1892-04-01

Kære søde Mor!
Tusind Tak for begge dine kære Breve! Det sidste kom netop, som de var gået ned til Dåben i Ammestuen. Ja, Gud give, hun må få hans Velsignelse til at blive en godt Menneske, det kære lille Barn, at vi rigtig kan få glæde af hende allesammen. Gid hun nu må trives og få det godt i dette År, men det gør hun nok, hun er jo et voldsom kraftigt Barn, 9 Pund og 19 Tommer lang; her fra Stiftelsen sørger de naturligvis nok for god Pleje. Det var jo i sidste Øjeblik, jeg fik Papirerne i Orden, Max kom med dem, et Par Timer inden jeg kørte herud, rart var det, jeg vilde dog have været meget urolig, når ikke det hele var klaret. Allerede den 4de Dag kom hun ned på Ammestuen, og siden har jeg ikke set hende, den lille søde Unge, men hun trives godt og er så god. Børnene har det udmærket dér, der er to Damer, som har Opsyn med dem.
Jeg havde jo egentlig ventet at komme ud igår Torsdag, det var den 10ende Dag, men nu bliver det ikke før Mandag tidligst, så du ser, jeg har gjort, hvad jeg kunde for at blive, men vel ikke på den Måde, som du mente! Jeg gad vidst, hvad der var bleven af mig, hvis jeg var bleven i Århus, der har dog været flere Vanskeligheder, som har fordret stadig og kyndig Pleje, først den store, dybe Rift, som blev syt sammen efter Fødslen, det var ikke sagt, en ældre Jordemoder havde forstået det ordentlig; og så med Renlighed! Når jeg her med al den Desinfektion og Pasning kunde få Feber tre Dage, hvad skulde jeg så have fået oppe i det lille indelukkede Værelse! Lige siden i Fredags, da jeg første Gang havde Feber, har jeg fået Udsprøjtninger Morgen og Aften; Natten før gik der en Blodkump som en knyttet Hånd, den kom strax i Karbolvand og blev om Morgenen vist til begge Sygeplejerskerne og Professoren, han mente, det var den, som gav Feberen. Søndag - da jeg fik dit første Brev - var en rædsom Dag, om Morgenen var jeg øm på Maven, havde temmelig stærke Smærter og fik varme Omslag, så lå jeg hele Form. i Kuldegysninger, om Eft. i væmmelig Feberhede og så den utåleligste Hovedpine, og i én Stilling hele Dagen, jeg turde ikke røre mig af Pletten, fordi de så så alvorsfulde ud til Ømheden og Feberen. Mandag blev Trådene taget ud af Såret, den Aften var Temperaturen højest, men jeg havde det alligevel godt; de tre Feberdage fik jeg Morfin om Aftenen. Siden Tirsdag har jeg haft det godt. Alhed var jo hos mig den Aften og Nat, jeg var syg, jeg tror ikke, der var mange unge Piger på 20 År, der så fuldkommen rolig og behersket kunde sidde hos en, der led så meget - allerede da hun kom, havde jeg jo været dårlig omtrent i 12 Timer og lå på Sofaen. Jeg havde ellers bestemt, at hun skulde være gået uden at mærke noget - Brandt var der om Eft. og anede intet - men det måtte jeg opgive. Max var inde hos mig, da kneb det forfærdelig med at snakke nogenlunde rolig med ham. Alhed kørte jo med til Stiftelsen, hun syntes, har hun skrevet, at det var så forfærdeligt at køre fra mig, jeg var selv aldeles rolig, netop mere modig, end jeg havde tænkt mig, jeg kunde være; nu bagefter kan jeg ikke forstå det, man skulde dog tro, det måtte være gyseligt at komme ene ind på den Anstalt med alle de fremmede Mennesker og modtaget med de grulige Hvin af fødende Kvinder, men det rørte mig ikke synderlig. Da så det hele var forbi og jeg var syt og gjort i Stand, gik de hen at sove, Barnet lå og sov i sin lille bitte Kurv, og jeg lå to Timer og havde det så dejligt, så på at det blev Dag udenfor og var glad, at det var overstået, men jeg havde trot, det var meget værre, end det virkelig var. De første Dage var jeg så forpint i Ryggen og Hovedet, det er en rædsom hård Seng, Halmmadras og kun én lille Krølhårs Hovedpude. Jeg skal hilse fra min Læredatter! Hun er en forfærdelig rar lille Kone, som passer mig så udmærket. Jeg har fået et rigtigt Mavebælte herind til når jeg skal ud. Maven bliver strammet godt. Molle var her forrige Onsdag, hvad jeg var meget glad ved; ellers har her ikke været andre end Fru Hansen.
Det om Leonard skal jeg skrive om, når jeg kommer ud, jeg kan ikke mere nu.
Tusende kærlige Hilsner til Far og dig selv fra din Basse. Vil du også hilse Onkel Syberg og Tante Mimi

[Indsat på s. 1 i venstre margen, på højkant:]
Jeg var glad over, at det blev en Pige, hun er dejlig, kan du tro. Hun blev døbt Ellen Agnete Brandt.