Menu

Fynboerne

1900-11-14

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Rejsen er gået udmærket, og Andreas/Gajten sover fint i sin tremmeseng. Alhed selv har hovedpine pga. al uroen. Gulvet i køkkenet skal lægges om, væggene skal hvidtes. Laura Warberg må meget gerne komme og hjælpe.
I.A. Larsen har solgt en ejendom i Korsør.
Andreas/Puf er glad for gyngehesten og for en nissefar.
Man har holdt Mortensaften.

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Laura Warberg
pt. chez Hr. Hempel Syberg
Dronningensgade

Odense
[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
Faarerne Faarene
[I brevet:]

Kære Mor!
Du længes vel efter at høre lidt om, hvordan vi kom herned, og hvordan det hele staar til. Rejsen gik udmærket og Gajten har været forfærdelig flink, ligesiden vi rejste hjemmefra. Han sover udmærket i sin lille Tremmeseng, falder i Søvn uden mindste Anstalter, er oppe et Par Gange (i Nat kun én Gang) kun vaagen en Minut og ellers rører han sig aldeles ikke, men ligger nøjagtig i samme Stilling naar han vaagner! Er det ikke udmærket? Jeg selv har mærkelig nok Hovedpine hver Dag, fik det Rejsedagen og har ikke sluppen det siden, det maa vel være den uvante Uro og saa alle Spekulationerne med Indflytningen. Jeg brænder efter at faa begyndt og faa sat lidt Gang i det hele, men der er desværre saadanne Hindringer som at Gulvet skal lægges om i Køkkenet og Værelserne hvidtes, det var udmærket, at Du skrev i Aftes, at Du vilde komme herned, nu kan de jo nok indse, at det haster og de har lovet os Murerne i Morgen. Men Du maa endelig ikke ["ikke" overstreget] vente med at komme til en af de sidste Dage i Odense, men endelig ikke helt opgive det paa et Par Dage maa vi jo vist, - naar vi nu faar begyndt i Morgen. Vi faar det yndigt! Tænk nu kom hele Grossererfamilien, saa jeg blev afbrudt i mit Skriveri, der var ellers en Masse, jeg vilde have skreven om. – Det blev ordnet udmærket i Korsør i Gaar, saa Svigerfar er i glimrende Humør, han købte den ved Auktionen for 15000. – Tænk jeg glemte at høre paa Banegaarden i Odense efter en Pakke fra la Cour og den lille Pakke fra Sjütten, kunde Du dog ikke tage Potten med og bede la Cour sende Pakken, naar Du kommer ind til Byen, Budene maa vel have taget dem med tilbage igen. – Skriv endelig naar Du kommer. – Nu til Slutning 1000 Tak for den lange Tid og for alt, hvad Du gør for ["for" indsat over linjen] mig, skønt Du maaske ikke altid kan mærke, at jeg paaskønner det, kan Du tro, jeg gør det alligevel, og er Dig forfærdelig taknemmelig for det altsammen. Lille Puf var henrykt ved sin Gyngehest og ved en Nissefar, som Christine sendte ham i Dag. Svigerf. & M., Marie, Grossererens og Las sender Hilsener. Far er vel rejst, men vil Du hilse Onkel S. og Kirstine Flest Hilsener til Dig selv fra [fortsætter på brevhovedet på side 1:] Din Alhed.

Søndag.
Vi holdt Mortensaften med Flæskesteg, Æbleskiver og Punch.

Fakta

PDF
Brev

Da

På brevet står kun "Søndag". Alhed Larsen fortæller, at man har holdt Mortensaften. Sønnen, Andreas/Gajten/Puf, er født, og han kom til verden i 1899. Af et svært læseligt poststempel ser det ud til, at brevet er sendt 14. nov. 1900.

Hempel Syberg boede i Dronningensgade i Odense.
Det er uklart, hvortil Larsen-familiens rejse er gået.
Det vides ikke, hvem Sjütten er.
Jeppe Andreas Larsen (Johannes Larsens far) solgte i november 1900 en udlejningsejendom i Korsør; muligvis på tvangsauktion. Han havde købt den i 1898.
Det vides ikke, hvem Grossererfamilien var.

Odense, Dronningensgade

Skrevet på kuvertens forside

  • Korsør, Danmark
  • Odense, Danmark

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB1346

Nej

Testamentarisk gave til Østfyns Museer fra Laura Warberg Petersen