1908-06-03

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Laura Warberg
[Mr. Sawyer.)
244 Columbiaroad
Dorchester
Boston
Mass.
U.S.A.
[Skrevet af ukendt:]
Birkerød 3/6-1908

[I brevet:]
1) “Tornehave”, Birkerød 3/6-08.
Kæreste Mor! Tusind Tak for Dit Brev, som jeg lige nu har fået! Jeg har jo fået Dine Hilsner, men er dog meget glad over nu at have Dine Ord til mig selv, om at mit ”epokegørende” Brev fra Dalarne ikke forekom Dig altfor umoralsk, men at Du nærmest betragter den Side af Sagen, der fortæller Dig, at jeg nu er et meget lykkeligt Menneske – og dette kan jeg atter og atter skrive under på; og for Cids Troskab tør jeg indestå med mit Liv; han hører absolut til dem, der aldrig bestemmer sig om, når han har truffen et så alvorligt Valg. Ja, han er i Dalarne for sin praktiske Uddannelses Skyld; i Øjeblikket lever han på Feltfod højt oppe i Skovene sammen med en halv Snes andre Forstmænd – de planterer,
[Ukendt har skrevet nederst på s1:]
Cid svigtede totalt – November s. Aar. 1939, AW [indsættelse slut]
tæller Træer og inddeler Skoven; et højst eventyrligt Liv – de har store Madposer med – sover i ligeledes medbragte Soveposer, hvis de ikke netop falder over et af de Bjælkehuse, som findes opført rundt omkring i de store Skove, til Brug for Tømmerkarlene om Vinteren. Cid skriver henrykt om sit Liv deroppe i den herlige Natur – snart har de lyst hele Natten, det er jo meget nordligt. For Resten hører jeg kun sjældent, da der absolut ingen Postgang findes hverken fra eller til. Breve hentes og bringes ganske tilfældigt af forbifarende. Kun engang imellem – som nu til Pinse – rejser de ned til Tibble, hvor de fleste har fast Standkvarter, men først må de trave milelangt gennem Skovene til nærmeste Station. Jeg sender også kun af og til et Brev – da meget stort – adresseret til Tribble, så tager Skovrideren Jägermästeren [”Jägermästeren” indsat over linjen] det med sig, når han drager til Skovs for at inspicere. Men for Resten holder vi så meget af hinanden – og stoler så fuldtud på hinanden, at Bevidstheden derom næsten kan erstatte, hvad en Korrespondance giver – og så meget des mere festligt er det jo, når man en skjønne Dag overraskes af et Brev.
Du har Ret i, at vi virkelig har mange Chancer for at kunne blive lykkelige med hinanden; Cid interesserer sig så levende for alt, hvad jeg skriver, og yder mig en meget værdifuld og retfærdig Kritik; ret upartisk – men altid sådan, at den styrker min Selvtillid, den man altid har god Brug for. Han opfordrer mig ivrigt til ikke at opgive Skriveriet; men jeg tror nok, at jeg grundig behøver at hvile mig fra min første Bog, før jeg begynder på en ny. I Mellemtiden vil jeg læse og lære det mest mulige – så kommer Resten af sig selv. Jeg for min Part interesserer mig jo ligeså levende for hans Musik; jeg tror bestemt, han var bleven en stor Komponist, hvis han i sin Tid havde fået Lov til at følge sit Yndlingskald; dette er og bliver hans Livs store og største Skuffelse – dét der nok har bidraget til at gøre ham langt ældre end sin 23 År. (ikke sandt, han gør et langt ældre Indtryk?)
Men Du skulde blot høre, hvilke dejlige Ting han trods alt har fået lavet – især nogle henrivende Melodier til Sange. Når han engang får lidt
2) mere Ro vil han sætte nogle af mine Vers i Musik, så skal vi prøve at udgi noget. Som Du måske hørte, har han flere Gange som Student accompagneret Stenhammar Forsell ”Farsell” indsat over linjen som siger, at næst efter Stenhammer véd han ingen, der accompagnerer ham så godt!
Det er en udmærket Stilling i Sverige at være Forstmand og den bliver stadig bedre; desuden er Faren jo velhavende (17000 årlig) og har Cids Velfærd som eneste og største Livsformål – sætter stadig Penge ud til ham og er i alle Måder aldeles mageløs mod Cid, for hvem han virkelig lever og ånder; når jeg ser alt dette undrer det mig kun, at samme Far havde Hjerte til at sætte sig imod den Musik, som han vidste var Sønnens ét og alt. Men det er jo gjort i den bedste Mening. Fra ”Tante Smedberg” har jeg fået flere lange, lange Breve, og fra ”Farbror John” fik jeg et vældig sødt Brev med Overskrift ”kære lille Astrid” og hvor han siger Du til mig, medens jeg skal sige ”Farbror”, de inviterer mig begge indtrængende til at besøge dem; Cid skriver, at de kappes om at lovprise mig i deres Breve til ham og at de begge er ”aldeles förtjust”. Du ser således, at jeg i den Familie er noget bedre anskreven, end jeg nogen Sinde var det i Alfreds, og det kan naturligvis kun glæde mig. Før til Jul skal jeg ikke gense Cid. Nå, jeg begynder rigtignok med mig selv og mine egne Sager i dette Brev; lad mig blot endnu tilføje, at både Be Las [”Las” indsat over linjen] – Junge – Agraren – Lugge og Magisteren véd om Cid, dette sidste har den praktiske Betydning, at Cid dog gerne skulde kunde besøge mig, når han en sjælden Gang rejser sydpå. Du synes i det hele taget at svæve i den Vildfarelse, at der hesker en stor Hemmelighedsfuldhed imellem os Søstre, men Mor, Du kan trygt skrive det samme til os alle, vi står hinanden så nær, at den enes Sensationer absolut ikke er nogen Hemmelighed for de andre. I Aftes kom Telegrammet fra Mornine, og det så jo ikke videre morsomt ud – alt skal efter dette gå som tidligere så nu er vi i Grunden akkurat ligeså spændt som før. Men godt at den Mær (Frk. B) [”(Frk B)” indsat over linjen], rejser hun har da også lavet Ulykker nok nu. Gid det dog kunde ordnes nogenlunde godt for Mornine – foreløbig ser alt så trist ud for hende. Men hvilken Lykke at hun har den dejlige Putte! for hun er da det mest bedårende man kan tænke sig! det var et helt Savn for os alle, da hun i Søndags drog af Sted med Junge; de tilbageblevne Børn spørger stadig efter hende -. Her i Tornehave (er det ikke et godt Navn!) står Sagerne således til, at Magisteren og Lugge rejste i Formiddags; han for en Måned – til Holland, Tyskland og Schweiz, Lugge for 10 Dage – over til Junge. Dette på Grund af en Hel Del Nervøsitet og Overanstrengelse, men hun så helt frisk og glad ud, da hun i Morges drog af Sted, så det vil nok hjælpe. Derovre mærker hun også mindre til Savnet af Magisteren – når hun kommer tilbage vil det nok mærkes hårdt. Men så har jeg jo overtaget Hus- og Haveførelsen fra nu af og til Lugges Sommerferie; jeg er meget glad over
3) på den Måde at kunne yde nogen Gengældelse for al den Glæde jeg har af mit Ophold her på dette herlige Sted og hos de to elskelige Mennesker. Haven er ganske ubeskrivelig dejlig! De har længe haft – og har endnu – en Havemand gående, så der ser snart ganske velplejet ud overalt, de brede Havegange pynter også meget, ligeledes er der lavet en rigtig Indgang fra Markstien, Buskene er flettet sammen til en Port, gennem hvilken man går ind på en bred og komfortabel Havegang, som går direkte op til Gården – forbi det lille gamle Havehus. Fra dette udgår en anden Gang – tværs igennem hele Haven – der var vist en Grøft før! Desuden går der en bred Gang langs med Marken (med Stien); der er fældet et enkelt Træ, så Vejen går snorlige, og fra den har man jo hele Tiden en prægtig Udsigt ned over hele Haven op til Hovedbygningen; det vældige Kirsebærtræ foran denne er også fældet, hvilket giver en dejlig fri Udsigt fra Stuerne – men det var måske gjort, før Du rejste. Magisteren er mageløs flink til at få alting gjort; nu har han – selv – lavet en dejlig stor Mistbænk – 4 store Rammer, som han selv har kittet Ruder i. Meloner er plantet, nu skal jeg altså passe dem. Desuden har de anskaffet et pragtfuldt Sæt hvide Havemøbler, samme Slags om dem i Rådhushaven; de står på Terassen som danner Forhaven – og der sidder vi ofte om Aftenen. Endvidere har han købt en Hængekøje – til Lugge at hvile sig i; den er anbragt nede på Tørrepladsen under Frugttræerne – halvt i Sol og halvt i Skygge; deres gamle, store Tegnebord har han slået i Jorden ved Siden af Højen – og der er nu et fuldkommen idyllisk Opholdssted. Jeg skal siden have Symaskin[en] derned – skal sy Kadettøj til Adam til Pinse og en Bluse til mig selv. – Endelig er der jo lagt Kartofler –Ærter – Bønner – Radiser – Kål o s v o s v – alt hvad der skal være i en velindrettet Have – og alt trives og gror så det er en Lyst. Her bliver vist en Himlens Velsignelse af alle Sorter Frugt, Stikkelsbærrene er allerede så store, at alle Tænder med Ret løber i Vand.
For Børnene er Stedet her jo et helt Paradis – de trives og blomstrer som alt andet i Haven – og dér er de fra Morgen til Aften – søde og solbrændte og glade alle 4. Sjums er snart ligeså kvik som de andre; i Søndags rejste Josefine (ikke Terese!) med dem begge til Hellerup, hvor de sammen med Alfred skulde besøge Abrahamserne; de havde været så søde og artige – og gjort stor Lykke. Det var uendelig morsomt at hente dem på Banegården ved ½7 Toget om Aftenen – de var rødglødende, sveddryppende, strålende glade af al Dagens Fornøjelse. Alfred skrev næste Dag, at de havde været forfærdelig søde og var bleven meget beundret. – Josefine er et lille Pragtexemplar til at passe dem alle; i Morges da vore kære Magisterfolk var rejst, gik jeg ned på Græsplænen til dem og fik iscenesat nogle stormende Lege, hvorved vi alle 6 morede os lige meget – Sjums og Adam gik splitternøgne en halv Times Tid – alle var barbenede og vi tumlede og sprang og legede så det var en Lyst – lige til vi alle var halvstegt og helt møre – men svært oplivede. Den anden Pige er jo noget mut og mere besværlig – meget uopdragen. Hun sagde op i Morges da Lugge sagde Farvel – til 1ste Juli. Vi er temmelig tilfredse dermed, hun har Tilbud fra sin gamle Alma, som meget gerne vil hertil igen. Nu skriver Lugge til hende. Heldigvis har det imidlertid virket blødgørende på Anna, at hun fik sagt op – jeg synes hun er noget flov (vi lo nemlig alle, da hun kom med sin Meddelelse, som hun vel nok havde troet skulde knuse os.
Efter Pinse skal jeg skrive igen. Tusinde Hilsner!
Din Astrid.