Menu

Fynboerne

1891-04-07

Afsender

Alhed Larsen

Dokumentindhold

Alhed Larsen er bekymret over at høre, at hendes far har haft et anfald. Han og moderen må sende et brev til skolen og fortælle, hvordan det går.
Hun takker for kæden, som hun har fået i fødselsdagsgave. Alle synes godt om den. Alhed Larsen har også fået en bog, blomster, dadler og en malerkasse. Om aftenen kommer der gæster.
Ellen spørger, om Alhed kan komme hjem, men det har hun ikke tid til.

Transskription

[En person har med blyant skrevet ”(7’ April 1890?)” øverst på side 1]

Kære Fader og Moder!
Vi blev meget betagne ved i Dag at høre, at Fader var saa daarlig; og jeg skriver strax til Eder for paa det indstændigste at bede Eder sen[de] et Par Ord op til Skolen, at vi kan faa det Søndag Morgen, og husk endelig at skrive V udenpaa, ellers faar vi det først Mandag. – Vi haabe rigtignok, at det er ovre, Anfaldene pleje jo sjældent at vare saa længe, og vi mente af Molles Brev at kunne forstaa, at det allerede den Gang var lidt bedre, men i alle Tilfælde maa I endelig skrive strax til os. – Det er jo min Fødselsdag i Dag, og jeg blev strax i Morges overrasket med den dejlige Kæde. 1000 Tak for den! Jeg blev ganske forfærdelig glad ved den; den har gjort stor Lykke ude paa Fabrikken, ogsaa hos Krog. – Elle skriver om jeg ikke kan komme hjem først i næste Uge. – Men det kan jeg rigtignok meget daarlig. Jeg har mod Sædvane 3 Ting i Gang derude, og dem kan jeg ikke blive færdig med før om cirka 14 Dage, og jeg kan ikke løbe fra dem halvfærdige, naar jeg skal være borte saa længe; men det er vel heller ikke saa forfærdelig nødvendig? – Jeg glæder mig ellers meget til at være hjemme i Sommer, jeg vil haabe, at I ogsaa maa være glade ved at have mig hjemme! - - Det er en rigtig Hædersdag for mig i Dag! – Jeg har faaet en Del Breve bl.a et langt i Morges fra den ”unævnelige” med en Bog af Karl Madsen ”Japansk malerkunst[”] som jeg er meget glad ved. Her [er] en herlig Duft i Stuen af Blomster; Bredsdorff kom i Form. [med] en Urtepotte med Liljekonvaller, do. samt en Masse dejlige Violer af Brunse og Broder i Gaar. Dito og dito ude paa Fabrikken i Dag af Høst, Dadler af Frk Scwit[ulæseligt] og tænk en dejlig Malerkasse af Frk Opperm. med Palet at lægge i og adskillige Tuber med Maling. – I Aften kommer Balsleverne, Marie Sperling, Thora Lange, Bredsdorff & Co, de er bledte [l i ”bledte” overstreget] til at komme af dem selv. –
Nu maa jeg gaa for at faa det med Toget! – Hils alle de andre og tak for Brevene.
Mange kærlige Hilsner til Eder selv fra os alle tre
Eders Alhed.
Fredg Eft. 7ende April

Fakta

Brev

Da

Brevet er uden årstal. Alhed Larsen bor i København og er elev på Den kongelige Porcelænsfabrik. Altså muligvis 1891.
Alhed Larsen har afslutningsvis skrevet "Fredag Eft. 7ende April". 7. april var hverken en fredag i 1889, 1890, 1891 eller 1892.

Et dyr - muligvis sølvfisk - har ædt af papirets kanter.
"Vi" og "os alle tre": Alhed Larsen boede i København sammen med søsteren Johanne Larsen og muligvis også veninden Julie Brandt (Pan). Alhed var underglasurmaler ved Den Kongelige Porcelænsfabrik, og Johanne Larsen tog et ikke nærmere identificeret kursus (Skolen refererer formodentlig til dette).
Alhed Larsens far led blandt andet af astma.
Det vides ikke, hvem "den unævnelige" er.

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB 2092

Nej

Testamentarisk gave til museet fra Laura Warberg P.