Fynboerne
1912-05-27
Afsender
Laura Warberg
Modtager
Astrid Warberg-Goldschmidt
Dokumentindhold
Louise Brønsted og hendes familie skal formodentlig bo i Larsens købmandsgård i juli. De lejer sig billigt ind og har udlejet deres eget hus.
Laura Warberg flytter ind i sin nye lejlighed 29. juni og spørger, om Astrid kan hjælpe. Alhed Larsen kan evt. passe børnene.
Alhed og Johannes Larsen har været på Næsseslottet sammen med Johannes V. Jensen.
Johannes Larsen skal til Frijsenborg og male dyr og skind. Alhed maler en buket tulipaner.
Grethe har det godt på Hvilan.
Transskription
[Håndskrevet på kuvertens forside:]
Fru Astrid Goldschmidt
St. Pauli Kyrkogatan 19
Malmø –
Skåne
[På kuvertens bagside:]
Poststempel
[I brevet:]
Kerteminde – Mandag d:27de
Kære Astrid!
Her passerer intet af Betydning at skrive om, saa det bliver intet langt Brev. Vi har ikke hørt noget senere fra Lugge om de saa kommer, her i Juli, Alhed mener, de vilde betænke sig, men det kan da ikke tænkes, at de ikke vil, det er jo voldsom billige Vilkaar. De skal boe i det store Gavlværelse i den røde Gaard og saa give i Pension hos Grosses 3 Kr.. 25 Øre om Dagen, altsaa for Kosten alene for Lugge og de 2 smaa; Else skal hun selv købe Mælk til. Modien og lille Alhed skal boe her for 1 Kr. 50 Øre om Dagen, det er jo rasende billigt. Johanne siger det er hos Grosses omtrent som Du og Børnene gav der. – 3 Kr. – men det var jo ogsaa meget billigt, naar de skal tjene en lille Smule. – Desuden har de nu [ulæseligt] lejet deres Hus ud i den Maaned for 100 Kr. til Fr. Holsteins Søster – Rosenørns, saa det kan jo blive en hel Finansoperation for M[ulæseligt, især naar man tænker paa, at de sparer Pigehold i den Maaned. Det er udmærket! Las og Alhed var i Birkerød til Middag om Tirsdagen, de sagde, der var bleven saa yndigt baade ude og inde. Nu spekulerer jeg lidt paa at vente med at komme til Byen til fex. d: 24de Juni; saa Dagen efter ud til Eder at se det hele, inden de rejser, saa boer jeg paa Missionshotel nogle Dage og faar flyttet ind d: 29de – en Lørdag - maaske Du saa kunde faa Dine smaa hjem og saa være hos mig 2 – 3 Dage først i Juli? Det kan jo altsammen staae roligt og jeg kan imens faae lavet Gardinstænger og sligt. Kan der være Haab om det, saa vil jeg see med lidt mere Ro end nu paa alt det Mas. Det kunde jo tænkes, at Alhed kunde have Børnene med hjem om Søndag eller rettere ligefrem hente dem? Alhed har forstaaet mig saadan De var en Dag paa Næsseslottet hos Direktør Bagges; der er en ulige Luxus af Hygge; de blev hentet i Bil af dem begge og kørt Tur først; Johannes V’s var der ogsaa. Las skal til Frijsenborg at male nogle Skind og Dyr senere hen foruden jo illustrere hans Bog. Alhed staar og maler en vidunderlig stor og smuk Buket Tulipaner som Allerup kom med. Saa han og Ville Fibiger var bedt her til Middag, alle Agrarens til Kaffe. I Dag Regn og Kulde, vi fryser!! Vi var glade ved Dit Brev til Elle; udmærket at Grethe befinder sig saa vel paa Hvilan, saa bliver hun der vel nok Tiden ud. Mon hun ikke vil have udmærket deraf? Hun blev vist saa vild af at lege med alle de Drenge her. - Nu Farvel lille Putte! Vi faaer nok yndigt Vejr i Juni Maaned, saa kan det blive en dejlig Tid for Dig og de smaa. Arbejdet om Sommeren paa det yndige Sted er jo Legeværk. - -
Hilsen fra Alhed og Junge, som sidder her og beder mig til Aften!
Kys de smaa fra –
Bedstemor
Fakta
PDFDa
Brevet er dateret "Mandag d. 27de". Måned og år ses af poststemplet
"Den røde Gaard" er købmandsgården, Langegade 50, Kerteminde, hvor Johannes Larsens far tidligere drev sin forretning og hvor Larsen-familien boede indtil faderens konkurs. I 1912 ejede Johannes Larsen gården, og hans lillebror, Georg (Gros) havde købmandsforretning og skænkestue i bygningen. Gavlværelset boede Johannes Larsen i, indtil han flyttede hjemmefra.
Modien er formodentlig Else Birgitte Brønsted, som i andre breve oftest blev kaldt Muddi.
Næsseslottet, andet navn på Dronninggård ved Furesøen. er en tidligere lystgård og stamhus på et næs ved Furesøen nær Holte. Dronninggård blev oprettet i 1660 af dronning Sophie Amalie og købtes i 1781 af storkøbmanden Frédéric de Coninck. Han lod den nyklassicistiske hovedbygning opføre i 1783 af Andreas Kirkerup. Bagge ejede slottet i en årrække. En tid fungerede det som hotel, og siden blev det privatbolig. 1985 kom slottet atter i privat eje og blev restaureret - haveanlægget blev i 1995-96 renoveret af Søllerød Kommune.
Kilde: Lex.dk.
Frijsenborg er en herregård beliggende i Hammel Sogn, Favrskov Kommune i Østjylland. Johannes Larsen havde flere illustrationsopgaver for Grev Frijs.
Hvilan var en højskole i Sverige. Flere af Warberg-familiens medlemmer havde ophold der.
Er skrevet øverst side 1 og fremgår af poststemplet
Adressen er skrevet på kuverten
August Bagge, Bogtrykker
Alhed Marie Brønsted
Else Birgitte Brønsted
Louise Brønsted
Adam Goldschmidt
Alfred Goldschmidt
Ina Goldschmidt
- Holstein, Frk.
Else Jensen
Jens Jensen
Johannes V. Jensen
Villum Jensen
Alhed Larsen
Georg Larsen
Johanne Christine Larsen
Johannes Larsen
Anna Rosenørn
Ellen Sawyer
Erik Warberg Larsen
Laura Warberg Petersen
Warberg Kerteminde egns- og Byhistoriske Arkiv BB 2084
Nej
Testamentarisk gave fra Laura Warberg Petersen til Østfyns Museer
Omtalte genstande
Johannes Larsen maler dyr og skind på Frijsenborg.
Alhed maler en stor buket tulipaner.