Menu

Fynboerne

1899-07-19

Afsender

Ellen Sawyer

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Det var interessant for Ellen at høre om barnedåben, selvom hun ikke bryder sig om navnet Jeppe. Hun venter selv barn, og hun og manden har diskuteret, om han skal opkaldes efter Hempel Syberg.
Harris Eastman trænger til ferie, og han og Ellen tager snart af sted i tre uger, hvor de så også slipper for hans familie. Især hans mor er irriterende.
Ellen hjælper meget til i laboratoriet. De har har besøg af en af Harrys venner, som bildte Ellen en masse ind.
Harris, Ellen m.fl. har været på udflugt med madkurv. Da de kom hjem, lavede Ellen solid mad. Harris har en tendens til at tabe sig.

Transskription

[Påtrykt kuvertens forside:]
DR. HARRIS E. SAWYER
620 ATLANTIV AVE.,
BOSTON, MASS., U.S.A.
[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Laura Warberg
Erikshåb
Højstrup St.
Fyen
Danmark
[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
Venlig Hilsen til Højstrup St.

[I brevet:]

Bellevue St. 19 Juli.

Kære Mor.
Det var rigtignok en rasende interessant Post i Dag med dit vældige Brev med alt det interessante om Barnedåben og med de gode Meddelelser om Lugges Eksamen og Dedes Opflytning – og alle de storartede Billeder som Chr. sendte mig. De ere dog ganske udmærkede og jeg nyder at se på dem. Vil du atter takke Mornine foreløbig!
Der har nok ordentlig været Fest for lille Andreas, (jeg kan ikke lide Jeppenavnet) Han må være ganske henrivende, - jeg føler mig gruligt forurettet over at jeg går glip af at se ham som lille Men jeg trøster mig med, at jeg jo nok får en anden lille én at se på. – Tænk om vi kunde komme næste Sommer med vor lille Jeppe og få ham døbt hjemme, så du kunde bære ham også! Det vilde rigtignok være morsomt, 1 År er jo lidt længe i Forvejen at lægge Planer, men det kan jo aldrig skade og jeg har megen Glæde deraf. –
Forleden mente East at vi dog skulde kalde ham op efter Onkel Syberg – sådan: Erik Andreas Hempel Syberg Dannebrogsmand Sawyer.
Han vidste at der var noget med D-mand, men var ikke rigtig klar over hvad det var. – Eastman har ikke været helt rask et Par Dage, - Mave, - men jeg tror dog han er kommen over det. Den Gæranalyse, (som han heldigvis nu er færdig med) har vist voldet det, - men han får 50 Dollars for det, og dem vil vi anvende til en Tur i ”White Mountains” næste Måned. Han trænger højlig til en Ferie og noget frisk Luft. Vi håber at være borte en 3 Ugers Tid. Det ser altså ud som om vi kommer godt fra Sommervarmen, August plejer at være den værste. Hidtil har vi ikke haft særlig generende Varme i disse Dage er det helt køligt. På Mandag rejser Helen og H’s Mor bort for 2 Uger, - så rejser vi, så snart de kommer hjem. Det bliver hele 5 Uger at vi bliver fri for Familjeliv.
Tænk H’s Moder har opdaget vore Planer om en Ordning. East røbede det selv, ved at blive ærgerlig og hidsig en Dag da hun som sædvanlig udbredte sig om Ubehagelighederne ved Børn. Hun sagde imidlertid ingenting den Gang, men et Par Dage senere, da der kom en irsk Pige og solgte Kniplinger, sagde hun til H. [”til H.” indsat over linjen] at nu havde hun købt Kniplinger til en lille Kjole til sit Barnebarn. Jeg tror, at hun glæder sig lumsk til det.
Forrige Uge var jeg næsten hver Dag i Laboratoriet og hjalp. Den ene Dag pakkede jeg en Masse Glasvarer ud af [”af” overstreget], og da de vare pakkede i Hø, lavede det jo en slem Uorden. Så vil Uheldet at Mr. Tiffany netop kom ned der om Morgenen før Rengøringsmanden havde været der og før Harry kom, - han kom sent ind den Morgen på Grund af Mavepine, og Dagen efter skrev han, Mr. T. – til Harry’s Assistent, om de ikke kunde holde det lidt senere. Den Vigtigper, jeg er ordentlig stødt på ham. –
En af de Dage jeg var i Laboratoriet havde vi Besøg der det meste af Dagen af en af Harry’s ældste og bedste Venner, Wesley Priest – også Kemiker. Det er pudsigt at Harrys to bedste Venner ere nogle lange Rapperter, begge nogle lystige Fyre, begge glade ved noget godt at drikke (og meget helst). Han [”Han” overstreget. ”Harry” indsat over linjen] Harry behandler dem faderligt, og det klæder ham så grinagtigt, da han kun er halvt så stor som dem.
Wesley P. jagede mig en grulig Skræk i Livet ved at fortælle med det alvorligste Ansigt om hvor brandfarligt det Laboratorium er og at det så godt som vilde være umuligt at komme ud o.s.v., - indtil Harry oplyste mig om, at han altid fortalte sådanne Historier.
Senere var han med os på vor Stamkafé hvor vi indtog en forsvarlig Middag med al den Vin vi kunde drikke. Jeg er altid sulten så Harry må en Gang imellem fodre mig ordentlig igennem.
Jeg er da forresten fornuftig nok til også selv at sørge for kraftig Mad herhjemme.
Igår tog vi ud fra Morgenstunden med Madkurv. Det blev imidlertid en øsende Regn, men vi klarede os alligevel. Helen og Charles Pear var med, - han er Medlem af en Club, som ejer et Bådehus ved den Aa, som vi sejler i Kano på. Der gik vi i Læ og tilbragte Dagen meget rart. Der var en åben Altan med Tag over, som vendte ud til Aaen og der sad vi. Der er meget smukt, - store Skove til begge Sider, - så vi fik da den friske Luft alligevel. Vi kom hjem Kl 7, skrupsultne, naturligvis, og jeg satte mig straks i Bevægelse for noget varm The og solid, varm Aftensmad. Svigermoder fandt det sikkert ekstravagant – hun havde rigtignok ikke tænkt at vi vilde have andet end Vaniljeis og Kage!! – efter at vi har gået på tørt Smørrebrød hele Dagen!! – Det kribler i mig når jeg tænker på at Harry i mange Aar har måttet finde sig i den Slags, - han som bliver hulkindet på tre Dage. Han siger selv, at han er sikker på, at han har været så meget bedre dette Forår og Sommer fordi han altid får kraftig Kost nu.
Dette Brev er ikke så indholdsrigt som dit, men vi har jo heller ikke haft Barnedåb at fortælle om. Vil du hilse Ta’mus og Daisy. –

[Skrevet lodret ved venstre kant på side 5:]
Vi har fået to Brudegaver i de sidste Dage, - en lille Krystal-
[lodret langs kanten på side 6:]
konfektskål og en Kageskål. Vi har en Masse nydelige Ting nu
[lodret langs kanten på side 1 fortsættende over selve brevteksten samme side:]
Vil du minde Disser om det lovede Brev og glem endelig ikke at sende det Stykke af Dannelg. Molle skrev, at hun havde læst et Stykke i Dannelg som mindede hende så levende om Håbet og Alhed, - det må være det. Jeg er spændt.
Hilsner til alle fra East og Pelle

Fakta

PDF
Brev

Da

På brevet står, at det er skrevet 19. juli. Årstallet er 1899, eftersom Andreas/Puf Larsens dåb bliver omtalt, og han blev født i maj dette år. Brevskriveren venter barn, og hendes datter kom til verden i 1900. Årstallet fremgår også af poststemplet.

Ellen Sawyer og hendes mand boede i Boston. Han arbejdede som kemiker. Deres barn, Grethe, blev født i 1900 og blev som planlagt døbt i Danmark. Det vides ikke, hvad Ellens svigermor hed.
Ta'mus og Daisy er muligvis hunde eller andre dyr.

Påtrykt kuverten

Erikshåb Højstrup St

Håndskrevet på kuverten

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB1628

Nej

Testamentarisk gave fra Laura Warberg Petersen til Østfyns Museer