Menu

Fynboerne

1898-03-08

Afsender

Alhed Larsen

Modtager

Johannes Larsen

Dokumentindhold

Alhed Larsen er begyndt at rulle cigaretter.
Tanten Wilhelmine Berg har fået en datter.
Det er trist, at Johannes Larsen er forkølet. Bare han alligevel kan male. Han må ikke hente Alhed i Ullerslev lørdag. Hun vil tage dagvognen.
Christine Warberg vil fotografere stuerne på Gelskov, inden familien flytter derfra.
Hempel Syberg vil holde Alheds lillebror Frederiks (Dedes) konfirmation i Odense.

Transskription

Kære Las!
Jeg er egentlig kommen op for at gaa i seng, Kl. er lige ved 11, men her er saa varmt og rart, at jeg synes, det er Synd ikke at benytte det saa nu har jeg tændt mig en Cigaret, og saa skal det som sædvanlig gaa lidt ud over Dig. – Jeg har i Dag rullet mig en hel Del Cigaretter, jeg bad vores Pige, som rejste til Odense i Lørdags om at købe mig noget Tobak, og hun har købt noget rigtig godt, som hedder ”Golden Cupid”, jeg er bleven saa forfalden til at ryge i den senere Tid, og i Dag har jeg opdaget, at jeg egentlig har et stort Talent til at rulle selv. – Jeg er kommen i Tanker om, at det jo er Tjalfes Fødselsdag i Dag, maa jeg gratulere, skønt det jo kommer noget sent. – Jeg glæder mig meget til de Artikler, jeg kunde ikke tro, det var Redningshistorien, de sloges om, da jeg ikke kunde tænke mig, hvordan de havde faaet begyndt, men der har jo altsaa en Tredjemand givet Anledning til det. – Jeg glemte vist at fortælle Dig, at der er kommen en lille Pige ude i Pensionatet i Fredags, og baade hun og min Tante har det godt. Muk skrev det i Gaar, hun skrev at den var hel og velskabt – saa hun maa vel have tænkt sig den i Stumper og Stykker. – Jeg har egentlig ikke noget videre at fortælle Dig, jeg skrev jo til Dig i Eftermiddag, men jeg syntes alligevel, jeg havde Lyst i alt Fald at begynde paa et Brev. – Det er sandt, jeg maa jo rose Dig for Din udmærkede Sildesalat, for jeg tvivler nemlig ikke paa, at den var fortrinlig og langt bedre end Klaxes (det kan Du nok godt lide, jeg skriver!) – Du laver sikkert noget bedre Mad end han, for Du er en langt større Gourman! – (Er Du glad ved den Kompliment?) Du er nu madkær x)! – Nu vil jeg for Resten ikke skrive mere i Aften, men gaa i Seng, bare jeg nu kunde være heldig til at drømme i Nat igen, og bare Du saa kunde se ligesaa smuk ud som sidste Nat. - - Næste Dag. (Jeg drømte ikke om Dig i Nat) Tak for Dit Brev i Dag, hvor det er kedeligt, at Du er bleven forkølet, bare det maa gaa rigtig hurtigt over igen, det var vel denne pludselige Vinter, der gjorde det. – I Morgen haaber, jeg faar Brev om at det er bedre. Det er ogsaa kedeligt for Dit Billedes Skyld, hvis Du gaar og bliver for sløj til at male. Du maa paa ingen mulig Maade hente mig i Ullerslev paa Lørdag, det er dog en lang og kold Aftentur, og Dagvognen er jo et udmærket Befordringsmiddel, og jeg kommer jo omtrent paa samme Tid. – Dette Brev skal med Jørgen til Højrup, han skal ned til 5 Toget efter Christine. Hun kommer fra Sollerup og vil i Morgen tidlig prøve at fotografere et Par af Stuerne omme paa Gelskov. – Jeg skal hen at skrive til Frk. Sperlings Fødselsdag, nu kommer hun snart hjem fra Italien hun skal med til Dedes Konfirmation. Onkel Syberg har skreven derned og inviteret hende. Jeg har vist fortalt Dig, at Onkel Syberg vil gøre Dedes Konfirmation ude i Odense. – Jeg har ikke Tid at skrive mere, og i Morgen er det et stort Spørgsmaal om jeg faar Tid, - nej, det faar jeg sikkert ikke vi skal stryge hele dagen. Jeg var begyndt at blive bange for, at jeg ikke kunde komme paa Lørdag alligevel, Onkel Syberg forærede os nemlig en Gris i Gaar, og den maatte jeg jo hjælpe at slagte, men det bliver heldigvis paa Torsdag; jeg skal ogsaa tappe Ribsvin en af Dagene, saa jeg har meget travlt, kan Du nok tænke! Palam har jeg inviteret til det, men det bliver jo ikke saa festligt som i Fjor. Jørgen egner sig ikke saa godt som Hans Peter til den Slags. – Nu Farvel! og jeg tænker meget paa, hvordan Du har det, der er saa meget Influeza og Bronchitis for Tiden, men Du vil jo nok være færdig, ikke sandt? saa jeg kan træffe Dig frisk og rask paa Lørdag! 1000 kærlige Hilsner til min allerbedste Ven fra Din egen Alhed.

Erikshaab – 8nde Marts 1898 -

x) Om Forladelse

Fakta

PDF
Brev

Da

Dateringen fremgår af brevet

"der er kommen en lille Pige ude i Pensionatet": Wilhelmine Berg ejede et pensionat i Gothersgade, København, og hun var Alhed Larsens tante.

Erikshaab
  • Højrup
  • Sollerup
  • Odense
  • Gelskov

Det Kongelige Bibliotek

Indleveret til Det Kongelige Bibliotek af Larsen-familien