Fynboerne
1916-11-30
Afsender
Laura Warberg
Modtager
Louise Brønsted
Transskription
[Med blyant på kuvertens forside:]
1916
[Med blæk på kuvertens forside:]
Fru Professorinde Brønsted
cand. polyt
p.t. H_r_ Dr. Hartmanns Klinik
Martinsvej 17.
København V.
[I brevet:]
Kerteminde d: 30/11 - 16
Kære lille Muk!
Vi blev meget glade ved Dit sidste Brevkort i Tirsdags; jeg var begyndt at blive en Smule urolig, men saa ringede Alhed og Christine Mandag Aften og fik at vide, det gik godt med Dig. Nu haaber jeg Du faaer denne lille Sending "Bagateller" Søndag Morgen. Vi har som sædvanlig ingen Nyheder at fortælle; det skulde da være, Du endnu ikke har hørt det gode Kup Las har gjort nemlig at Magnussen har købt Malerier for 15000, saa han slipper for at lave Udstillingen, hvad han egentlig nødig vilde saa kort efter den forrige store og efter Kunstforeningens! Og der blev heldigvis en hel Del tilbage, som kan være Grundlag for en Udstilling ad Aare. Af Båxhult Billederne blev de bedste tilbage. Alhed selv solgte for 300. Magnussen var der 4 Dage; det er en elskværdig Mand; de var her med ham til en 5 The, og han saae hele Huset. - I Brædstrup staaer alt saare godt til, veed jeg dels pr. Brev og dels pr. Telefon. Minna nyder i fulde Drag sin Barselseng; bliver overlæsset med Gaver af alle Slags; Ørenringe med Diamanter til 500!! ["til 500!!" indsat over linjen] af sin Broder Frits; en Bankbog med 100 Kr. af Dede samt en magelig Lænestol. De har faaet ny Pige til Nobr; Line sagde op, da det viste sig at der skulde komme en Baby igen!! men den nye er "en Engel", siger Dede, og nu har de ogsaa Barnepige, saa de kan nok klare sig, mener han! - Sygeplejersken er uhyre rar og flink. Paa Fredag skal Minna op. Drengen "siger aldrig et Muk"! - Jeg citerer stadig Dede! Han ventes "en meget stor Termin" - men paa en lidt anden Facon end vi andre Stakler! Hans giver dem en god Indtægt? Tænk han vil komme her et Par Dage i Julen! det glæder vi os alle meget til; enten efter Julen eller Nytaar. De venter hele Familien fra Kbh der nogle Dage; jeg antager, de skal have Barnedaab og at Fru Kattrup skal bære. - Paa Mandag skal vi alle til Middag paa Risinge og jeg havde den Sorg i Gaar, at de tør ikke have Agrarens med for Mæslingerne; Johanne var saa grulig skuffet; havde lige en Timestid at glæde sig og fik gjort Aftale med Alhed om at laane Kjole hos hende! Men saa gav det sig, at Peter havde fraraadet Kattrups dem! Saa sjelden de bliver bedt til noget og at Johanne glædede sig dertil. Berthelsens skulde der og Bichels. - Nu er lille Conrad ogsaa syg, men endnu ret mildt; Bibbe oppe, Grethe endnu ikke smittet. - Vi har haft en festlig Dag med Elle hjemme. Hun har været et Par Smaature ude at male to Akvareller og derved tjent ca. til Julegaver. Der er bleven spurgt hos Madien efter Billeder af hende, saa hun vil hænge i det hun kan inden Jul. Hun har nylig igen faaet Procenter af et Klaver; det 6_te_ i Aar!! - det ene et Flygel, et andet for nylig til 1300 (H. Meier.) Elle og Grethe har siddet derinde og spillet noget fin og kønt firhændigt og da jeg kom ind og skulde høre hvad det var, viste det sig at være Grethes Kompositioner lige ud af Hovedet og Elle ligesaadan B... ! Jeg synes det er imponerende og det samme mener Elle og Johanne, som var her til Kaffe og hørte det. Nu er Eller gaaet hen paa Hotellet til Dahlerup, som var her en Visit, mens hun var ude; Grethe i Biografen, her er saa stille og naar dette Brev er færdigt, skal jeg have fat paa mit Maaneds Regnskab. I Morgen skal jeg til Odense, være sammen med Thora, som kommer Kl. 5, og saa til Kirkekoncert med Grethe Kl. 8 og hjem med sidste Tog. Dersom Thora intet veed om at Du er paa Klinik, skal jeg ikke fortælle det; jeg husker nok i Fjor, jeg holdt heller ikke af at faae talt derom.
Fakta
PDFDa
Datoen er skrevet øverst s. 1
Bynavnet er skrevet øverst s. 1
Adressen er skrevet på kuvertens forside
Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, BB3771
Nej
Gave til Østfyns Museer fra en efterkommer af Louise Brønsted