Menu

Fynboerne

1890-12

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Alhed sender en hue til sin lillebror. Hun har for flere dage siden leveret sin kjole ind til en syjomfru.
Thora og Alhed har spist gåsen sammen med Kruuserne og Onkel Jonas. Alhed har været til fin middag hos Komtessen. Alle var meget elskværdige, og greven spøgte ved bordet med, at Alhed var rendt hjemmefra.
Det er dejligt, at Christine er så glad for sin plads.
Alhed lærer godt hos Onkel Ludvig (Lut), og hun synes ikke, de skal finde en skole.
Mandag tager Alhed til Værnehjemmet. Hun glæder sig ikke, for hun har hørt, at man bliver holdt i meget kort snor dette sted.
Marie Juul og Alhed har været hos fotografen og få taget opstillede billeder med Marie i sygeplejerskedragt og Alhed som patient.
Alhed ønsker sig penge til en bjørneskindsmuffe til jul.

Transskription

Lørdag Aften

medfølgende Hue er til Dede!
Kys begge de Smaa
Er Henriette rejst?
Hils hende ellers mange Gange!

Kæreste Moder!

Tak for Dit Brev og for Vadsækken med Indhold; Kjolen har jeg for flere Dage siden leveret ind til en Syjomfru, men hun var meget optaget, saa jeg faar den først Fredag; den bliver vist for Resten nydelig, det har været et vældigt Arbejde at sy den Forbredde. Den Frk West maa være flyttet, jeg kunde aldeles ikke finde hende. Thora og jeg var med til at spise Gaasen i Aftes tillige med Kruuserne, det var meget morsomt; de talte begge i høje Toner om Dig og Fader og bad mig sende mange Hilsner; O ["O" overstreget] særlig paalagde Onkel Jonas mig at formelde "Justitsraaden" Lians Kompliment. - - I Søndags var jeg til en lille udsøgt Middag hos Komtessen, Arreskoverne, Bøjsens, (ing. Finsen) Poulsens, Fannys og Baron Otto. Det var rigtig morsomt, alle var saa elskværdige mod mig, særlig Greven, der talte meget med mig og ved Bordet drak Glas med "den unge Dame, der var rendt hjemme fra, d.v.s. der havde faaet Lov at blive borte 14 Dage og saa blev borte i 1/2 Aar." - Derimod synes jeg, at Fanny har forandret sig meget, hun oplukte ikke sin Mund til mig hele Aftenen.
- Jeg havde forleden et meget langt Brev fra Christine, hvor det dog er morsomt, at hun er saa fornøjet med sin Plads, hun er jo ligefrem begejstret for det hele. - Jeg synes ikke vi skal være saa forhippede paa at faa mig til at tegne et andet Sted endnu, jeg lærer udmærket godt hos Onkel Lut, jeg talte med ham om det forleden, og vi ere enige om, at det er det bedste, han har talt med flere om det, f. Ex. Grønvold (Lærer ved den techniske Skole) men ingen anbefaler Skolerne. - I næste Uge kommer Frk. Jensen [et kryds er indsat over "Frk."] herind og saa skal vi i Theatret en Aften, vist nok Tirsdag til "Fulvia", jeg giver saa Thora og mig Billet og Thora giver Frk Jensen og de unge Schader, det glæder vi os alle meget til. Paa Mandag tager jeg ud paa Værnehjemmet, det glæder jeg mig oprigtig talt mindre til, jeg har haft det saa yndigt her hos Thora, som jeg er kommen til at holde meget af, og saa har jeg hørt, at man bliver holdt saa vældigt i Ørerne derude, - i Seng paa bestemt Tid! det er meget slemt, da det jo er den eneste Tid, jeg kan besøge Folk; og sæt, at jeg nu ikke maa gaa i Theatret! - Forleden Dag var jeg med Marie Juul hos Fotografen, hun skulde fotograferes i sin Sygeplejerdragt, saa fandt vi paa at lade os tage sammen paa sex: jeg sidder ned ved et Bord, hvorpaa der staar en Medicinflaske og et Glas Vand med en Ske i og Marie staar op og lægger en Bandage om mit Hoved, det er en grinagtig Opstilling, paa Tirsdag faar jeg ["jeg" overstreget] vi dem, saa skal jeg sende et hjem. I Morgen skal jeg til Middag hos Marie Juul sammen med Marie Sperling Jeg ønsker mig til Jul Lærredslommetørklæder og en Mu ["og en Mu" overstreget] Penge til en Muffe, her er nydelige graa Bjørneskindsmuffer til 5 Kr., jeg fryser saa forfærdelig paa Hænderne med Skindhandsker
Mange Hilsner til Eder Alle!
Din ærbøde Datter
Alhed Warberg
P.S. dette Brev er yderst kedeligt.

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er dateret "Lørdag Aften". Alhed Larsen skal snart flytte til Værnehjemmet Bethania, og der boede hun fra begyndelsen af 1891 - måske lidt før. Hun skriver juleønsker. Alhed har ifølge Greven været hjemmefra et halvt år, hvilket også passer med december 1891.

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2206

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen