Menu

Fynboerne

1911-02-12

Afsender

Laura Warberg

Dokumentindhold

Det bliver diskuteret, om Amanda skal i huset hos Astrid. Amanda vil hellere spille musik.
Laura Warberg foreslår, at Astrid begynder i en læseforening, studerer tysk eller andet for at holde tilværelsen med Alfred ud. Astrid må ikke i tilfælde af skilsmisse gå af med børnene.
Laura ser frem til rejsen. Hun har besøgt en del mennesker.
Kærbyhus har været nær ved at blive solgt.
Alhed har brygget øl og har ondt i armene.

Transskription

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Astrid Goldschmidt
St. Pauli Kyrkogatan 19
Malmø
Skåne
[Håndskrevet på kuvertens bagside:]
Smør 110
Tobak 25
Kød 95
Ost 57
Æg 75
Porto 50
------
412
poststempel

[I brevet:]
Villa ”Be” – Søndag Formiddag

Kære lille Putte!
I Morgen spiller Amanda hos Johanne, som der vil tale med hende om Dit Projekt at faae hende som Pige i Sommer. Jeg havde selv tænkt derpaa, men J. siger, hun gør det absolut ikke, hun vil ofre sig for Musiken, er jo gaaet uhyre frem. Naa nu faaer vi see! Derimod vil hun jo hellere end gærne være der et Par Maaneder med Pigehjælp eller vel eventuelt en Morgen- eller Formiddagspige, formodentlig ogsaa være noget længere hos Alfred alene, mens Du er i Birkerød med Børnene. Saa snart J. faaer talt med hende, skal Du faae et extra Brev derom. Er der ikke en Kone i Huset som for ikke alt for høj Betaling kunde gaae der lidt om Formiddagen og lidt om Eftermiddagen? Og mon Amanda ikke i saa Tilfælde vilde gøre det for f.Ex. 12 om Maaneden? Hun faaer jo dog vældig gode Dage, især den Tid ene med A. Jeg synes absolut Du efter vor Rejse skulde være en Maaned i Birkerød alene, Du vilde samle vældig Kræfter og Opmuntring i de ca. [”ca” indsat over linjen] to Maaneder. Hør min lille Putte, jeg har talt meget indgaaende med baade Alhed og Johanne om Eders Affærer. Vi synes, at hvad Du selv skriver om at tage Dig selv ved Vingebenet og skabe Dig en taalelig Tilværelse midt i Møget! – det maa kunne lade sig gøre saa længe Alfred bare lader det gaae. Spille, studere et eller andet, Tydsk f. Ex. tage Dig af Huset, og saa de søde, gode morsomme begavede Børn, som Du nu kan begynde at lære noget. Det er dog en uhyre Lettelse, at Despoten kun er hjemme det Par Timer om Dagen. Om Aftenen er Du da i Din egen Stue? Kan Du ikke, hvad vi før har talt om, være i en Læseforening, hvor Du kan gaae hen om Aftenen naar han ikke er ude? Alt dette for Børnenes Skyld, hvem der jo egentlig maa tages mest Hensyn til. Alhed siger, at naar Du har kundet holde ud til A. bestemt siger, nu skal Du fortrække, saa er begge Børnene Dine og han kan jo tvinges til at give Dig tilstrækkeligt til at leve af og opdrage dem for. Alhed siger, var det hende, saa vilde hun sige: ”Jeg har født Børnene, de er mine og ingen jordisk Magt faaer dem fra mig!” – Alt dette i al Fald saa længe de er smaa. Tænk at skille dem ad og lade Adam gaae ene maaske hos en Husholderske der ikke var god ved ham. Du holdt det aldrig ud! Og hos Faderen, som næsten ikke er hjemme, og i den Tid han er der, vilde ødelægge ham ved en forkert Opdragelse. Jeg veed godt, jeg har før ment det er uudholdeligt for Dig derovre, men jeg kan alligevel ikke andet end mene, hvad jeg da forresten før selv har sagt til Dig ”Hold ud saa længe det paa nogen Maade er muligt!["] Kan Du ikke igen tage Undervisning i Musik? og hos Lu[ulæseligt]geberg saa Du kommer til Kbh. en Gang om Maaneden. Nej det haster ikke saa galt med at faae skreven det om Amanda, vi vil alligevel længes efter at vide, hvad Du selv mener om alle vore Forslag, og vente med at skrive, til jeg har hørt fra Dig. Jeg og vi kan saa godt forstaae at Du tager Dine Klæder paa den Maade, Du gør, naar Du ellers ingen vilde faae. Han vil jo selv have det saadan. Kan Du ikke tale ham tilpas til Børnene saa ti helt, mens han er der, det er jo saa kort. Hvor rart, at Din Svigerfader havde den store Triumf og at de nu faaer godt at leve af; saa behøver Alfred da heller ikke mere at ofre saa meget paa dem. Fornuftigt at Du har meldt Dig ind i det Gymnastik Kursus, saadan skal Du på forskellig Maade se at beskæftige Dig. – Og hvem veed saa hvad der kan ske! En af Eder kunde faae Lejlighed til at gøre et andet Parti! saa var Sagen strax i et andet Spor! – Nu vil vi begge glæde os meget til den Rejse, det er jo godt, Du mener at kunne skaffe de 100 Kr; med fornuftig Sparsomhed maa vi kunne være ikke saa kort borte: Hvad mig angaaer vilde jeg jo ingen Steder her hjemme kunne være gratis; jeg har tænkt at være en god Tid hos Agrarens efter Rejsen og betale godt. Nu er der igen Haab om, at jeg faaer Snøderejsen skudt ud til i Sommer, da jeg jo saa gærne vil have Steder at være. Jeg maa ikke holde op at gaae til Tandlæge, og desuden er der noget med Tantes Besøg i Kbh., som taler for en Udsættelse.
Nu har jeg Ro i Tænderne, men i Tirsdags, jeg var i Odense at se til Putte, trak en stor Tandbyld til med meget Rabalder, jeg befandt mig saa ilde af det. Tilbragte et Par Timer med at læse for den søde Unge; spise Frokost hos Jacobsens var hos Fru Vinde en Visit, hun viste mig rundt i hele det store dejlige Hus; om Aftenen hos Syberg, der som sædvanlig ikke spurgte til en eneste af Eder. – I Dag kommer Christine og Putte hjem, jeg skal ned med dette Brev ved 2 Tiden og tage imod dem. Vi skal alle til en fin Middag hos Grossers Kl. 5½, vi skal i Galla! Desværre var Johanne her lige nu og sagde at lille Bibbe er forkølet for Brystet og har Feber. Puf ligger paa 3de Dag i Sengen med Feber af en Halshistorie, men er bedre i Dag. Baade Alhed og Junge vil da med til Middagen. Elise spiller i Aften Komedie; vi var til Generalprøve i Fredags, mageløst!!! – Jeg skrev til Wilhelms Fødselsdag i Gaar, ogsaa til Thora og bed hende takke for Lykønskningen og samtidig fortælle mig løst og fast derovre fra – Lugge skal have en lignende Opfordring. En Dame, der har set paa Kærbyhus for mulig at købe det har skreven at hun vilde betænke sig – desværre Hun saae ellers ”lovende” ud. Alhed bryggede i Fredags og har faaet ondt i sine Arme af al det Arbejde – Hvilket herligt Vejr vi altid har i denne Vinter!
Nu Farvel lille Putte! Hils Ungerne kærligt og Dig selv fra
Bedstemor.

Fakta

PDF
Brev

Da

Datoen ses af poststemplet

Alhed Larsens kælenavn var Be, så Villa Be er hendes og Johannes Larsens hus på Møllebakken i Kerteminde.
Det vides ikke, hvem Jacobsens var. Laura Warberg kendte flere af det navn.
Kærbyhus var Johannes Larsens forældres hjem/gård. De døde begge i 1910.

Villa Be

Husets navn er skrevet øverst s. 1

Adressen er skrevet på kuverten

Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv, Laura Warberg til Astrid Goldschmidt, 1911-02-12, 2421

Nej

Gave til Østfyns Museer fra et medlem af Warberg-familien