1953-03-18

[Håndskrevet på kuvertens forside:]
XXX
20 Marts 1953.
besv. samme Dag.
heri avisartikel af Sjums,
Lauritz’ mors død – hun
var ældgl. og
sindssyg.
Fru A. Warberg Müller
Bakkevej 12
Hareskov St.
10-7-2000
BWP.

[Skrevet på kuvertens bagside:]
Lindøgaard, Dræby St. Fyen.

[I brevet:]
Lindøgaard
18-3-53.

Kære lille Dis!

Tak for dit Brev! Da det endelig kom var det sandelig et digert. Tak for det altsammen! Til Aksel for Almanakken – det er saa dejligt at eje en saadan, man bliver klar over Solen og Maanen og meget mere. Og fra Holger den lange og meget interessante Redegørelse for Retspartiets Grundsætninger, jeg har kun læst det een Gang, skal nu studere den lidt nærmere. Sig ham Tak, naar du ser ham og faa at vide, om det er Laan eller Meningen at jeg maa beholde den; jeg vil gerne have Laur. til at læse den. – Den Artikel af Sjums var jo helt epokegørende, og man forstaar, at med Partimedlemmernes løjerlige Indstilling maa de smide hende ud af Partiet. Se, dette mod Jøderne har ramt hende selv og derfor reagerer hun, som hun gør, men hun tænker ikke paa, at saa mange af deres Doktriner og Domsfældelser rammer andre, som hun bare ikke føler sig identisk med. F. Eks. naar hun mener, at det er nødvendigt at hænge de adelige i Flagstangen (jvn. hendes Udtalelse til Grevinde Ahlefeldt.) Men det har jo ens fulde Sympati, at hun ikke deltog i ”Køterbjæffene” i den det danske kom. Partis Avis, og det var meget modigt af hende at udtale sig saa mildest talt aabenhjertigt. Hun skriver at i Løbet af et Tiaar har 4 Stormagter akcepteret Antisemitismen som Vaaben. Hvad mon det er for 4 Storm.? Det er jeg ikke rigtig klar over, men det er jo nok rigtigt, naar hun skriver det. Tag og spørg hende. – Mon dog ikke dette sidste kan faa abnet hendes Øjne for saa mange andre af Kom.s ganske lignende Foreteelser? Hvad siger Ib og Janna til Sagen?? Du maa endelig holde mig à jour om dette, det er i mine Øjne meget interessant.
Jeg fik forleden Søndag, da Bibbe og Laurits var her din Livsbog tilbage, de har haft den siden Nytaar. De var helt betagede af den – det var Laurits i hvert Fald, men Bibbe ogsaa; de syntes den var meget, meget interessant og smuk, og jeg var glad ved, at jeg havde laant dem den. Det er jo ogsaa min Mening, den er jo Summen af alle de andre og næsten en hel filosofisk Afhandling – maaske har jeg skrevet dette før. Den er ogsaa helt igennem ærlig, det samme som Laders sagde om Mornines Fødselsdagstale. Mon jeg dog har faaet dig sagt Tak for det smukke, du i Bogen skriver om vort Venskab og om mig. Jeg har for kort Tid siden læst en gammel Dagbog for det stormfulde Aar 1903; du var den Gang forlovet med Peter B. og jeg havde min store Oplevelse med d. e. J. der jo var alt andet end fyldt med rolig Lykke, men tværtimod saa stormfuldt som vel muligt. Du forekommer bestandig der i Dagbogen, og hvor var du mig dog til Trøst og Støtte, skønt du sagde mig Sandheden, som jeg dog ikke den Gang troede paa:” Du er for ham den første den bedste”.
Lidt senere. Nu ringede Elle og nu sidder jeg og turbrøler; jeg har endnu ikke faaet dig fortalt om, at Puf er syg og ligger paa Odense Sygehus. Der vides endnu ikke, hvad han fejler, de kredser om Nyrerne, han har i ikke saa faa Dage kastet alt op; intet kan han beholde i sig. Lige fra i Forgaars, nej i Mandags ringede til Else, da jeg havde hørt, han var syg har jeg været dødsensangst for ham, og det Elle – som var oppe hos Else i Formiddags – sagde, var endnu mere alarmerende; han er saa svag, at han ikke en Gang har Kræfter til at tale med Else, som er derude hver Dag; hun læser lidt for ham og vel ellers bare sidder der. Det vilde være noget saa forfærdeligt, om han ikke skulde klare sig, at det ikke er til at udholde at tænke paa. Elle sagde, at Las var saa bange – om Las skulde have den Sorg i sine sidste Leveaar! Men lad os nu haabe, at jeg ser for sort paa det; i saa Fald er jeg ikke ene om det, for Elle er ligesaa bange som jeg. Hvilken Fryd, Dis, om der kunde meldes Fremgang i det. –
Torsdag Jeg kunde ikke skrive mere i Gaar men kun sidde og tænke paa stakkels Puf der – bortset fra Sygdommen – døjer saa frygteligt med
2
at være paa Hospital og dele Værelse med en anden. Han ligger paa 2 Mands Stue sm. m. en anden, der er flink og rar, men alligevel er det en Rædsel for Puf, der haaber paa at kunne faa et Eneværelse, men det er usikkert om de kan. I Aftes passede Elle Else op, da hun kom fra Toget, hun er derude hver Dag, og det lød da ikke værre, snarere var Humøret en ganske lille Smule bedre. De kan ikke faa ham fotograferet, fordi han ikke kan taale det Stof, han skal have i sig, for at de kan se Billedet, og derfor kan de jo ikke faa konstateret, hvor Ondet sidder. Jeg er ligesom lidt roligere nu, maaske uden Grund. Men hvor maa det være svært for dem.
Ja, den gamle Kone lukkede jo sine trætte Øjne, det var Dagen efter at jeg skrev til dig sidst, den 18. Febr. Der havde ikke været Tilbagegang - noget videre da – før den sidste Dag, saa da Bibbe ringede et Par Timer efter hendes Død, var det helt overvældende for mig. Hver Gang jeg tænkte paa det, gik der en Bølge af usigelig Lykke gennem mig. Bibbe kom allerede Dagen efter til mig for at laane Sølvtøj til den store Begravelse. Du kan ikke tænke dig, hvor hun var præget af, at en Byrde var taget fra hendes Skuldre. Først Aftenen før var det gaaet op for dem, at det var mod Slutningen; Lauritz sad hos hende hele Natten, han havde bestemt forlangt, at Bibbe skulde gaa ned og sove. Bibbe var fuld af Lovord over Lauritz, som han tog alt paa sig; alt Tænkearbejdet overtog han – du kan jo tænke dig, hvor der er meget at sørge for – saa skønt Bibbe ikke har haft Pige siden Nytaar (Sygdom) fik hun saa meget Hjælp med Kogekoner og unge Piger, at hun kom let over Begravelsen, der ikke blev saa stor, kun 28 Mennesker, bl. dem Tinge og Manse. – En af de sidste Dage fik gamle Bedste pludselig et lyst Øjeblik: L. og Bibbe stod og gjorde hende i Stand, hvad de maatte være 2 om, hun havde faaet Liggesaar og skulde behandles 2 Gg. om Dagen. Saa lagde Bedste pludselig sin Haand paa Bibbes Arm og sagde med normal og tydelig Stemme: Jeg er glad ved dig, for du er god mod mig. Det var baade Bibbe og Laur. glad ved Ogsaa at Bedstes anden Svigerdatter ved Begravelsen sagde grædende til Bibbe, at hun maatte da vide, at de var hende saa taknemmelig og skønnede saadan paa, saa god hun havde været mod Bedste. Det var Bibbe glad ved, for hun havde egentlig ikke haft Indtryk af, X hvor stor en Byrde, det havde været med den gamle Bedste
Hvad angaar d. 29. Sept. saa har det hele Tiden været min ganske bestemte Mening, at det skulde være mig – og kun mig alene – som gør det Gilde; I faar sandelig nok at bruge Jeres Skillinger til, tænk paa den dyre Rejse, Det er jo ikke mere som tidligere, nu er Rejser jo store Summer. Og saa er der een Ting til: baade Janna og Ib er saa velkomne, men saa er der jo Nattelejerne. Jeg har tænkt mig det saadan, at du og Axel skal bo ovre i Kamret, hvor I boede i Fjor, Marie og Uglen hos Lases, Dedde og Minna hos Elle, Lugge hos Bibbe og mulig kan hun ogsaa have Ib og Janna, hvis ikke maa vi bestille Værelse paa Kroen, saa vilde der jo ogsaa blive Brug for Skillinger – men å alt det ordner sig nok alt sammen, der er jo længe til og – ak – der kan jo ske saa meget, som helt vil forandre Billedet. Mennesket spaar, men Gud raa’r. Jeg kan mærke paa mig selv, at jeg ved denne Lejlighed ikke vil kunde præstere noget i poetisk Retning, saa jeg haaber, at andre vil kunne (?!) I Minnas Svarbrev paa mit Fødselsd.br. til hende nævnede hun intet om 1ste Juli; tværtimod skrev hun, om vi dog ikke kunde tænke os at tage en lille Tur op til dem en Gang i Maj Maaned; det tyder da ikke paa, at vi skal derop saa kort Tid efter. Maaske er det bare noget Dedde har sagt uden at tænke nærmere over det. Naa, Tiden vil vise det. Jeg snakkede med Bibbe om den Majtur, og hun mente, at Laders ritz [”La” indsat over linjen] gerne vilde bile derop, det kunde blive mægtig festligt. Selvfølgelig hjem samme Aften.
Det var trist for dig med den Sygdom, men nu er du vel kommen over det igen; og kedeligt, at Universal-Medicinen ikke hjalp Jer, men hvor meget tog I? Du maa jo huske, at naar I er to om den, faar I kun Halvdelen. I 1947 lavede Edel saa vidt jeg husker 4 Portioner til mig, og de tog min Bronchitis, som havde plaget mig i flere Aar – husker ikke hvor mange – og jeg har ikke haft Bronchitis siden. Jeg gaar ud fra, at din og min Bronch. maa være af samme Art, naar vi er Søskende, saa jeg forstaar egentlig ikke, at den Medicin ikke skulde kunne hjælpe dig, men den er jo ækel og besværlig at lave; dog var det vel nok værd at have den Anstrengelse, hvis man havde Mulighed for at blive rask. Fars Astmaer var jo altid værst, naar han fik Broncitis. Din er jo selvfølgelig meget værre og mere indgroet end min var, saa du kunde næppe nøjes med 4 Portioner som jeg kunde, og som sagt det er ækelt at lave dem.
Jeg vil sige dig, at jeg for Tiden trænger meget til at faa Breve, mon du ikke lidt snart kunde give mig et lille Livstegn – det behøver jo ikke at være saa langt. Saa kun saa mange gode Hilsner fra din Junge

[Skrevet langs venstre kant på s. 1:]
Hvor er den Artikel af Sjums dog udmærket i enhver Henseende den varmede ordentlig mit Hjerte. Hun kan skrive.
Skrevet langs venstre kant på s. 2: [Kommentaren er muligvis tilføjet af Laura Warberg Petersen, som i mange år ejede brevet]
[Skrevet langs venstre kant på s. 3:]
X at de havde forstaaet
[Skrevet på hovedet på s. 4:]
Naar I ikke skal yde noget til selve Festen, kan I jo hjælpe
[Skrevet langs venstre kant på s. 4:]
Janna og Ib m. Rejsen | Hils nu Axel og sig ham saa mange Tak for Almanakken, har han det nogenlunde godt for Tiden?