Menu

Fynboerne

Tidligt forår 1894

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Laura Warberg

Dokumentindhold

Alhed Larsen gik over på det modsatte fortov, da hun en dag mødte et hold soldater, der så lumske ud. Deres officer kommanderede så hele bataljonen til også at krydse gaden. Sådan noget forekommer vist ikke i Danmark.
Til efteråret regner Alhed med at tage til Rom med Lille Jørgensen og hendes mand.
Det går dårligt med maleriet. Pga. et engelsk dronningebesøg har Boboli-haven været lukket for almindelige mennesker. Nu har Rottbøll skaffet en passérseddel, og Alhed vil male en blåregn samt de nyudsprungne popler i haven.
Alhed beder om at få sendt noget tøj samt fotografier. Hun gider ikke skrive mere og sender mange hilsner. En dame går og fejer stengulvene og giver dem olie. Alhed ville ønske, at de derhjemme kunne se hendes yndige værelse.

Transskription

[De eller den første side(r) af brevet mangler]
3 Jeg husker ikke, om jeg har skreven om Soldaterne? Lud har bedt mig endelig at skrive det, da det morer ham kosteligt. Jeg gik en Dag paa Gaden og mødte en lille Bataljon Soldater, der gik inde paa det brede Fortov med en Øfi ["Øfi" overstreget] Officer ved Siden. Da jeg kom omtrent hen til dem, syntes jeg, de saa sig saa lumske og poliske ud, saa jeg ikke havde Lyst at gaa lige forbi dem men drejede rask af og gik over paa den anden Side af Gaden. Men tænk jer min Betuttelse, da Officeren gav et Kommandoord og hele Bataljonen grinende og aabenbart i meget løftet Stemning fulgte mig lige i Hælene over Gaden! - I kan nok se, at Forholdene er noget anderledes hernede end hjemme; denne smukke Forstaaelse mellem Officer og Menig har vi vist ikke Magen til hjemme. Men jeg kom bort fra Romerrejsen. Lille Jørgensen og hendes Mand kommer jo herned til Efteraaret, og det vil vist kunne passe, at vi følges ad til Rom. Hun skrev om det til min Fødselsdag, at vi maatte se at faa det arrangeret. Det kunde være frygtelig morsomt. - Min Maling gaar det daarligt med for Tiden. Jeg har ikke rigtig faaet fat paa noget heroppe paa Aguardo. Den dejlige Babolihave har jeg haft megen Sorg og Skuffelse med. Almindelige Folk har i lange Tider ikke maattet komme derind paa Hverdage, fordi den tykke Dronning England har skullet gaa at spanke om derinde. Endelig i Gaar lykkedes det at faa fat paa et Frikort for hver Dag. Men for at faa det maatte Rottbøll tage Diplomatfrakke paa og gaa til "Direktøren". Denne sagde, at der jo ellers ikke udstedtes saadanne for Tiden, men Folk af vor Stand [et "x" indsat over "Stand"] vilde han dog ikke nægte det.
[Indsat lodret i venstre margen:]
Konsulen og Direktøren ere meget agtede hernede [indsættelse slut]
- Nu skal jeg derind i Eftermiddag og have fat paa mine Motiver, hvis de bare ikke ere rendte deres Vej; det var et med Blaaregn og lige udsprungne Popler, der var dejligt. - - - - Nu faar jeg vel snart en Pakke til. Jeg vilde gærne have et Sæt Linned til, endvidere min blaa Bomuldsmorgenkjole (snøret foran) og min crèmegule Nederdel med det blegrøde linnede Liv, endvidere mine brune Sko og hvis der ellers er noget, Du kan tænke Dig. x
[Indsat i venstre margen, lodret:]
ikke Lærred el. andet [ulæseligt ord og indsættelse slut]
Min Sølvbrosche blev borte den sidste Dag hjemme, har I set den? Frøken Sperlings Portræt vilde jeg ogsaa gærne have; er der ikke et af Johanne. Elle maa endelig sende mig nogle af sine, det er sandt, hun har jo taget Johanne. Ogsaa det med Erikshaab, det med Agn og mig og hvad hun ellers har. H ["H" overstreget] Rottbølls ["s" i slutningen af ordet overstreget] er interesseret i Elles Fotografering, han er selv voldsom dygtig. - - Tegner Elle noget? Hvordan har Agn det, det lille søde Pus? - - Nu begynder jeg at slutte af. Jeg haaber, at Hilsener og deslige kan fylde Resten af Arket, jeg gider næsten ikke mere. - Har jeg svaret paa, hvad R.V. betyder? Rey Vice. - Vil Du foreløbig takke dem alle for Brevene. Ogsaa Tante Mimi; Plangstrup og Svip. - Ogsaa Frk Jensen for hendes lange, og Frk Aurelia for hendes Hilsen og Ungerne samt Far, fra hvem jeg synes, det er en stor Ære at faa Brev. - Elle kommer jeg til at skrive til en Gang inden saa lang Tid. - - Nej, det fylder ikke en Gang denne Side ned, hvad jeg ["jeg" overstreget] skal jeg dog gøre, Du har forlangt de her Ark fulde, saa der hjælper jo ingen kære Mor. Bare jeg ikke havde skreven saa tæt. Lad mig saa tage en rask Beslutning og fortælle, at her gaar en Kone og fejer, hun hedder Nu Nuscia [navnet overstreget] Nurezia. Hun ["Hun" overstreget] De fejer med en Slags Saugspaan hernede, og deri kommes lidt Olje. Det gør Gulvene smukke, men det er jo ogsaa Stengulve overalt. Heri Huset er de mørkerøde. - Jeg vilde ønske, I kunde se mit Værelse, det er ganske yndigt. Jeg har vist ikke fortalt, at Find og Clement var her forleden Aften! Vi gik først en Tur med dem og presenterede dem en Solnedgang, - det er Konsulens Specialitet at "forevise" Naturen. - -
Vil Du nu hilse dem alle mange Gange fra mig. Ogsaa paa Gelskov og Amstrups. Hvordan lever Bloms?, hils ogsaa dem. -
Din Alhed.

Fakta

PDF
Brev

Da

Brevet er udateret. Poplerne er lige sprunget ud i Italien, så det må være tidligt forår. Alhed fortæller, at Jørgensen kommer "herned" til efteråret. Hun var i Italien i efteråret 1894, men ikke i 1893 eller 1895. Alheds broche blev væk "den sidste Dag hjemme" - altså er hun rejst hjemmefra for nyligt, og hun rejste til Italien 12. februar 1894.

Første del af brevet mangler, og således er der ikke oplysninger om adressaten. Det er sandsynligvis Laura Warberg, for Alhed beder om at få diverse tøj sendt til Italien, og hun ville ikke bede andre om noget sådant.
Alhed Larsen rejste til Italien 12. februar 1894.
"den tykke Dronning England" er muligvis Dronning Victoria.
Boboli Parken i Firenze blev oprindelig skabt til Medici-familien. Den blev åbnet for offentligheden i 1766 (Wikipedia: Boboli, lokaliseret jan. 2021).
Agn, "det søde lille Pus" er muligvis en hundehvalp eller et andet dyr.

Firenze

Fremgår af brevets indhold

Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2211

Nej

Testamentarisk gave fra Laura Warberg Petersen til Østfyns Museer