det vides ikke, hvad Henriette Goldschmidts søstre og Alfred Goldschmidts fætter hed.
Blankensteiner var formodentlig et hotel.
Adressen er skrevet på kuvertens bagside
Adressen er skrevet på kuvertens forside
Charles Abrahams
Ingeborg Abrahams
Mogens Abrahams
Wilhelmine Berg
Alhed Marie Brønsted
Johannes Nicolaus Brønsted
Louise Brønsted
Alfred Goldschmidt
Ernst Goldschmidt
Henriette Goldschmidt
Johanne Goldschmidt
Selmar Goldschmidt
- Hendrik
Emma Hirschsprung
Pauline Hirschsprung
Harald Høffding
Johanne Larsen
Troels Lund
Christine Mackie
Otto Emil Paludan
Leopold Rosenfeldt
Ellen Sawyer
- Svendsen, frøken
Fritz Syberg
Andreas Warberg
Axel Åmodt
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, Astrid Warberg-Goldschmidt til Laura Warberg, 1904-06-14, 2426
Nej
Gave til Østfyns Museer fra et medlem af Warberg-familien